Hen over sommeren genudgiver vi nogle af de første klummer fra »Københavnersnuden«s København. Denne klumme blev skrevet før både ukrainekrig og corona, men dens indhold er stadig relevant: Vore planlæggere er stadig alt for forelskede i linealen. Alle gode byer er skæve.

I den seneste tid har Deres omkringfarende Københavnersnude beskæftiget sig med både Ørestad og Lynetteholm, så for at færdiggøre trilogien har jeg i denne uge været på en udflugt til den nye bydel 2150 Nordhavn – til Århusgadekvarteret lige over for den eksploderede Skattestyrelse. Jeg boede selv på Østerbro gennem det meste af min studietid, og jeg har derfor gået utallige søndagsture ud på de øde arealer, der nu er ved at blive til endnu en bydel for kreative og velbeslåede mennesker.