Med en Fugl Føniks-manøvre forsøger ny bygning at gøre det umulige

Asketræslameller, alukasser, kostet beton og sumpbede er med til at gøre ungdomsboligerne i Hermodsgade temmelig specielle

Det er en sjov lagkage, Holscher Nordberg har fået skruet sammen i Hermodsgade. Med tiden vil det lidt umage materialesammenstød formentlig fremstå mere harmonisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Københavns nordvestkvarter er på optur og har sådan set været det i 20 år. I hvert fald i ejendomsudviklernes fantasi.

Der er gradvist kommet mere kød på ideen, og med Cityringens ankomst for et par år siden skete der virkelig noget.

Nu er city kun ti minutter væk, men ja – det er stadig svært at få det lidt tilfældige, urytmiske, forvirrende og forstemmende kvarter helt op at ringe. Der arbejdes på det, og lige nu forsøger en krum funkisbygning i det ikke specielt funky Haraldsgadekvarter med en Fugl Føniks-manøvre at gøre det umulige.

Alukasserne fange himmellyset og skaber dybe vinduesnicher inde i de enkelte boliger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

For de unge på fyrre

Arkitekterne fra Holscher Nordberg har med udgangspunkt i et projekt af Steen Palsbøll Arkitekter i en lige dele sær og lige dele vellykket transformation givet den gamle Electrolux-fabrik et nyt, forhøjet liv som ungdomsboliger.

Ungdomsboliger vel at mærke, som man ikke behøver at være ung for at bo i. Ikke engang ung af sind. Man kunne sagtens være en halvsur, bagudskuende, midaldrende arkitekt og så alligevel få lov til at bo i en af de 189 mikroskopiske hybler i Hermodsgade.

Ganske underligt, men den ejendommelige afkobling mellem ord og virkelighed passer på en måde meget godt til hele projektet, der stritter i mange retninger, men som hver gang, man for alvor begynder at tvivle på det, lander på benene og viser sig at være ret OK, faktisk.

Bygningen, som blev tegnet af arkitekterne Leth & Walsøe i 1936, har været både fabrik og muslimsk friskole, men er altså genopstået som boligblok – en forandring, der sker med mange af nordvestkvarterets industribygninger i disse år. Og de unge kan lide det. Samtlige 189 lejligheder var lejet ud, allerede inden projektet stod færdigt i december 2021.

Fra gaden er den halvt nye, halvt renoverede bygning særdeles markant. Electroluxfabrikken står stadig dynamisk buet i gul tegl og med autentisk udseende vinduer, der næsten ligner de oprindelige.

Den krumme bygning er bevaringsværdig i SAVE 3 kategorien (SAVE står for Survey of Architectural Values in the Environment og karakteren 3 betyder, at bevaringsværdien er høj), så arkitekterne har været nødt til at være meget påpasselige.

Det fine Electrolux-vindue er med til at gøre trappeopgangen speciel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Flotte, nye vinduer

De nye vinduer i den gamle bygning er forbilledligt respektfulde over for funkistraditionen. Blandt andet er sprosserne forsynede med nogle smalle lodrette 'sværd' som det hedder.

De skarpe kanter virker næsten usynlige, men er alligevel med til at understøtte præcisionen i facaden og dens krumning. Det samme kan man sige om de to etager, der er blevet tilføjet bygningen.

De har fået facader i lodrette asketræslameller, accentueret af kvadratiske aluminiums-'æsker' med store ruder i. Indefra er æskerne dybe vinduesnicher, man kan sidde i, og udefra giver samspillet mellem den blødt lysende aluminium, glassets himmelrefleksioner og de med tiden grålige asketræsstave masser af bymæssig mening.

De forskellige lysniveauer i en bygade har altid fascineret mig, og her digter arkitekturen fornemt videre på dén historie. Den gamle bygning har nogle skønne mørkegrønne industriporte, der heldigvis er bevaret, og alt i alt er hele kompositionen set fra gaden et disciplineret rodsammen, det ikke lige er sådan at finde en klar mening om.

På den ene side er den markante forskel mellem den oprindelige bygning og den tilføjede etage lige efter bogen. Asketræslamellerne er flotte, alukasserne ligeså, men alligevel er der hele tiden noget, der ikke falder i hak.

