Her er årets bedste arkitektur: »Niveauet her i landet er næsten uvirkelig højt«

AOK
Arkitektur
Guide

På trods af covid-19 skabte danske arkitekter endnu engang vaskeægte verdenskunst i 2021.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2021 viste sig på trods af coronaen at være et næsten ualmindeligt godt år for dansk arkitektur. Der er altid grund til at være skeptisk, når en hel branche bliver enig med sig selv om, at den er guds gave til menneskeheden, men lige når det handler om, hvad danske arkitekter har fundet på i det Herrens hæslige år 2021, er der grund til at lytte.

Niveauet her i landet er næsten uvirkelig højt sammenlignet med alle mulige andre steder, og en gennemgang af årets bedste projekter vil altid føles uretfærdig, for ud over de her nævnte projekter kunne jeg pege på ti andre, som er næsten lige så gode. Så alt i alt er der grund til at løfte hatten for den danske arkitektstand. Bliv ved! Vær kræsne! Vær umulige! Så skal det nok gå godt.

1

Fornem underjordisk udvidelse

Ordrupgaardmuseet, der rummer en af landets fineste samlinger af fransk og dansk kunst fra tiden omkring år 1900, har altid haft langt flere billeder, end der var plads til at vise. Det bliver der rådet bod på nu med en behageligt kølig, underjordisk tilbygning til den franske samling.

De norske superarkitekter fra Snøhetta har tegnet bygningen, og de har meget fornuftigt og med en behagelig beskedenhed valgt at lade deres bygning gøre så lidt væsen af sig som muligt – på en meget markant måde. Det overjordiske stållandskab skal man lige vænne sig til, men de underjordiske sale er som stilfærdig balsam for trætte øjne.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Det lave stållandskab gennemskæres således af en sti, der leder direkte frem mod hoveddøren, og når man går gennem det forstår man, hvordan det fungerer som en parafrase, en impressionistisk parafrase, over noget natur: Det spejler himlen og det er ovenikøbet slebet i en lang række trekantede facetter, der gør spejlingen blød og interessant. Det levende, reflekterede, springende lys leder tankerne hen på den måde blade i en skov fanger lyset, eller på impressionisternes levende penselstrøg og åbne ambition om at indfange al naturens lys. Det er en kantet og sær konstruktion, men den vinder ved nærmere bekendtskab, og jeg har stor sympati for Snøhettas tanke om helt bevidst at spille visuel andenviolin til Zaha Hadids meget ekspressive bygning.«

Læs hele anmeldelsen her:

2

Verdensarkitektur i isbjergene

Det er de færreste, der lige tager en sviptur til Grønland, og det er da også seriøst CO2-spild, hvis man ikke klimakompenserer sin rejse. Men hvis man er på de kanter, er der al mulig grund til at bevæge sig nordpå til Ilulissat – Jacobshavn – hvor man kan se de helt naturstridigt fantastiske isbjerge.

Isfjorden er kommet på UNESCOs liste over verdens naturarv, og i den forbindelse har Realdania, Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia i fællesskab bekostet udformningen og opførelsen af et besøgscenter.

Danske Dorte Mandrup vandt den udskrevne konkurrence, og hendes fornemme projekt er netop åbnet for publikum. Berlingske var forbi og gav fem funklende polarstjerner til bygningen.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Konstruktionen er krystalklart enkel. En serie stålrammer der i en buet bevægelse vokser fra trekant til firkant og tilbage til trekant igen, bare i modsat side – som et rektangulært rør, der er blevet vredet og bøjet på en gang, så det ligger som en stor glasindpakket boomerang, der på kanten af UNESCO området.«

»I hver ende er strukturen åben som en grotte, kun beskyttet på den ene side, hvor det træbeklædte tag kommer helt ned til jorden. Som i alle moderne showbygninger kan man gå op på taget, men her er turen langt mere end en gimmick, for oppe fra tagets højeste punkt kan man se det, det hele drejer sig om: Den fantastiske, uvirkelige, syngende smukke isfjord og dens isbjerge så hvide som flamingoklodser – eller isbjørneskind.«

»Jeg går ind i hulen og videre ind i selve centret, der fortsætter den minimalistiske fortælling, man så klart opfatter udefra. Egegulve, sortmalede stålrammer, bøgetræslister og glas – det er alt, og dér går det op for mig, hvad det alligevel er, der knytter Mandrups fuglevinge til Grønland. For alle de ting, fangerkulturen bruger og omgiver sig med – alle redskaber og nødvendigt udstyr som kajakken, harpunen og pagajen er også minimalkonstruktioner. Det ubarmhjertige klima skræller det menneskeskabte ned til det allermest nødvendige og gennem manglen har fangerne udviklet de elegante og effektive våben og transportredskaber, de har anvendt så længe nogen kan huske.«

Læs hele anmeldelsen her.

