Norske stjernearkitekter på Ordrupgaard og en dansk boomerang i Ilulissat – her er sommerens bedste nye arkitektur

AOK
Arkitektur
Guide

Overraskende, nyskabende og provokerende arkitektur, der er værd at rejse efter. Berlingskes arkitekturredaktør Holger Dahl guider hver uge til den mest interessante af slagsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skybrud og kulde har hærget landet her i august, mens sommeren stille og roligt sjosker mod sin afslutning.

Efterårets aktiviteter melder sig så småt på banen: Det bliver igen tid til indendørs sysler, til museumsbesøg og skovture.

Tidens bedste nye arkitektur giver mulighed for begge dele – og en tur til Grønland, hvis man har mod på det.

1

Tilbygning til Ordrupgaard

Ordrupgaardmuseet, der rummer en af landets fineste samlinger af fransk og dansk kunst fra tiden omkring år 1900 har altid haft langt flere billeder, end der var plads til at vise. Det bliver der rådet bod på nu med en behageligt kølig, underjordisk tilbygning til den franske samling. De norske superarkitekter fra Snøhetta har tegnet bygningen, og de har meget fornuftigt og med en behagelig beskedenhed valgt at lade deres bygning gøre så lidt væsen af sig som muligt - på en meget markant måde. Det overjordiske stållandskab skal man lige vænne sig til, men de underjordiske sale er som stilfærdig balsam for trætte øjne.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»For Snøhetta var det så heldigt at Thorsen var med i dommerkomiteen da Zaha Hadids forslag vandt konkurrencen om 2005-tilbygningen. Dermed var han grundigt inde i alle stedets problemstillinger, allerede før hans tegnestue blev inviteret med i 2012. “Det var øjeblikkeligt klart for mig, at vi kun kunne lave noget, der er stort set usynligt” forklarer han. For der findes ingen arkitekturtypologi, der kan udfylde spændet mellem Tvedes historicistiske palævilla og Hadids dekonstruktivistiske vandflyver. Snøhetta valgte derfor, som de eneste i konkurrencen, at lægge sig på nordsiden af villaen, altså i indkørslen i stedet for i parken. De valgte desuden at fastholde den skrå ganglinje fra parkering til museum og på den måde at respektere museets nye hovedindgang i Hadid-bygningen. Thorsen fortæller endda, at han viste Zaha Hadid projektet for at være sikker på, at hun kunne acceptere det.

Det lave stållandskab gennemskæres således af en sti, der leder direkte frem mod hoveddøren, og når man går gennem det forstår man, hvordan det fungerer som en parafrase, en impressionistisk parafrase, over noget natur: Det spejler himlen og det er oven i købet slebet i en lang række trekantede facetter, der gør spejlingen blød og interessant. Det levende, reflekterede, springende lys leder tankerne hen på den måde blade i en skov fanger lyset, eller på impressionisternes levende penselstrøg og åbne ambition om at indfange al naturens lys. Det er en kantet og sær konstruktion, men den vinder ved nærmere bekendtskab, og jeg har stor sympati for Snøhettas tanke om helt bevidst at spille visuel andenviolin til Zaha Hadids meget ekspressive bygning.«

Læs hele anmeldelsen her:

2

Verdensarkitektur til verdensarv

Det er de færreste, der lige tager en sviptur til Grønland, og det er da også seriøst CO2 spild, hvis man ikke klimakompenserer sin rejse. Men hvis man er på de kanter, er der al mulig grund til at bevæge sig nordpå til Ilulissat – Jacobshavn – hvor man kan se de helt naturstridigt fantastiske isbjerge.

Isfjorden er kommet på UNESCOs liste over verdens naturarv, og i den forbindelse har Realdania, Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia i fællesskab bekostet udformningen og opførelsen af et besøgscenter.

