Alt efter temperament er Kalvebod Brygge noget af det hæsligste eller noget af det mest fantastiske ved København: En motorvej langs vandet og helt ind til centrum af byen, en lang lige strækning flankeret af tilfældigt placerede, sært designede blokke af noget, der skal forestille arkitektur, et hysterisk Tivoli for dårlig smag og manglende planlægning – eller bare en superurban landingsbane til metropolen København. På godt og ondt.
Jeg hælder mest til den sidste beskrivelse, men kan også være med på de andre, for Kalvebod Brygge er og bliver et paradoks. Vejen og dens bygninger har næsten ingen arkitektoniske kvaliteter, man kan dvæle ved, her ingen restauranter eller cafeer – bortset fra dem i Fisketorvet, her er ingen rekreative arealer, ingen byrum, intet at komme efter med andre ord.