3

Et fremragende stykke arkitektur

Klimaforandringerne ser ud til at være kommet for at blive. Monsterregn og oversvømmelser er blevet hyppige vejrbegivenheder i Danmark, og alle ved, at vi bliver nødt til at gøre noget. I Lemvig ved Limfjorden har de haft mange problemer med oversvømmelser, og derfor har byen været en af de første til at finde på nye løsninger.

I 2012 fik byen stormflodssikringen Le Mur, og nu har Lemvig fået opført landets første og stadig eneste »Klimatorium«. Bygningen, der skal være inkubator og iværksættende brobygger mellem kommunen, erhvervslivet, forskningen og borgerne, er tegnet af 3XN, og det er de gode arkitekter sluppet mere end heldigt fra.

Her er et uddrag af anmeldelsen:

»Det blev 3XN, der sammen med landskabsarkitekterne fra SLA vandt arkitektkonkurrencen og den bygning, der nu står færdig, ligner næsten visualiseringerne fra konkurrenceprojektet.

En skarpskåren todelt kasse på et trædæk ved havnen. Med udsigt mod fjorden som problemerne kommer fra og med en helt original, øjenåbnende, gylden træ-»bølge« som visuel markør og samtalestartende fokuspunkt. Træbølgen, der er som et gyldent øje eller en musling, der åbner sig, er som en foret hule vendt mod byen og skaterparken ved siden af klimatoriet.

I det konkave træøje er der siddepladser, og det varme træ trækker folk til, ser man straks, når man parkerer ved klimatoriet. Det er en form og et greb, man aldrig har set magen til, og som almindeligt fantasibefordrende element fungerer det forbilledligt. Som jeg står der på parkeringspladsen, kan jeg ikke lade være med at opfatte det gyldne øje som en åbning ind til kreativiteten.

Den skarpe kasse ligner med sit glas, sine stålprofiler og sine skærmende trælameller så megen standardmodernisme – og så er der den gyldne bølge. Som en åbning til noget andet bryder den igennem kassens rationelle struktur og opfordrer enhver, der betragter den, til at tænke nyt, til at komme indenfor og være kreativ.

Jeg ved ikke om det er det, arkitekterne har tænkt, for som helt almindeligt byelement fungerer den honningfarvede trælomme også fantastisk, men personligt kan jeg godt lide ideen om, at bølgen repræsenterer det anderledes, det nye og det overraskende enkle.«

Læs hele anmeldelsen her.

4

En sprød hybrid

I byens gamle minefelt har Praksis Arkitekter opført en anakronistisk, postmodernistisk og mod alle odds ret charmerende boligblok. Bedst som man troede, at den stilciterende ironi var gået til ro sammen med Michael Graves i slutningen af 1980erne, viser Praksis med deres tætte, historiefortællende og afvæbnende projekt, at ironi stadig kan være cool – hvis den udføres med stor alvor.

Her er et uddrag fra anmeldelsen:

»Grunden er vanskelig, for den er lang og smal, og den bygning, man placerer på den, skal forholde sig til en række forskellige bysituationer og skalaer uden at blive helt leddeløs. Praksis har fornemt løst den opgave ved at lade bygningen have hele tre facader: Mod Store Regnegade står et fireetagers, trefags byhus, som passer i gadens skala, og mod Ny Østergade præsenteres vi for en stor sammenhængende karnapfacade i fem etager og i en skala, der passer til det store gadegennembrud fra slutningen af 1800-tallet, der skabte Chr. IXs Gade. De to forskellige facader er holdt i samme lyse puds og sandsten og hængsles omkring et konkavt hjørneparti, der naturligt forholder sig til vejkrydset og til den sammensatte trafiksituation her.

Huset træder et skridt tilbage på hjørnet, sådan som de klassiske københavnske ildebrandshuse også gør det, men som en hilsen til nyklassicismen er hjørnet hulet ud af bygningsklumpen og oven i købet monteret med et ur – sådan som alle de mest markante bygninger blev det i de moderne tiders begyndelse.«

Læs hele anmeldelsen her.

5

Rugbrødshus rammer lige på kornet

På en mark syd for Hjørring har den norske arkitekt Reiulf Ramstad formgivet et hus, der ikke ligner nogen anden bygning i Danmark – selv om den samtidig passer helt gnidningsfrit ind i sit landskab, der med læhegn og rullende kornmarker er et stykke Billedbogsdanmark af de bedre.

»Kornets Hus« hedder vidunderet, der på afstand ligner et stort, omend mærkværdigt rugbrød. Herinde kan man lære alt om spelt, emmer, kamut, hirse, svedjerug og mange af de andre kornsorter, som idémanden Jørn Ussing Larsen har skaffet til Danmark i løbet af sit livslange arbejde med mølleriet Aurion. Huset er helt henrivende og fortjener ubetinget et besøg, hvis man befinder sig i nærheden.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»Det er den poetiske, norske mesterarkitekt Reiulf Ramstad, der har stået for formgivningen, og den har han ramt lige på kornet, om man så må sige.

