Måske skulle man bare have reageret på den oplysning, man mødes af som det første i Dansk Arkitektur Centers udstilling om arkitektfirmaet Lundgaard & Trandberg.
Ved indgangen står der: »Udstillingen er ikke her. Den er ude i byen«. Underforstået: Det er der, tegnestuens bygningsværker er. De er jo for store til at blive vist inde i DAC, og desuden bor og arbejder der mennesker i dem. Arkitekturudstillingers evige dilemma.
Måske skulle man blot med det samme være gået ud i byen og kigget endnu en gang på Lundgaard & Tranbergs bygninger. Men man tænker jo: Hvad går man så glip af?
Ikke meget, viser det sig. Først går man igennem nogle næsten mørklagte rum. I et af dem hænger en mursten.
»Aha,« tænker man. »En mursten«.
I næste rum er der også nogle byggematerialer, der kan minde om, hvordan man laver huse. Men af en eller anden grund hænger de i nogle stofsække, man så kan føle på. »Hmm. Byggemateriale. Det er også rigtigt. Hvad var arkitektur uden?«
Udstillingen koncentrerer sig om en lille håndfuld af Lundgaard & Tranbergs vitterlige mesterværker i København som Skuespilhuset ved havnen, SEB Bank på Bernstorffsgade og Tietgenkollegiet på Rued Langgårdsvej samt Fyrtårnet i Nordhavnen. Her mangler altså meget vellykkede byggerier som Sorø Kunstmuseum – men ideen er jo god nok. Udstillingen tjener som en skitseagtig introduktion til byggerier, det er overkommeligt at gå rundt og kigge på i løbet af en eftermiddag. Springer man udstillingen over, kan man gøre det på endnu kortere tid.
Mærk arkitekturen
Men så vil man blandt andet gå glip af en model af Tietgenkollegiet og et uddrag eller en konklusion af en forudsigelig antropologisk rapport om (ungdoms)boligers sociale struktur, en ikke særlig oplysende computermodel om bevægelsesmønstre omkring Skuespilhuset, nogle lidt selvindlysende betragtninger om, hvad arkitektur er, et fragment af et fantastisk digt af Inger Christensen og nogle småinterviews med Lene Tranberg, der for en gangs skyld er for korte.
På arkitekturbiennaler er det et ofte anvendt torturredskab at vise meget lange optagelser af arkitekter, der kan så mange ord, men har så lidt at sige. Her er det omvendt. Lene Tranberg, der uden tvivl er en af landets bedste nulevende arkitekter, er langt mere konkret – og der er så mange emner, det kunne have været interessant at høre hende belyse
Det er med andre ord ikke nogen vægtig udstilling, og emnet taget i betragtning havde det været naturligt at forvente noget mere. Udstillingen er tilrettelagt af Tor Nørretranders, og man kunne måske nok have forestillet sig, at han havde mærket arkitekturen anderledes eftertænksomt. Især med en poetisk udstillingstitel som »Stenens hjerte«. Så hvis man sådan lidt formelt kigger på regnskabet, trækker udstillingen gevaldigt ned, men stjernearkitekturen ude i byen trækker gevaldigt op:
Både Tietgenkollegiet og SEB Bank sætter nye standarder for henholdsvis kollegie- og erhvervsbyggeri. Kollegiet ved på en helt ny måde at lægge op til en mulighed for hurtigt skifte mellem det sociale og det private. Erhvervsbyggeriet gennem ikke alene dets skønhed i finishen og de runde former, men også den sociale gestus, der ligger i, at et privat byggeri skænker et byrum eller en park til sine omgivelser. Skuespilhuset sætter nye standarder ved sine mange kvaliteter i facaden mod havnen og især da den promenade, der gør det til et udflugtsmål på slentreturen, når solen skinner. Det er en pointe, at man i stedet for at se på modeller ser på de egentlige værker. Optakten til dem er blot for spag.
Hvad: Lundgaard & Tranberg. Hvor: DAC, Strandgade, København. Hvornår: Mandage-fredage 11-18, onsdage tillige til 21, lørdage-søndage 10-17. Til 21. september.
