Det er ikke mange københavnere, der kan prale af at have udsigt til Christiansborg Ridebane og en af byens kanaler få meter væk.

Da Rudolph Christensen købte hele ejendommen på Frederiksholms Kanal 18, har det også uden tvivl været en mondæn adresse. Året var 1886, og mens den unge grosserer fik hele huset renoveret, besluttede han sig for, at anden etage skulle indrettes til ham selv, hans kone, Elina, og deres tre børn, Aage, Gerda og Ellen som et vinterdomicil, mens somrene blev tilbragt i Vedbæk.

Landets dygtigste håndværkere blev hyret til at tapetsere, lave møbler, og designe den 330 kvadratmeter store lejlighed i klunkestil med tunge, asymmetriske gardiner, skulpturer, malerier og nips i et antal, der nok kunne give en minimalist nervøse trækninger. Her handlede det ikke om at nyde synet af byen, men derimod om at skærme sig.

»Man prøvede at pakke sig ind i tekstiler og farver og skabe en lukkethed, mens København udenfor buldrede derudad. Der var rigtig mange fabrikker med skorstene, og hver dag væltede horden af mennesker ind over bygrænsen. Her lukkede de sig inde, fordi de havde muligheden for det,« siger Anne-Mette Marchen Andersen, museumsinspektør på Nationalmuseet.

Rudolph Christensen var kompromisløs i sin indretning. Intet blev overladt til tilfældighederne.

»I dag er det jo meget almindeligt, at man totalindretter en lejlighed, men dengang var det virkelig specielt, at man ryddede det hele og fik en bolig designet fra a til z. Rudolph Christensen var lidt af en pioner på det område,« siger Anne-Mette Marchen Andersen.

Blev rig på silkebånd

​​Berlingske skyder 2023 i gang med en række fortællinger om fortidens københavnere. Første stop er Klunkehjemmet, der på mirakuløs vis er blevet bevaret, siden familien Christensen boede her.

Anne-Mette Marchen Andersen har gennem sine år på museet studeret boligen indgående og ved ét og andet om familien, som boede her – til trods for, at der ikke findes dagbøger eller breve, der afslører deres inderste tanker.

For eksempel ved man, at Rudolph Christensen, der levede fra 1847 til 1925, og hans hustru, Elina, giftede sig i gensidig kærlighed – hvilket langtfra var en selvfølge på de tider.

Rudolph Christensen var blevet rig, efter at han havde overtaget sin fars butik i Østergade 54 ved siden af det, der i 1891 kom til at hedde Illum. Her solgte han handsker, tyl, flæser og – ikke mindst – silkebånd, som blev brugt til stort set alt i 1800-tallet. En god frakke skulle ikke kassereres, bare fordi den var lidt slidt. Den kunne lappes med et silkebånd. Københavnernes sparsommelighed blev paradoksalt nok så god en forretning, at Rudolph Christensen blev formuende nok til at købe en hel ejendom og til at indrette sin egen drømmebolig.

Havde det ikke været for en udstilling med brudekjoler på Nationalmuseet i 1942 er der dog en vis sandsynlighed for, at Klunkehjemmet aldrig var blevet kendt af andre end familien selv. Da en tidligere museumsinspektør, Tove Clemmensen, søgte efter brudekjoler fra begyndelsen af 1900-tallet, blev hun kontaktet af Rudolph Christensens døtre.

De ville gerne donere den kjole, deres mor, Elina, havde haft på til sit sølvbryllup. Kjolen hang i lejligheden på Frederiksholm Kanal 18, og her mødte Tove Clemmensen lidt af et syn. Da søstrene døde godt to årtier senere, testamenterede de indboet til Nationalmuseet, som siden har lejet boligen.

Gennem årene er tusindvis af gæster trådt ind ad døren, der stadig bærer Rudolph Christensens navneskilt.

»Skoleklasserne fniser altid,« konstaterer Anne-Mette Marchen Andersen, der af og til viser byens yngre indbyggere rundt i Klunkehjemmet.

»Jeg må forklare, at det ikke har noget at gøre med de mandlige kønsorganer, men at klunkestilen betyder møbler og gardiner med pomponer, som er syet på. Vi fortæller om det moderne gennembrud og om alt det, boligen her er et udtryk for,« siger hun.

