Fem stjerner: Jeg anbefaler denne bog til enhver, der bor i byen, på landet eller et sted derimellem

Byplanprofessor Tom Nielsen har skrevet en fascinerende bog om »byen Danmark«.

»Zahavis Lov« siger at mennesker er villige til at pendle en halv time hver vej mellem hjem og arbejde. Effektiviseringen af infrastrukturen gør dermed de mulige afstande længere. Rasmus Hjortshøj

Når man fra hovedstaden og i bil bevæger sig over både Storebælt og Lillebælt og ankommer til »hovedlandet«, opdager man hurtigt, at man med ét befinder sig i en ny »bytopologi«, som arkitekterne siger. Det er ikke et ord, de fleste bruger, men alle, der en smule nysgerrigt kører op og ned langs den Østjyske motorvej, vil bemærke, at livet her udfolder sig på en anden måde end det for eksempel gør på Midtsjælland.

Ikke alene er motorvejens næromgivelser plastret til med mere eller mindre fantasifuldt udformede barakker, kontorer, outlets, bilforhandlere og firmadomiciler, man bemærker også, at folk bruger hele det hundrede kilometer lange motorvejsbånd mellem Randers og Fredericia som en sammenhængende by.