Rugbrødshus i Hjørring og Netflix-lignende betonkonstruktion – her er sommerens bedste arkitekturoplevelser

AOK
Arkitektur
Guide

København er fuld af overraskende, nyskabende og provokerende arkitektur. Berlingskes arkitekturredaktør guider hver uge til den mest interessante af slagsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sommeren folder sig ud, som den kun sjældent gør her i Danmark, og vores lavtliggende land viser sig fra sin smukkeste side dag efter dag. Når temperaturen stiger til mere end 20 grader, bliver danskerne til sydeuropæere – i hvert fald i egen fantasi.

Vi rykker ud på gader og stræder, vi svømmer i havnen, vi drikker drinks i parkerne, og vi går rundt i byen og kigger på den næsten uvirkeligt blå himmel. Og det er godt at gøre, når man vil få øje på byens arkitektur.

Alt for mange tilbringer hele synstilværelsen nede i gadernes kløfter – med blikkene rettet mod brolægningen og de mange spraglede butikker. »Se op« sagde lærerne på Arkitektskolen – et råd jeg øjeblikkeligt tog til mig og har fulgt lige siden.

Når man sådan vandrer gennem byen er der heldigvis masser af arkitektur at se på. Her er nogle af de fineste nyere projekter i København – og et enkelt i Hjørring.

1

Augusthus

Ude i Ørestad Nord, hvor verden ligner noget fra en dyr Netflix-produktion, har Arkitema og Lendager Group i fællesskab skabt et moderne »multiplex«-kontorhus med café, supermarked, hvilezoner, møderum, altaner, kaffemaskiner, »touchdown« arbejdspladser og hotel. Et hus, der gør meget for at ligne en industribygning i New York, men som også er både bæredygtig, snedig og DGNB certificeret.

Huset er som en filmkulisse hele tiden ved at blive til rent teater, men i kraft af sig klare konstruktive koncept og den meget fine detaljering holder det lige akkurat balancen.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Den rå betonkonstruktion, hele huset er båret af er flot formet med en klar og ligefrem fortælling om det bærende og det bårne, ligesom de enkelte etager helt ubesværet gennem deres materialebrug fortæller både beboere og gæster, hvad der er offentlige og hvad der er private rum.

På hver etage er en kaffestation omkring en stor disk, hvor der også er printere. Man bestiller og betaler alle services med sin telefon og kan i det hele taget slentre rundt i de semi offentlige zoner og lege direktøren for det hele, selvom man måske kun har lejet sig ind på en enkelt skrivebordsplads.

Huset rummer mødelokaler i alle størrelser ligesom det er proppet med små borde, nicher, siddekanter, reposer og andre små hvilestationer. Man får nærmest indtryk af, at et kontorjob her er det rene skæg og ballade, og man kan mageligt forestille sig en tv serie om et strømlinet advokatkontor i »Ear City, Copenhagen« udspille sig i omgivelser som disse.

Det er som sagt konstant på nippet til at blive for klichéfyldt, for udvendigt og for meget, men det holder balancen synes jeg fordi selve det arkitektoniske koncept og hele detaljeringen er så præcist og klart gennemført af Arkitema og Lendager Group. Under loftet hænger akustikplader i opskummet affaldspap og overalt er der synlige ventilationsrør og kabelbakker.

Det er både billigt og praktisk og igen – det er noget mange gør for tiden. Her virker det bare bedre, fordi huset er så spatiøst: Her er gavmilde loftshøjder og god bredde på gangarealerne og dermed bliver helheden til en samlet rumlig oplevelse og ikke en serie sammenpressede forbindelsesforløb.«

Læs hele anmeldelsen her.

2

Ny Østergade/Store Regnegade.

I byens gamle minefelt har Praksis Arkitekter opført en anakronistisk, postmodernistisk og mod alle odds ret charmerende boligblok. Jeg troede, at den stilciterende ironi var gået til ro sammen med Michael Graves i slutningen af 1980erne, men Praksis viser med deres tætte, historiefortællende og afvæbnende projekt, at ironi stadig kan være cool – hvis den udføres med stor alvor.