Danske Dorte Mandrup vandt den udskrevne konkurrence og hendes fornemme projekt er netop åbnet for publikum. Berlingske var forbi og gav fem funklende polarstjerner til bygningen.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Konstruktionen er krystalklart enkel, En serie stålrammer der i en buet bevægelse vokser fra trekant til firkant og tilbage til trekant igen, bare i modsat side – som et rektangulært rør, der er blevet vredet og bøjet på en gang, så det ligger som en stor glasindpakket boomerang, der på kanten af UNESCO området.«

»I hver ende er strukturen åben som en grotte, kun beskyttet på den ene side, hvor det træbeklædte tag kommer helt ned til jorden. Som i alle moderne showbygninger kan man gå op på taget, men her er turen langt mere end en gimmick, for oppe fra tagets højeste punkt kan man se det, det hele drejer sig om: Den fantastiske, uvirkelige, syngende smukke isfjord og dens isbjerge så hvide som flamingoklodser – eller isbjørneskind.«

»Jeg går ind i hulen og videre ind i selve centret, der fortsætter den minimalistiske fortælling, man så klart opfatter udefra. Egegulve, sortmalede stålrammer, bøgetræslister og glas – det er alt, og dér går det op for mig, hvad det alligevel er, der knytter Mandrups fuglevinge til Grønland. For alle de ting, fangerkulturen bruger og omgiver sig med – alle redskaber og nødvendigt udstyr som kajakken, harpunen og pagajen er også minimalkonstruktioner. Det ubarmhjertige klima skræller det menneskeskabte ned til det allermest nødvendige og gennem manglen har fangerne udviklet de elegante og effektive våben og transportredskaber, de har anvendt så længe nogen kan huske.«

Læs hele anmeldelsen her.

3

Klima-hvadfornoget?

Klimaforandringerne ser ud til at være kommet for at blive. Monsterregn og oversvømmelser er blevet hyppige vejrbegivenheder i Danmark, og alle ved, at vi bliver nødt til at gøre noget. I Lemvig ved Limfjorden har de haft mange problemer med oversvømmelser, og derfor har byen været en af de første til at finde på nye løsninger.

I 2012 fik byen stormflodssikringen Le Mur, og nu har Lemvig fået opført landets første og stadig eneste »Klimatorium« Bygningen, der skal være inkubator og iværksættende brobygger mellem kommunen, erhvervslivet, forskningen og borgerne, er tegnet af 3XN, og det er de gode arkitekter sluppet mere end heldigt fra.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Det blev 3XN, der sammen med landskabsarkitekterne fra SLA vandt arkitektkonkurrencen og den bygning, der nu står færdig, ligner næsten visualiseringerne fra konkurrenceprojektet.

En skarpskåren todelt kasse på et trædæk ved havnen. Med udsigt mod fjorden som problemerne kommer fra og med en helt original, øjenåbnende, gylden træ-»bølge« som visuel markør og samtalestartende fokuspunkt. Træbølgen, der er som et gyldent øje eller en musling, der åbner sig, er som en foret hule vendt mod byen og skaterparken ved siden af klimatoriet.

I det konkave træøje er der siddepladser, og det varme træ trækker folk til, ser man straks, når man parkerer ved klimatoriet. Det er en form og et greb, man aldrig har set magen til, og som almindeligt fantasibefordrende element fungerer det forbilledligt. Som jeg står der på parkeringspladsen, kan jeg ikke lade være med at opfatte det gyldne øje som en åbning ind til kreativiteten.

Den skarpe kasse ligner med sit glas, sine stålprofiler og sine skærmende trælameller så megen standardmodernisme – og så er der den gyldne bølge. Som en åbning til noget andet bryder den igennem kassens rationelle struktur og opfordrer enhver, der betragter den, til at tænke nyt, til at komme indenfor og være kreativ.

Jeg ved ikke om det er det, arkitekterne har tænkt, for som helt almindeligt byelement fungerer den honningfarvede trælomme også fantastisk, men personligt kan jeg godt lide ideen om, at bølgen repræsenterer det anderledes, det nye og det overraskende enkle.«

Læs hele anmeldelsen her.

4

Augusthus

Ude i Ørestad Nord, hvor verden ligner noget fra en dyr Netflix-produktion, har Arkitema og Lendager Group i fællesskab skabt et moderne »multiplex«-kontorhus med café, supermarked, hvilezoner, møderum, altaner, kaffemaskiner, »touchdown«-arbejdspladser og hotel. Et hus, der gør meget for at ligne en industribygning i New York, men som også er både bæredygtigt, snedigt og DGNB-certificeret.

Huset er som en filmkulisse hele tiden ved at blive til rent teater, men i kraft af sit klare konstruktive koncept og den meget fine detaljering holder det lige akkurat balancen.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Den rå betonkonstruktion, hele huset er båret af, er flot formet med en klar og ligefrem fortælling om det bærende og det bårne, ligesom de enkelte etager helt ubesværet gennem deres materialebrug fortæller både beboere og gæster, hvad der er offentlige, og hvad der er private rum.

