En titel som »Traditionelle huse og basarer« er måske ikke verdens mest ophidsende. Emnet for den sags skyld heller ikke, med mindre man er meget interesseret i Mellemøstens arkitektur.
Men. Bogen er skrevet af Hans Munk Hansen, der er en førende kender af emnet. Han har i mere end et halvt århundrede rejst i området; i de meget unge år sammen med blandt andre Jørn Utzon, og det var ekspeditioner som disse, der fik en voldsom betydning for Utzons arkitektursyn. Og for den sags skyld for alle danske arkitekter, der har haft professionel berøring med den mellemøstlige byggetradition. Henning Larsen for eksempel.
»Traditionelle huse og basarer« er helt overvejende en billedbog, og mange af fotografierne har en sådan kvalitet, at man kunne have ønsket et andet udstyr og et større format. Netop fordi billederne dokumenterer en arkitekturtradition, hvor helheden skabes af detaljen og ornamentikken. Mange af bygningerne eksisterer af den ene eller anden grund ikke længere - men principperne gør stadigvæk. Og afspejler dermed nogle grundforhold i regionens arkitektur.
Som Skandinavien har Mellemøsten en udfordring med klimaet. Hos os er der koldt en stor del af året, og det regner tit, og vi har derfor med tiden forfinet en byggetradition, hvor vi kan beskytte os mod vejret. Husene er heldigvis hule, og vi isolerer dem, så vi kan holde varmen. Derfor er en stor del af vores liv stadigvæk fokuseret på hjemmet, modsat i andre kulturer, hvor udelivet betyder endnu mere.
I Mellemøsten er det ofte varmt, og byggetraditionen har derfor betydet, at det er den svalende indre gård, der er blevet idealet, ligesom mange af tagene er flade, så kan man opholde sig på dem, når der om nætterne er blot lidt koldere i fri luft.
Ikke en uoverskuelig labyrint
Men én ting er klimaet. En anden er kulturen. Herunder ikke mindst kvindens stilling. Traditionelt forventes det, at hun opholder sig i hjemmet. I ekstreme udgaver af den kulturelle tradition kan hun kun bevæge sig udenfor under passende ledsagelse og stærkt tilsløret. Af samme grund er hjemmets funktionsopdeling anderledes.
Herreværelset blev afskaffet for et par generationer siden i langt de fleste danske hjem. I det ideelle mellemøstlige hus er der stadig et modtagelsesrum for mænd, så kvinder og børn kan holdes uden for synsfeltet. Af samme grunde - som Hans Munk Hansen påpeger - lukker privatboligen sig om sig selv. Ingen vinduer og kun én indgangsdør sikrer, at familien er i fred, og omverdenen holdes ude.
I mange spændingsfilm foregår hektiske biljagter i basaren. Høns og småbørn flygter i alle retninger, mens de onde forfølger de gode eller omvendt, og forskellige opstillinger af fødevarer og beklædningsgenstande væltes eller køres over. Den mellemøstlige by ligner en stor, uoverskuelig labyrint. Fuldstændig kaotisk.
Det er den ikke, fortæller Hans Munk Hansen. Ikke nødvendigvis. »Huse, der tilhører en bestemt slægt eller erhvervsgruppe, ofte begge dele samtidigt, er samlet i klynger, der hver er lukket mod naboerne og kun har en enkelt adgang fra en gennemgående gade, mens det interne fordelingsnet består af blindgader.«
Hans Munk Hansens bog består af en række leksikale oplysninger af denne art, samlet i informative småtekster, der giver indgange til billeder, hvis uoverskuelighed og fremmedartethed det er interessant at lade sig trække ind i. I et forsøg på at blive klogere på en del af verden, hvis skæbne og samfund kun synes at komme vores nærmere.
Titel: Traditionelle huse og basarer. Fra Persien til Atlanterhavets kyst. Forfatter: Hans Munk Hansen. Sider: 224. Pris: 350 kr. Forlag: Vandkunsten.
