Håbets park

Parkanlægget foran Statens Museum for Kunst er blevet moderniseret. Man kan kun håbe, at det har været anstrengelserne værd.

Det cirkulære vandbassin er omdrejningspunktet i museumsparken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Indledningsvis kan man måske undre sig over, at der ikke er opstillet en eller endda flere skulpturer foran nationalgalleriet.

Trods kulturinstitutionernes ambitioner om at favne stort set hvad som helst, er det trods alt stadigvæk et kunstmuseum, der ligger bag det nye indgangsparti. Eller er det bare en gammeldags og derfor mærkværdig betragtning, at man kunne finde nogle robuste skulpturer frem fra magasinerne eller motivere en fond til at bestille et nye markant kunstværk, der både signalerede tyngde og nutidighed.

Nutidigheden er i udpræget grad til stede i det nye anlæg, der snarere end at være museumshave appellerer til hele det nye København, der igen i disse årtier er under heftig udvikling i et omgang, man skal omkring 100 år tilbage for at se i samme målestok.

Først og fremmest er hække og hegn fjernet, så der er direkte adgang til anlægget, hvor buske og blomsterbede er afløst af bløde træbeplantede bakker, der forhåbentlig er fremtidssikrede gennem et substantielt vedligeholdelses- og oprydningsbudget.

Det er tanken, at man går ad stier mellem forhøjningerne, og at lykkelige børn leger frit på de bakkede arealer. Umiddelbart forekommer anlægget foran kunstmuseet lyst, venligt og imødekommende – og i stedet for den nu forsvundne, overdimensionerede kirkegårdshave har hovedstaden fået en park, der faktisk er på størrelse med Rådhuspladsen.

Altid velkomne springvand

Det mærkværdige murfragment, hvorpå der står Østre Anlæg, er desværre ikke blevet fjernet, og vi er ikke sluppet for nogle vimpler ved den gamle indgang. På den anden side: Hvis de betyder, at museet afstår fra at hænge et stort banner op over selve bygningens indgangsparti, er det et godt bytte. Det misklæder de gamle bygninger – Glyptoteket gør det for eksempel også på muren mod Tivoli. Grunden til de forstørrede reklamelagener på kulturinstitutioners facader er selvfølgelig indlysende. Men kan det virkelig passe, at de faktisk genererer flere gæster?

Et flot greb er det store cirkulære vandbassin, der har så brede kanter, at det vil være naturligt at sætte sig på dem. På lidt samme måde som det forholdsvis nyanlagte, runde springvand på Kultorvet tiltrækker mange mennesker.

Det er en lang erfaring i arkitektur og byplanlægning, at vi mennesker holder af at lytte til og kigge på vand. Derfor er springvand og bassiner stort set altid en velkommen tilføjelse til pladser og parker, og det flot svungne vandorgie foran Statens Museum for Kunst er ingen undtagelse. Det fortælles tilmed, at det kan mere end blot være en rolig vandoverflade, der kruses af vindens kærtegn. Det skal også kunne fungere som springvand.

Det fortælles også, at der på et tidspunkt anlægges en café eller i hvert fald etableres en eller anden form for udeservering i den nye museumspark. Det vil være en rigtig god idé, for som det er nu – umiddelbart forud for indvielsen i dag – er der kun en halv snes bænke. Det er jo nok meningen, at man også skal sætte sig i græsset, men på det punkt stiller det danske klima en række naturlige begrænsninger.

Det er virkelig fint, at kunstmuseet nu ligger mere åbent, og man må da også håbe, at det i sig selv giver den gevinst, at flere får lyst til at møde de mange skatte, man finder på gulve og vægge - og endda skjult i vægge. Som det berømte skjulte maleri i nationalgalleriets samling. Et i sig selv flot billede, der for en snes år siden på foranledning af komponisten og billedkunstneren Eric Andersen blev malet på væggen af Lise Malinovsky for umiddelbart derefter at blive tildækket. Siden restaureret og flyttet til første sal men selvfølgelig stadig tildækket. Ellers ville det jo ikke være et skjult maleri.

Sådan er der så mange kunstværker, man kan se – eller ikke se – på Statens Museum for Kunst.

En moderne bys behov

Men hvad enten man besøger museet eller ej, rummer parkens – som nævnt både nutidige og indbydende – udformning den udfordring, at man uvilkårligt vil overveje med sig selv:

Vil man gå i Kongens Have, der ligger umiddelbart overfor? Eller for eksempel bag museet og ind i Østre Anlæg eller måske i den charmerende Botanisk Have, der ligger på den anden side af Sølvgade?

Eller vil man sætte sig og kigge på, godt nok selve den nye park, javist, men også på et af de mest befærdede vejkryds i København?

Helt sikkert tæt trafikeret af gode grunde. For at varer kan blive bragt ud til forretninger, håndværkere kan komme mellem arbejdspladser, travle mennesker kan få hentet børn og købt ind osv. osv. Alle de naturlige grunde til, at mange mennesker har bil trods politikernes forskellige former for chikane (skriver én, der absolut ikke selv er bilist). Så altså: Uden for den indtagende park gør bil- og bustrafikken højlydt og insisterende opmærksom på sig selv. Det gør den ikke i Kongens Have.

Ikke desto mindre kan man kun håbe, at mange trodser larmen og uroen og forureningen og får glæde af Københavns nye park. Vi bliver stadigt flere indbyggere i hovedstaden. For tiden omkring 1.000 nye beboere om måneden, og der er ingen grund til at tvivle på, at også København indtil videre følger den globale tendens til, at de fleste mennesker vil til storbyerne, hvor man i reglen finder de bedste studie- og arbejdspladser, de rigeste kultur- og underholdningstilbud.

Befolkningstilvæksten kræver en opgradering af København med øget mulighed for at dyrke idræt, lufte børn og hunde, møde andre mennesker. Derfor oplever vi i disse år mange lokale forbedringer, der skal danne grundlag for, at den større storby rummer de tilbud, moderne mennesker forventer.

 

Hvad: Museumshaven foran Statens Museum for Kunst.
Hvem: Bygherre: Københavns Kommune. Arkitekt: Polyform Arkitekter. Renovering af museumstrappe og indgangsparti: Erik Møller Arkitekter.
Hvornår: Indvies i dag mellem kl. 15 og 18.