Bygningen ligger som en halvfems graders vinkel og indrammer både landskab og udsigt. På afstand kan man ikke helt bestemme den – en længebygning? En lade? En bondegård af ler? – det er ikke sådan lige til at se, men det, man kan se, er, at bygningen føjer sig ind i landskabet og kulturen her i Nordjylland, sådan som kun den bedste arkitektur gør det.

I hver ende af bygningens rette vinkel vokser en tårnagtig udposning opad som en skorsten eller et vikingeagtigt luehul. Skorstensudvidelsen er geometrisk svær at få hold på, og når man kender arkitekternes tegneprogrammer, kan man næsten se, hvordan arkitekterne har taget et tagvindue og vredet og ekspanderet det, så formen er opstået som et bygget parallelogram. Men det gør ikke noget, at man måske godt kan gennemskue designet.

Det fortryllende er – som Ramstads udsigtspunkter langs de norske kystveje – at formgivningen virker både artistisk, dybt original og helt ligetil på en og samme gang. Den slags kvaliteter har kun den største kunst – mærkeligt og selvfølgeligt på samme tid – som første gang for eksempel, jeg hørte the Beatles’ »A Day in the Life«. Helt uventet, helt originalt og helt naturligt. Sådan er kornets hus.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

Mesterligt inspirerende

Det siges, at skomagerens børn altid har hullede sko. Om det passer, ved jeg ikke, men analogt med skomagereksemplet er det et faktum, at Danmarks arkitektuddannelser foregår i omgivelser, der ikke virker særligt arkitekttegnede. Indtil nu altså. I år flyttede arkitektskolen i Aarhus nemlig til nye, ægte arkitekttegnede lokaler, der må gøre deres søsterskole i København grøn af misundelse.

New Aarch hedder vidunderet, og det er en helt forrygende bygning. Et stykke WYSIWYG (What You See Is What You Get)- arkitektur, der giver kød til klicheen »inspirerende«.

Den ligger i det vildtvoksende godsbaneareal, der i de seneste ti år har været aarhusudgaven af Refshaleøen – et nedlagt industriområde med plads til kreativitet og, uundgåeligt, flere og flere boliger.

Beliggenheden er naturligvis perfekt for en ambitiøs arkitektskole, og bygningen er det også. Indvendigt åbner den sig i serier af store haller med smuk in situ-støbt beton på gulve og vægge.

Den er som et hus, der har fået vendt vrangen ud: alle installationer, rør- og kabelføringer er synlige. Enhver studerende kan så nemt som ingenting se, hvad et hus er lavet af, og det er godt.

Det raffinerede er imidlertid, at huset hele tiden også fortæller, at der er blevet tænkt over tingene: Takten i rumstørrelserne og deres indbyrdes forbindelser, den smukke beton, de meget raffinerede perforerede stålpaneler, de elegant forede krydsfinerovergange mellem aktive og passive rum og studieetagernes arbejds»køjer« – det hele er gennemdesignet og tørt, men smukt formgivet, med det åbne udtryk, der giver de unge mennesker plads til selv at træde ind på scenen.

Jeg er overbevist om, at enhver arkitekt, der kommer forbi, øjeblikkelig ville ønske, at han eller hun var 22 år igen og midt i et eller andet vildt og grænsebrydende projekt.

Læs hele anmeldelsen her.

7

Et umanerligt vellykket projekt

Et highlight, vi ikke kan komme udenom, men som desværre ikke kan opleves længere, er Danmarks bidrag til årets største internationale arkitekturbegivenhed, Biennalen i Venedig.

Projektet har fået navnet »Con-nect-ed-ness« og er udtænkt af kunsthistorikeren Marianne Krogh og udviklet og realiseret af arkitekterne fra Lundgaard & Tranberg.

Projektet vil gerne illustrere den meget aktuelle erkendelse af, at vi alle er forbundne – både med hinanden som mennesker og til det store humboldtske kosmos. Vi er vibrerende atomer i udveksling med andre vibrerende atomer og ikke forskellige fra træerne eller markens liljer, hvis nu vi tager det helt store overblik frem.

Udstillingen bruger vandet til at illustrere denne pointe. I en fuldstændig ombygget dansk pavillon har Lundgaard & Tranberg etableret et store cirkulært system af tanke, pumper, plastikrør og organisk formede kanaler.

Systemet opfanger regnvandet fra pavillonens tagflader og sender det ind i systemet, hvor det drypper, strømmer og flyder gennem rummene i en helt ligefrem dans, indtil det igen samles op og pumpes rundt til en tur mere. Undervejs fordamper noget af det naturligvis, og når det regner over Venedig, får systemet tilført mere vand, og det er denne store udveksling, der spejles i den lille, så at sige. Udstillingen var en af den slags lykkelige ting, der rammer tiden fuldstændig rent.

Læs anmeldelsen her.