I sommeren 1980 var der et stort »kunst-i-byen«-projekt i København. På Kultorvet stod to gigantiske Albert Mertz-stole – naturligvis en rød og en blå – og på Ordrupgaard havde Susanne Ussing lavet en uforglemmelig skulptur af en kæmpekvinde fanget i et alt for lille drivhus. Installationen var så god, fordi den var både arkitektonisk og skulpturel. Den sagde noget om strukturens skrøbelighed og gjorde hverdagens arkitektur sanselig på en måde, der var sjælden i 1980.
Siden dengang har drivhuset på Ordrupgaard været brugt til n million forskellige ting, men nu er det genopstået – næsten på sin gamle plads og igen med fokus på kunst. Som et dobbelt lykkeligt historisk sammentræf er det den alt for tidligt afdøde Susanne Ussings mand, arkitekten Carsten Hoff, der har stået for genfortryllelsen af det ikoniske drivhus. Det er et stilfærdigt job, men det er godt gjort og museet kvitterer med en fin lille udstilling af Veronica Hodges.
Uddrag af anmeldelsen:
»Det er arkitekten Carsten Hoff, der har stået for det arkitektfaglige i restaureringen, opgraderingen og de mange flytninger af det gamle palmehus, og det er det valg af arkitekt, der rummer en smuk cirkulær retfærdighed.
Carsten Hoff var gift med Susanne Ussing, og de to lavede adskillige projekter sammen op gennem 1970erne. Projekter, der er blevet ved med at være levende i erindringen, som for eksempel deres Thylejr-boligeksperimenter, der i år er blevet en del af Dansk Arkitektur Centers permanente udstilling om dansk arkitektur.
Den cirkulære forbindelse mellem Hoff, Ussing og nutiden fortsætter med valget af Veronica Hodges, der, ligesom Susanne Ussing gjorde i sin tid, arbejder i meget flygtige materialer som for eksempel papir. Til Palmehuset har Hodges lavet hundredvis af papirblomster, som hun har monteret på et kunstigt træ inde i palmehuset. Et træ, der som en hilsen til Ussing også virker alt for stort til det lille hus.«