Gennem adskillige årtier er lejeboligen blevet stadig mere usynlig i arkitekturen og omvendt blevet stadig mere synlig i offentligheden som en boligform, hvor der - tilsyneladende - ofte er problemer.
Lejlighederne kan være lyse og velfungerende og store som parcelhuse, som det er tilfældet i for eksempel Gellerupparken ved Aarhus. Men hvis beboersammensætningen i opgangene er problematisk, området er præget af etniske konflikter, af kriminalitet, stor arbejdsløshed og lave indkomster, er der en klar tendens til, at de ressourcestærke familier fravælger bebyggelsen, at klubliv og socialt netværk eroderer, og at forskellige former for rod og visuel forurening tager til. Næste skridt er en placering på ghettolisten. Tingbjerg er et skoleeksempel.
Store forventninger
Steen Eiler Rasmussen havde tegnet, hvad han opfattede som en idealbebyggelse, hvor mennesker gerne ville leve et helt liv i et trygt samfund, hvor pensionister kunne sidde på bænkene i deres solnedgangstid og betragte de små børns leg. Hvis børn bliver udskiftet med unge mænd med store hunde, tatoveringer og et dristigt blandingsmisbrug af hash og elefantøl, er det så som så med hyggen. I hvert fald for pensionisterne.
Antallet af vanskeligt udtalelige navne på dørskiltene i opgangen gør også mange danske utrygge og fremmedgjorte. Og i hvert fald nogle steder bliver det så som så med fællesskabet, hjælpsomheden og trygheden. Det er trist, for der var så gode viljer bag det almennyttige boligbyggeri i det 20. århundrede. Det forsvandt blot i effektivisering af byggesektoren og en udtalt ligegyldighed med det færdige resultat. Menneskeligt og trivselsmæssigt såvel som funktionelt og æstetisk.
Iblandt har dygtige danske tegnestuer opført nye sociale boligbyggerier i især nogle af forstæderne, hvor der har været plads til det, og det er ofte fine huse med en høj grad af energibesparende foranstaltninger og omtanke.
Nu er et ganske nyt boligbyggeri blevet opført i det københavnske nordvestkvarter, som i perioder af det 20. århundrede har været et af de kvarterer, hvor der navnlig er blevet opført moderne boligbyggeri - som vi skal vende tilbage til.
Stort potentiale
Det nye boligbyggeri er tegnet for Lejerbo af et af tidens mest kendte arkitektfirmaer, BIG - eller Bjarke Ingles Group - og ligger på Dortheavej i et kvarter, der alt efter temperament er nedslidt og autentisk og derfor »spændende« og »udfordrende« - eller ligner en tungsindig kulisse til en film om danske gangstere, der har kammeratlige samtaler med hinanden i et nedlagt automobilværksted med ubehagelige redskaber.
Som altid, når man kigger på nyopførte byggerier og deres omgivelser af byggeplads og kun sporadisk anlagte udenomsfaciliteter og formildende grønne islæt, kan det være vanskeligt at se, hvor vellykket BIGs lejeboliger bliver - men potentialet er der. Også til at bebyggelsen ved sin blotte tilstedeværelse og arkitektoniske kvalitet vil øve sin indflydelse på omgivelserne på en måde, der med tiden vil føre til den opgradering af området, der er sket så mange andre steder i byen - som for eksempel Vesterbro. Bispebjerg har længe stået for tur. Det er et område med store kvaliteter, der blev glemt.
BIGs byggeri følger nogle af de idealer, der lå i - men ikke altid lykkedes - det modernistiske boligbyggeri i navnlig mellem- og efterkrigstiden. Lyse lejligheder med højt til loftet, boenhederne placeret i en ny udgave af stokbebyggelsen, så beboerne har udsigt til omgivelserne og ikke hinanden. I stedet for den pynt, der præger mange ældre ejendomme (og derfor også gør dem så alment elskede), satsede modernismens arkitekter på rene linjer og klare former, eventuelt organisk svungne og med altanenes eller vinduernes rytmiske placering som den egentlige dekoration. BIG har valgt at beklæde facaden, der er i træ, med et smukt og varieret mønster, der virkelig løfter byggeriets æstetiske udtryk. Og så er der udearealerne - dem må vi håbe bliver som idealerne fra det 20. århundrede. Havde det ligget inden for bygherrens - Lejerbo - planer at indrette stueetagerne til forretninger, ville det yderligere have været et løft for området - og måske bremset eller i hvert fald udsat detailhandlens vandring til nettet og til de store indkøbscentre i byernes udkanter, der i sig selv fremmer den privatbilisme, mange byplanlæggere ville foretrække ikke at forøge.
Frisk luft og lys
Da en kreds af landets progressive boligselskaber og den tids blå bog af fremragende arkitekter omkring midten af 1900-tallet gik sammen om at tegne en ny form for almennyttig bolig, spillede netop udearealerne en vigtig rolle. De fritliggende boligblokke formgivet til familier med det, der eufemistisk blev kaldt almindelige indkomster, skulle være omgivet af græsplæner med træer, hvor børn kunne lege - ligesom børnene hos dem med hus og have. Selve lejlighederne skulle være lyse - for frisk luft og naturligt lys stod på sundhedsdagsordenen - og udstyret med moderne bekvemmeligheder. Med bad og toilet i lejligheden og ikke på trappen eller i gården som det gamle københavnske karrébyggeri. Med moderne køkken og med en nedfaldsskakt ude i trappeopgangen.
Bispebjerg med sine moderne etageejendomme og relativt mange grønne anlæg blev besøgt af arkitekter og byplanlæggere fra store dele af verden. Men så holdt de op med at komme.
Nye forventninger
Dels havde de vel lært, hvad de skulle, af hvad der på det tidspunkt var boligarkitektonisk avantgarde. Dels forandrede kvarteret sig. Årtiers mulighed hos offentlige myndigheder for at tildele lejligheder til familier, der var mindre ressourcestærke end de faglærte arbejdere og funktionærer, der var blandt pionererne i de boligområder, som ligger som en ring omkring København og blev stadig mere interessante, efter den indre bys volde forsvandt i 1800-tallet, og København voksede ud over alle bredder med og på tværs af fingerplan og med satellit- og sovebyer til et stort urbant område.
Det var en af grundene til, at dele af det 20. århundredes moderne kvarterer mistede deres tiltrækningskraft. Mange fik også råd til at købe hus i omegnen - og Bispebjerg har en meget høj andel af toværelses-lejligheder. Fin boligstandard i datidens Danmark, dengang mange kom fra regulært slum i hovedstadens og andre byers slumkvarterer. Mindre fin standard i forhold til de forventninger, mange - ikke mindst de yngre børnefamilier, der gerne vil bo i København - har til deres bolig.
Men Bispebjerg står alligevel for tur til en gentrificeringsproces - altså en forandring af beboermassen til fordel for mere velhavende beboere - og der er mange tegn på det. Et par af hovedstadsområdets bedste gallerier er allerede flyttet til Nordvest, og på andre områder er det liberale erhvervsliv ved at forandre gadernes udtryk med nye typer forretninger. Måske skulle nogle af boligselskaberne begynde at slå lejligheder sammen?
Et stort kulturhus fra 2011 tegnet af COBE og TRANSFORM netop i nærheden af Dortheavej lyser op i området - og det gør Lejerbos og BIGs nye boligbyggeri også.