Man savner et udtryk, der i højere grad spiller med på bygningens og kvarterets fortid som rodet industriområde, og de fine lister gør det hele lidt for nydeligt, lidt for artigt. Og så alligevel – det fungerer, og det er slet ikke dårligt. Bygningen indtager en helt naturlig hovedrolle i gaden, og det er velgørende.

Lejlighederne er ganske små, men de dybe vinduesnicher udvider indretningsmulighederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Logorude og smalle gange

Når man går ind gennem den grønne port kommer man til en lille gård, der i høj grad har bevaret sin baggårdsstemning og sandelig også et nydeligt blyindfattet vindue med Electrolux-logoet prominent i midten.

Trappeopgangene og fordelingsgangene inde i komplekset er der ikke meget at skrive om. De er relativt smalle og begivenhedsløse transportkorridorer, men velfungerende, og det er naturligvis forståeligt, at man sparer, hvor man kan, når der sådan skal bygges ungdomsboliger.

Men så, når man kommer op på øverste etage, sker der noget. Her har arkitekterne skabt en kæmpestor tagterrasse, som for alvor får projektet til at folde sig ud.

Her er plads, her er siddemuligheder, her er udsigt, og i det hele taget er det en behageligt tom og behageligt stor terrasse, hvor ting kan finde sted. Det er klædeligt, at arkitekterne ikke er gået amok i programmerede aktiviteter med slyngede stier, klatrevægge og gyngestativer. Den slags er ellers meget moderne for tiden, men virker på mig altid både overflødigt og fantasiløst. Det er da altid sjovere selv at finde på noget at lave.

Oprindeligt var Electrolux-fabrikken en karré, men arkitekterne ville gerne have lys ind i den indre gård, og derfor rev de hele den ene ende af fabrikken ned og forbandt de to længer, der stod tilbage, med en bro i to etager.

Det greb fungerer, og selv om den krumme facade mod Hermodsgade nok altid vil forblive bygningens ‘signatur’, er det inde i det fine gårdanlæg, man for alvor kan se fra taget, at projektet får flyvehøjde.

Fra gårdsiden ser man både det fine LAR-anlæg og den snedige bro, der har åbnet det indre gårdrum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Fornemt LAR anlæg

Det er landskabsarkitekterne fra LYTT, der har udformet gårdlandskabet, et såkaldt LAR-anlæg. LAR står for ‘lokal afledning af regnvand’, og det betyder, at alt det vand, der falder på gården, ikke ledes til kloakken, men i stedet flyttes til sumpbede og sivebrønde.

Det er alt sammen nydeligt gjort, i et design, der er pænt uden at være prangende. Det indeholder en række af de senere års mest populære landskabselementer: ‘kostet’ beton, kanter i cortenstål, slyngede stiforløb, ‘vilde’ sumpbede og lignende elementer fra landskabsarkitekturens store og populære godtepose.

Lejlighederne er meget små, men nu er det som sagt også ungdomsboliger. På plussiden tæller, at de alle har meget dybe vinduesnicher, der kan fungere som sofaer, siddekanter og læsekroge. Mange af dem har også en hems, så man ikke behøver spilde gulvplads på en seng, og da alle lejligheder er udstyret med både køkkenfaciliteter og badeværelse, kan man få boligsikring.

Alt i alt er ungdomsboligerne i Hermodsgade et godt boligtilbud til alle, der definerer sig som unge. Lejlighederne kræver fantasi for at fungere, men gårdhaven, tagterrassen og den specielle facade vejer op for meget, og jeg glæder mig til at følge asketræsstavenes forandring fra brunt til den karakteristiske sølvgrå farve, de vil få med tiden.

Det vil formentlig få facadens materialeblanding til at falde endnu mere på plads, og til den tid vil Nordvest helt sikkert være hipt.

Ungdomsboliger, Hermodsgade 28
Hovedgreb og lokalplan:
Sten Palsbøll Arkitekter
Deatilprojektering og udførelse: Holscher Nordberg Arkitekter
Landskab: LYTT
Ingeniør: WSP
Bygherre: CPH Invest

Tagterrassen bliver uden tvivl populær, når sommeren kommer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.