Her er et uddrag fra anmeldelsen:

»Grunden er vanskelig, for den er lang og smal, og den bygning, man placerer på den, skal forholde sig til en række forskellige bysituationer og skalaer uden at blive helt leddeløs. Praksis har fornemt løst den opgave ved at lade bygningen have hele tre facader: Mod Store Regnegade står et fireetagers, trefags byhus, som passer i gadens skala, og mod Ny Østergade præsenteres vi for en stor sammenhængende karnapfacade i fem etager og i en skala, der passer til det store gadegennembrud fra slutningen af 1800-tallet, der skabte Chr. IXs Gade. De to forskellige facader er holdt i samme lyse puds og sandsten og hængsles omkring et konkavt hjørneparti, der naturligt forholder sig til vejkrydset og til den sammensatte trafiksituation her.

Huset træder et skridt tilbage på hjørnet, sådan som de klassiske københavnske ildebrandshuse også gør det, men som en hilsen til nyklassicismen er hjørnet hulet ud af bygningsklumpen og oven i købet monteret med et ur – sådan som alle de mest markante bygninger blev det i de moderne tiders begyndelse.«

Læs hele anmeldelsen her.

3

Østerport II

Et så udskældt hus er et besøg værd, lige meget om man synes, det er vellykket eller ej. Østerport II-projektet påkaldte sig øjeblikkeligt en enorm interesse, fordi det i lang tid lignede en strandet færge, en serie kontroltårne fra en provinslufthavn eller noget fra Legolands køreskole.

Det hvide færgelook var til overflod dekoreret med nogle glaspaneler i en griserød sorbet-farve, der bestemt ikke gjorde sagen bedre.

Hvordan processen omkring forandringen af det første facadeforslag til Østerport II foregik, er det ikke til at blive klog på, men resultatet var, at de sorbetfarvede plader kom ned, det hele blev malet mørkere, og nogle nye, meget tættere mønstrede glasplader i en rødbrun teglfarve kom op i stedet.

Det mørke udtryk, der matcher Wencks gamle Østerport-bygning, har givet bygningen den nedtonede ro, den helt manglede før, og resultatet er absolut acceptabelt.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»De ophængte glasplader er nu helt dækket af et siksakkende rombemønster i en mørk rødbrun farve, der uden problemer går i dialog med både Østerport Station og Den Svenske Kirke på Folke Bernadottes Allé lige overfor.

Selv de før så hvide kanter er blevet malet i den samme rødbrune farve, samtidig med at den gamle bygning, som Østerport II også er en ombygning af, er blevet malet i en dyb københavnergrøn.

Det fremmede, kridhvide udtryk, bygningen havde i sin første inkarnation, er dermed ændret til noget velkendt og ærkekøbenhavnsk – i hvert fald farvemæssigt, for som form og bygningstypologi er kompositionen stadig lidt af en fremmed fugl.

Det behøver der bestemt ikke at være noget galt med, og den færdige bygning har så mange indvendige kvaliteter, at det noget aparte udseende med tiden kan vise sig at være en styrke.«

Læs hele den oprindelige anmeldelse her.

Og genanmeldelsen her.

4

Ballonhangaren

Et andet stykke logistikformgivning, der er værd at se, er den genopstandne ballonhangar på Amager. Den filantropiske organisation Realdania har gavmildt støttet renoveringen, der både redder bygningen og omdanner den til ridehal.

Ballonhangaren blev bygget i 1917 som base for en af militærets 40 meter lange observationsballoner.

Historien om ballonberedskabet er næsten glemt og overlever kun i navnet Ballonparken, der stadig hænger ved den barakbebyggelse, der blev opført til ballontjenestens mandskab.

Allerede i efteråret 2019, før coronaen satte en stopper for alt, var jeg forbi for at se projektet.

Læs et uddrag af artiklen her:

»Hangarens mest karakteristiske – og mest arkitektoniske – element er den meget store skydedør, der trods en vægt på 800 kilo pr. portblad kan åbnes af en enkelt mand. Den port alene er et helt besøg værd.

På hangarens sydside var dels et brintrum, der blev brugt til at pumpe ballonen op, dels et kontor til hangarens opsynsmand. På nordsiden var der stalde til de heste, der var nødvendige for at kunne trække den kæmpestore aflange ballon ud af hallen og hen til opsendelsesstedet.