Fedtet hår i herreværelset

​De 330 kvadratmeter er fordelt på et herreværelse, en salon, dagligstue, spisestue og en lang gang med værelser, køkken, badeværelse, toilet og værelser til tjenestefolkene.

I herreværelset står sherryflasken fremme mellem de vinrøde tekstiler på gulvet, møbler i nybarok udført af den københavnske snedkermester Rudolph Rasmussen i 1891, tørrede blomster, et stort maleri og et tapet med initialerne RC – Rudolph Christensen.

»Den mørke farve skulle understrege, hvor kloge og seriøse mændene var,« konstaterer Anne-Mette Marchen Andersen.

På den øverste kant af sofaen løber et broderet bånd. Det var ikke kun til pynt, men beregnet til at opsuge fedtstof fra håret. I slutningen af 1800-tallet stylede mænd lokkerne med makassarolie, og den såkaldt »antimakassar« skulle redde stole og sofaer fra den nye vane.

Datidens Facebook

​Porcelænsfigurer, malerier, staffelier og planter kæmper om opmærksomheden i boligens salon, hvor et par spejle fremhæver mængden af pyntegenstande.

Mellem de bløde møbler er der flere personlige indslag. Her er familiefotos og postkort fra fjerne egne. Også det siger noget om tiden, fortæller Anne-Mette Marchen Andersen.

»Det var virkelig populært at lægge album med billeder og postkort frem. Man kan kalde det for datidens Facebook eller Instagram. De ville vise, hvem de kendte, og hvem de associerede sig med. Deres vellykkede familie. Det siger noget om den opfattelse og selvforståelse, der har været,« siger hun.

Det samme gør de mange souvenirs, der står rundt omkring.

»De var et signal om, at man havde styr på det – at man tog ud og rejse, at man var godt kørende økonomisk og havde mulighed for at gøre ting, andre ikke kunne,« tilføjer hun.

​Alle møbler er håndskårede, og i spisestuen er der linoleum på gulvet, hvilket også var avanceret på den tid. For ikke at tale om den relativt nye opfindelse el, som Rudolph Christensen fik trukket nede fra Vandkunsten, da han renoverede lejligheden.

»Det syntes mange var noget underligt noget. Det der el var bare en døgnflue, mente de. Men det smarte var jo, at lyset ikke længere kun vendte opad. Det kom nu ovenfra, og det gav helt nye muligheder,« siger Anne-Mette Marchen Andersen fra rummet, man i nutiden ville kalde en smule dunkelt.

»Mange synes, her er ret mørkt. Datidens folk har syntes, her var meget lyst. De var omgivet af mørke på en anden måde,« siger hun.

Blev aldrig gift

​Familien Christensen fik også indlagt vand, og som nogle af de første københavnere fik de badekar med afløb – endda tidligere end de kongelige på Amalienborg. Træk og slip blev installeret i 1902.

Alt det måtte familien dog nøjes med at fortælle om. Gæsterne kom ikke i den del af lejligheden. Mændene gik i gården, og kvinderne gik hjem, hvis de ikke var udstyret med festblære.

»På den tid var det den gængse opfattelse, at hvis du var en dame, havde du ikke den funktion. Det var i hvert fald ikke noget, der blev italesat. De gik jo også i kæmpe skørter til selskaber, og der var trods alt tale om skabstoiletter. Hvis de skulle derind, måtte de sidde halvt ude af døren som en svale. Derfor var det ikke en mulighed,« siger museumsinspektøren.

Mens sønnen Aage blev gift og fik børn, var det hverken tilfældet for Gerda eller Ellen. Efter at deres mor døde i 1940erne, boede de to stadig i lejligheden om vinteren. Og mens funktionalismen gjorde sit indtog og prædikede rene linjer og enkelhed, valgte de at beholde den oprindelige indretning.

»Tingene står, hvor tingene er købt til at stå. Det er ikke konstrueret eller sammensat. Rent museumsteknisk er det jo helt exceptionelt,« konstaterer Anne-Mette Marchen Andersen.

Søstrene døde kort tid efter hinanden i 1963. Takket være dem kan nutidens mennesker – inklusive fnisende skoleklasser – blive lidt klogere på tiden med tunge gardiner.