Oceanista! Saltvand og sytråd i sanselig symbiose på søfartsmuseet ved sundet

»Oceanista«-udstillingen på M/S Museet for Søfart viser smuk og bølgebåren kulturel appropriation.

Kjoledelen af OCEANISTAs udstillingsscenografi. Et undervandslandskab af koraller, farver, film og lyd. Skabt af scenografen Julian Juhlin. Siw Aldershvile Nielsen

Den er fin med kompasset i Helsingør, hvor M/S Museet for Søfart lige om lidt igen åbner sine fænomenale underjordiske udstillingsrum – og det med en udstilling, der i den grad virker passende her efter mere end et års ufrivillig coronakarantæne.

Nu kan vi komme ud på de syv have igen, og vi kan tage på oplevelsesrejse i noget så almindeligt og samtidig spektakulært som tøj: Matrostøj, sejlerkasketter, stortrøjer, islandske sweatre, dykkerdragter, admiralsuniformer og artistiske kjoler præsenteret i en suggestiv bølgende og spraglet tangskov.