København har fået et nyt, behageligt og for tiden blomstrende byrum langt ude ad Amagerbrogade. Det er Sundbyøster Plads, det gamle sporvognsremiseterræn, der er genopstået som et venligt, fredeligt og godt gammeldags hyggeligt byrum. Her er gule klinker, masser af blomster, træer og buske og fem »øer« kantet med en tysk kalksten, der som ekstra attraktion har massevis af indlejrede fossiler. Det er landskabsarkitekterne fra BOGL, der har stået for projektet, og det har de løst virkelig flot.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»I BOGLS fortællende og billedrige stil er de fem grønne øer kantet med nogle flotte og præcist formede kalksten, der skal illudere »dansk klint«. Den narrative idé er, at pladsen repræsenterer noget urdansk landskab med engen, stranden, kanten og klinten.

Arkitekterne forklarer endvidere, at kalkstenskanten også er opstået som idé, fordi de på tegnestuen konstant forsøger at minimere deres CO₂-aftryk, for eksempel ved at undlade at bruge beton eller cement (som er ekstremt CO₂-krævende at fremstille).

Derfor har de med stor omhu og ved hjælp af computere formet de kantende kalksten så præcist, at de med beskeden hjælp fra ganske få jernspyd bare kan ligge der oven på jorden uden bagstøbning eller fundament.«

Læs hele anmeldelsen her.