Himmel og jord står i et, da jeg drejer fra hovedvejen og kører ned mod Hald Hovedgård her lidt syd for Viborg. »Står i et« sådan bogstaveligt talt. Vinduesviskerne kan knapt følge med, og styrtregnen fra oven er gråhvid præcis som den våde dis, der stiger fra jorden.

Jeg famler mig forsigtigt frem mod den store, røde bygning lige fremme, lidt lavt under bakken. På hver side af vejen står kantede, mandshøje granitsteler sorte mod det gråhvide vejr. De er ikke forarbejdede eller tilhuggede på nogen måde, men står kantede og rå, som om de bare er flækket af et stenbrud et sted og er havnet her ved Hald Sø og Dollerup Bakkers i forvejen vildt mærkelige og sært suggestive landskab.