På hver etage er en kaffestation omkring en stor disk, hvor der også er printere. Man bestiller og betaler alle services med sin telefon og kan i det hele taget slentre rundt i de semioffentlige zoner og lege direktøren for det hele, selvom man måske kun har lejet sig ind på en enkelt skrivebordsplads.

Huset rummer mødelokaler i alle størrelser, ligesom det er proppet med små borde, nicher, siddekanter, reposer og andre små hvilestationer. Man får nærmest indtryk af, at et kontorjob her er det rene skæg og ballade, og man kan mageligt forestille sig en tv-serie om et strømlinet advokatkontor i »Ear City, Copenhagen« udspille sig i omgivelser som disse.

Det er som sagt konstant på nippet til at blive for klichéfyldt, for udvendigt og for meget, men det holder balancen, synes jeg, fordi selve det arkitektoniske koncept og hele detaljeringen er så præcist og klart gennemført af Arkitema og Lendager Group. Under loftet hænger akustikplader i opskummet affaldspap, og overalt er der synlige ventilationsrør og kabelbakker.

Det er både billigt og praktisk og igen – det er noget, mange gør for tiden. Her virker det bare bedre, fordi huset er så spatiøst: Her er gavmilde loftshøjder og god bredde på gangarealerne, og dermed bliver helheden til en samlet rumlig oplevelse og ikke en serie sammenpressede forbindelsesforløb.«

Læs hele anmeldelsen her.

5

Ny Østergade/Store Regnegade

I byens gamle minefelt har Praksis Arkitekter opført en anakronistisk, postmodernistisk og mod alle odds ret charmerende boligblok. Jeg troede, at den stilciterende ironi var gået til ro sammen med Michael Graves i slutningen af 1980erne, men Praksis viser med deres tætte, historiefortællende og afvæbnende projekt, at ironi stadig kan være cool – hvis den udføres med stor alvor.

Her er et uddrag fra anmeldelsen:

»Grunden er vanskelig, for den er lang og smal, og den bygning, man placerer på den, skal forholde sig til en række forskellige bysituationer og skalaer uden at blive helt leddeløs. Praksis har fornemt løst den opgave ved at lade bygningen have hele tre facader: Mod Store Regnegade står et fireetagers, trefags byhus, som passer i gadens skala, og mod Ny Østergade præsenteres vi for en stor sammenhængende karnapfacade i fem etager og i en skala, der passer til det store gadegennembrud fra slutningen af 1800-tallet, der skabte Chr. IXs Gade. De to forskellige facader er holdt i samme lyse puds og sandsten og hængsles omkring et konkavt hjørneparti, der naturligt forholder sig til vejkrydset og til den sammensatte trafiksituation her.

Huset træder et skridt tilbage på hjørnet, sådan som de klassiske københavnske ildebrandshuse også gør det, men som en hilsen til nyklassicismen er hjørnet hulet ud af bygningsklumpen og oven i købet monteret med et ur – sådan som alle de mest markante bygninger blev det i de moderne tiders begyndelse.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

Østerport II

Et så udskældt hus er et besøg værd, lige meget om man synes, at det er vellykket eller ej. Østerport II-projektet påkaldte sig øjeblikkeligt en enorm interesse, fordi det i lang tid lignede en strandet færge, en serie kontroltårne fra en provinslufthavn eller noget fra Legolands køreskole.

Det hvide færgelook var til overflod dekoreret med nogle glaspaneler i en griserød sorbetfarve, der bestemt ikke gjorde sagen bedre.

Hvordan processen omkring forandringen af det første facadeforslag til Østerport II foregik, er det ikke til at blive klog på, men resultatet var, at de sorbetfarvede plader kom ned, det hele blev malet mørkere, og nogle nye, meget tættere mønstrede glasplader i en rødbrun teglfarve kom op i stedet.

Det mørke udtryk, der matcher Wencks gamle Østerport-bygning, har givet bygningen den nedtonede ro, den helt manglede før, og resultatet er absolut acceptabelt.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»De ophængte glasplader er nu helt dækket af et siksakkende rombemønster i en mørk rødbrun farve, der uden problemer går i dialog med både Østerport Station og Den Svenske Kirke på Folke Bernadottes Allé lige overfor.

Selv de før så hvide kanter er blevet malet i den samme rødbrune farve, samtidig med at den gamle bygning, som Østerport II også er en ombygning af, er blevet malet i en dyb københavnergrøn.

