Københavnersnuden: At lukke byen for biler, er ikke en nem og hurtig vej til en mere divers og oplevelsesrig by. Tværtimod

På Københavns Rådhus hader man biler, men at lukke byen for dem er ingen løsning. Fremtidens rene trafik har også brug for veje.

Øde og sort/hvid. Sådan ser de bilfri søndage også ud i min erindring. Den tomme, trafikløse by er ikke noget at stræbe efter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Knud Henrichsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enhver, der kan huske vinteren 1973-1974, kan også huske de bilfri søndage. Det var vinter, og det var oliekrise, og verden var sort/hvid.

Hver dag kunne vi – som vi gør det med coronaen i dag – følge med i TV-avisens opdateringer af de mange interessante skrækscenarier i vores nærmeste omverden. Dengang handlede de om energimangel, fabrikslukninger, tykke sweatre – også indendørs – og sivsko!

»Vejene kan altså også benyttes af CO2 neutrale, superhumanistiske, woke, ikke-patriarkalske, ikke-undertrykkende el- og brintbiler.«


Tomme gader som altid

I den lille by i Sønderjylland, hvor jeg voksede op, gjorde de bilfri søndage ikke det store indtryk. Storegade, byens handelsgade, som vi boede på, var alligevel stendød og mennesketom fra lørdag middag til mandag morgen, så der var alt, som det plejede.

På fjernsynet kunne vi dog se de tomme gader i København og de mange rystede journalister, der stod og frøs på gader og stræder, mens de fortalte os, at der ikke var nogen biler.

For at få bare en smule af den bilfri oplevelse ind i kroppen gik vi op til hovedvejen A11, der skar sig gennem Skærbæk, vinkelret på Storegade. Heroppe kørte normalt den mere livlige trafik mellem Tønder og for eksempel Ribe eller Esbjerg længere nordpå, og selvom søndagen plejede der at være en bil eller to.

Vi gik ud på vejen – først tøvende, men hurtigt selvsikre og med den boblende fornemmelse i kroppen, man får, når verden åbner sig på en ny måde. Det var sjovt det her! Man følte sig som Palle alene i verden og svingede lidt mere med armene, mens man gik helt ud til byskiltet – lige der midt på hovedvejen.

Men altså – næste søndag gentog vi ikke succesen. Så sjovt var det heller ikke, og i løbet af et par måneder holdt de bilfri søndage helt op – igen uden at det rigtig gjorde en forskel.

Der var spændende skrækhistorier om mennesker, som havde fået store bøder for at trille bilen ud af dens carport eller 100 meter hen til bageren, men det var det mest dramatiske, der skete i Skærbæk og omegn, og historierne var sandsynligvis løgn alligevel.

En længsel efter det specielle

Siden den specielle bilfri vinter er de bilfri søndage med jævne mellemrum dukket op i den offentlige debat – enten som nostalgi eller som en utopisk drøm – og nu er de her sandelig igen. I denne uge annoncerede regeringen, at den vil prøve at samle et flertal for at give kommunerne lov til helt eller delvist at lukke for biltrafik i byerne om søndagen.

Og naturligvis kan selv en københavnersnude se pointen. Det er som sagt sjovt at se verden fra en ny vinkel, og hvis man pludselig kan holde bog- og plademesse eller pop-up fadølsbar på H.C. Andersens Boulevard, så ville jeg sikkert være blandt gæsterne, men jeg vil på den anden side også gerne benytte lejligheden til endnu engang at råbe vagt i gevær: For hvorfor er det, at man stadig i visse (primært venstreorienterede) befolkningsgrupper ser biler som onde?

Vi er i gang med en gigantisk grøn omstilling, og vejene kan altså også benyttes af CO2-neutrale, superhumanistiske, woke, ikke-patriarkalske, ikke-undertrykkende el- og brintbiler. Det er, som om det simple faktum slet ikke indgår i beregningerne.

Enhver form for firehjulet trafik bliver betragtet som ond, og derfor skal alle bilers adgang til byen begrænses mest muligt. (Og motorveje er dobbeltonde, men det er en anden historie).

Meningsløst vejhad

Vejhadet giver ikke nogen mening i en fremtid, hvor små selvkørende biler forureningsfrit kan transportere os lige derhen, hvor vi vil. Selvom de menneskebærende droner kommer på et tidspunkt, skal de små, selvkørende biler, som uden tvivl kommer før dronerne, også have veje at køre på. En gammeldags krig mod veje, fordi de er et symbol på biler, der er et symbol på forurening, er en helt antikveret tankerække.

Vores byer er lavet af og til kørende trafik. Siden oldtidens første bysamfund har veje og akselbredder defineret byernes sammenhæng og byrummenes størrelse. Derfor kan man ikke uden omkostninger lukke byerne for kørende trafik uden helt at gentænke dem.

Ideen om at lukke vejene for biler er kun sjov, fordi vi som en kontrast har den normale trafik i vores bevidsthed. Hvis København var permanent lukket for biler (og det er den vej, tankerne går på rådhuset, tro mig) ville vi hurtigt savne trafikken, og vi ville hurtigt opdage, hvor endimensionel en fodgængerby også kan være.

Man kunne sagtens forestille sig helt nye bydesigns, der i langt højere grad baserer sig på offentlig transport, men det ville kræve en ordentlig helhedsplan og nogle nye trafikoperatører.

Jeg vil derfor opfordre alle politikere til at slå koldt vand og grøn strøm i blodet. At lukke byen for biler, er ikke en nem og hurtig vej til en mere divers og oplevelsesrig by. Tværtimod. Jeg frygter, at et billøst København snarere vil komme til at minde om min barndoms Skærbæk.