Som Realdania-sag er projektet forfriskende folkeligt og ufornemt. Restaureringen er foregået fuldstændig på den oprindelige brugsorienterede arkitekturs præmisser.

Man har modstået enhver fristelse til den lidt overæstetiserede turboarkitektur, der ofte er organisationens varemærke, og har ladet den simple tømmerkonstruktion stå med sin oprindelige klang af ærligt og helt almindeligt håndværk.«

Læs hele anmeldelsen her.

5

Silver Arrow

Når man nu er taget ud til Artillerivej, kan man også slå et sving forbi en af de smukkeste bygninger, der er blevet opført i det store byggeboom langs Islands Brygge.

Carsten Holgaards »Silver Arrow«, der er opkaldt efter Mercedes-modellen »Silberpfeil«, ligner noget, Arne Jacobsen kunne have tegnet, og huset er med sin pilleform og køligt skandinaviske look som en hilsen fra en svunden tid. Interiøret lever ikke helt op til det frapperende ydre, men bygningen er seværdig både som arkitektur og som ren skulptur.

Læs et uddrag af anmeldelsen her

»Arkitekten bag Silberpfeil-bygningen er Carsten Holgaard, som også er ophavsmand til den stilskabende ombygning af den gamle industribygning A-huset på hjørnet lige ved siden af.

Holgaard er en mand med mange talenter, uddannet både som designer og arkitekt og aktiv inden for både nybyggeri, restaurering, møbeldesign og grafisk design.

Denne »gesamtkunstneriske« tilgang til faget deler han med ganske få arkitekter – en af dem sjovt nok Arne Jacobsen, hvis skandinavisk-vinklede fortolkning af den internationale modernisme da også runger som et stærkt ekko i Silver Arrow.

Både i facadens enkle båndvirkning og i højhusets base, der med sin stenbeklædning er en direkte hommage til Jacobsen-projekter som rådhuset i Aarhus eller Nationalbanken.«

Læs hele anmeldelsen her

6

Rugbrødshus i Hjørring

På en mark syd for Hjørrng har den norske arkitekt Reiulf Ramstad formgivet et hus, der ikke ligner nogen anden bygning i Danmark – selv om den samtidig passer helt gnidningsfrit ind i sit landskab, der med læhegn og rullende kornmarker er et stykke billedbogsdanmark af de bedre.

»Kornets Hus« hedder vidunderet, der på afstand ligner et stort omend mærkværdigt rugbrød. Herinde kan man lære alt om spelt, emmer, kamut, hirse, svedjerug og mange af de andre kornsorter som idémanden Jørn Ussing Larsen har skaffet til Danmark i løbet af sit livslange arbejde med mølleriet Aurion. Huset er helt henrivende og fortjener ubetinget et besøg, hvis man befinder sig i nærheden.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»Det er den poetiske, norske mesterarkitekt Reiulf Ramstad, der har stået for formgivningen, og den har han ramt lige på kornet om man så må sige.

Bygningen ligger som en halvfems graders vinkel og indrammer både landskab og udsigt. På afstand kan man ikke helt bestemme den – en længebygning? En lade? En bondegård af ler? – det er ikke sådan lige til at se, men det man kan se er at bygningen føjer sig ind i landskabet og kulturen her i Nordjylland sådan som kun den bedste arkitektur gør det.

I hver ende af bygningens rette vinkel vokser en tårnagtig udposning opad som en skorsten eller et vikingeagtigt luehul. Skorstensudvidelsen er geometrisk svær at få hold på og når man kender arkitekternes tegneprogrammer kan man næsten se, hvordan arkitekterne har taget et tagvindue og vredet og ekspanderet det så formen er opstået som en bygget parallelogram. Men det gør ikke noget, at man måske godt kan gennemskue designet.

Det fortryllende er – som Ramstads udsigtspunkter langs de norske kystveje – at formgivningen virker både artistisk, dybt original og helt ligetil på en og samme gangl. Den slags kvaliteter har kun den største kunst – mærkeligt og selvfølgeligt på samme tid – som første gang for eksempel, jeg hørte the Beatles’ »A Day in the Life«. Helt uventet, helt originalt og helt naturligt. Sådan er kornets hus.«

Læs hele anmeldelsen her.