Det fremmede, kridhvide udtryk, bygningen havde i sin første inkarnation, er dermed ændret til noget velkendt og ærkekøbenhavnsk – i hvert fald farvemæssigt, for som form og bygningstypologi er kompositionen stadig lidt af en fremmed fugl.

Det behøver der bestemt ikke at være noget galt med, og den færdige bygning har så mange indvendige kvaliteter, at det noget aparte udseende med tiden kan vise sig at være en styrke.«

Læs hele den oprindelige anmeldelse her.

Og genanmeldelsen her.

7

Silver Arrow

Når man nu er taget ud til Artillerivej, kan man også slå et sving forbi en af de smukkeste bygninger, der er blevet opført i det store byggeboom langs Islands Brygge.

Carsten Holgaards »Silver Arrow«, der er opkaldt efter Mercedes-modellen »Silberpfeil«, ligner noget, Arne Jacobsen kunne have tegnet, og huset er med sin pilleform og køligt skandinaviske look som en hilsen fra en svunden tid. Interiøret lever ikke helt op til det frapperende ydre, men bygningen er seværdig både som arkitektur og som ren skulptur.

Læs et uddrag af anmeldelsen her

»Arkitekten bag Silberpfeil-bygningen er Carsten Holgaard, som også er ophavsmand til den stilskabende ombygning af den gamle industribygning A-huset på hjørnet lige ved siden af.

Holgaard er en mand med mange talenter, uddannet både som designer og arkitekt og aktiv inden for både nybyggeri, restaurering, møbeldesign og grafisk design.

Denne »gesamtkunstneriske« tilgang til faget deler han med ganske få arkitekter – en af dem sjovt nok Arne Jacobsen, hvis skandinavisk-vinklede fortolkning af den internationale modernisme da også runger som et stærkt ekko i Silver Arrow.

Både i facadens enkle båndvirkning og i højhusets base, der med sin stenbeklædning er en direkte hommage til Jacobsen-projekter som rådhuset i Aarhus eller Nationalbanken.«

Læs hele anmeldelsen her

8

Rugbrødshus i Hjørring

På en mark syd for Hjørring har den norske arkitekt Reiulf Ramstad formgivet et hus, der ikke ligner nogen anden bygning i Danmark – selv om den samtidig passer helt gnidningsfrit ind i sit landskab, der med læhegn og rullende kornmarker er et stykke Billedbogsdanmark af de bedre.

»Kornets Hus« hedder vidunderet, der på afstand ligner et stort omend mærkværdigt rugbrød. Herinde kan man lære alt om spelt, emmer, kamut, hirse, svedjerug og mange af de andre kornsorter, som idémanden Jørn Ussing Larsen har skaffet til Danmark i løbet af sit livslange arbejde med mølleriet Aurion. Huset er helt henrivende og fortjener ubetinget et besøg, hvis man befinder sig i nærheden.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»Det er den poetiske, norske mesterarkitekt Reiulf Ramstad, der har stået for formgivningen, og den har han ramt lige på kornet, om man så må sige.

Bygningen ligger som en halvfems graders vinkel og indrammer både landskab og udsigt. På afstand kan man ikke helt bestemme den – en længebygning? En lade? En bondegård af ler? – det er ikke sådan lige til at se, men det, man kan se, er, at bygningen føjer sig ind i landskabet og kulturen her i Nordjylland, sådan som kun den bedste arkitektur gør det.

I hver ende af bygningens rette vinkel vokser en tårnagtig udposning opad som en skorsten eller et vikingeagtigt luehul. Skorstensudvidelsen er geometrisk svær at få hold på, og når man kender arkitekternes tegneprogrammer, kan man næsten se, hvordan arkitekterne har taget et tagvindue og vredet og ekspanderet det, så formen er opstået som et bygget parallelogram. Men det gør ikke noget, at man måske godt kan gennemskue designet.

Det fortryllende er – som Ramstads udsigtspunkter langs de norske kystveje – at formgivningen virker både artistisk, dybt original og helt ligetil på en og samme gang. Den slags kvaliteter har kun den største kunst – mærkeligt og selvfølgeligt på samme tid – som første gang for eksempel, jeg hørte the Beatles’ »A Day in the Life«. Helt uventet, helt originalt og helt naturligt. Sådan er kornets hus.«

Læs hele anmeldelsen her.