Du kender mange af Arne Jacobsens mesterværker - her er fem oversete perler

AOK
Arkitektur
Guide

Vores internationalt berømte mesterarkitekt tegnede andet end SAS Royal-hotellet

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Arne Jacobsen, hvis 120-årsfødselsdag vi kan fejre næste år, er med rette kendt her i landet. I mange år var han sammen med Jørn Utzon den internationalt mest anerkendte danske arkitekt. »Jacobsen« er også i dag et navn – et mindre navn måske, men stadig et navn.

Hans humanistiske, uendeligt venlige funkis rammer helt ubesværet en dansk tone, som har præget både dansk arkitektur og udlandets opfattelse af samme på en måde, der helt enkelt ikke kan overvurderes.

Her i landet kender vi ham i dag mest for møblerne og designet: Ægget, Svanen, Myren, Syveren og Vola-armaturet er lige så danske som leverpostej, og alle har glemt, at disse ikoniske design egentlig blev til som avantgardistiske manifestationer i en verden, der stadig for det meste var brun, tung og polstret.

Jacobsen som arkitekt er mest kendt for SAS Royal-hotellet, for Bellevue og for Nationalbanken, som alle hader (og som nok mest er tegnet af Otto Weitling, men det er en anden historie). Men Jacobsen var så uendelig meget mere end de få værker, alle kender.

I anledning af den snarlige fødselsdag er her en lille guide til fem af mesterens oversete værker. De repræsenterer kun en brøkdel af hans produktion, og det ville være nemt at lave yderligere to eller tre lister med fem til femten andre oversete værker. Så god var han, og så megen opmærksomhed fortjener hans uendeligt delikate bygningskunst.

1

Pavilloner og friluftsscene

Arne Jacobsen blev færdig på arkitektskolen i 1927 og fik hurtigt job i Stadsarkitektens Kontor. Det var dengang en vigtig tegnestue i København, og fra 1925 var stadsarkitekten den dygtige og meget dynamiske Poul Holsøe.

Hans helt store fortjeneste var, at han gav plads til meget dygtige unge medarbejdere. I Holsøes tid var kontoret en rugekasse for en perlerække af fremragende arkitekter, der alle lærte den mere praktiske del af faget her.

En af Jacobsens første opgaver for stadsarkitekten var indgangsparti og diverse bygninger til Engehaveparken på Vesterbro, der dengang var på tegnebrættet. Jacobsen tegnede både friluftsscenen, indgangspartiet og to små pavilloner, der var udset til at være salgssteder for frugt og is.

Der var ikke meget international modernisme i Jacobsen dengang. Han var nærmest nyklassicist, men friluftsscenens tynde skal og pavillonernes minimalistiske sprødhed vidner beskedent om de større ting, der fulgte.

Holsøe må have været glad for resultatet. Han tillod sine dygtigste medarbejdere at sætte deres eget navn på projekterne, og på tegningerne af pavillonerne står Jacobsens signatur tydeligt frem.

De to små bygninger blev fjernet i 1970erne, men da Enghaveparken blev renoveret for nogle år siden, donerede A.P. Møller Fonden midler til at genopføre pavillonerne. Og i dag står de til almindeligt, benovet skue ved indgangen mod Enghavevej.

2

Texaco Tankstation

I bilismens barndom var begejstringen for de i dag så afskyede benzinbiler stor, og naturligvis skulle en moderne by som København (og omegn) også have et benzintempel – en tankstation, designet så enhver kunne mærke bevægelsens frisættende kraft.

I 1937 bad Texaco Arne Jacobsen formgive en helt enkel Strandvejen-tankstation. Med benzinpumper, bilvask og en lille butik. Jacobsen lænede sig op ad den ikoniske struktur, amerikanske Walter Dorwin Teague tre år tidligere havde designet til netop Texaco.

En helt enkel kakkelbeklædt æske, men naturligvis måtte Arne tilføje et stykke organisk nordisk funkis med den ovale overdækning, båret af en enkelt søjle, som skyder sig ud fra bygningskroppen.

Det er ikke meget, måske, men artisteriet er 100 procent Jacobsen, og bygningen blev øjeblikkeligt en ikonisk størrelse. Keld Helmer-Petersen fotograferede benzintanken til sin banebrydende bog »122 farvefotografier«, og siden har den bare stået der i Skovshoved som et postkort fra en anden, uskyldig og ambitiøs tid – fra dengang arkitekterne for alvor troede, at de kunne ændre verden med formgivning.

3

Stelling

I slutningen af 1930erne tegnede Arne Jacobsen et hus til farvehandleren Stelling, der siden 1860 havde haft kontor på hjørnet af Skindergade og Gammeltorv.

Tidens Bauhaus-inspirerede forbrødring mellem kunstarterne inspirerede ham til at gøre Stelling-huset til mere end en bygning: Den blev et udsagn. En trompetfanfare for den nye tid, og derfor naturligvis hadet af alle vogtere af den gode smag.

»Nogle huse synger,« sagde kunstneren Asger Jorn om bygningen, for han så straks, at den repræsenterede alt det, modernismen stræbte imod: En næsten vægtløs bygning, der trods bærende facader fremstår let som papir.

Tricket er de tilbagetrukne etager både i stueplan og på femte sal. De får bygningens krumme facade til at virke så godt som naturstridig. Samtidig formår Jacobsen ubesværet at indskrive bygningen i facaderækken på begge sider, og i det hele taget er alle proportioner og detaljer formgivet med en omhu, som var det et møbel.

Stellings hus er stadig i dag en mirakuløst vellykket bygning – helt sin egen og samtidig så respektfuld og musikalsk, at man som arkitekt bare må lette på sin imaginære hat.

4

Jespersen & Søn

Funktionalismens grundidé om det »svævende hus« fortsatte Arne Jacobsen med at lede efter, da han i begyndelsen af 1950erne tegnede en kontorbygning for entreprenørfirmaet A. Jespersen & Søn i Nyropsgade.

Bygningen, der afprøver mange af de strategier, der blev bragt i anvendelse i SAS Royal-hotellet, er i dag ukendt af de fleste, men den er et fuldtonet mesterværk på et næsten hemmeligt sted i byen.

Til Jespersen & Søn arbejdede Jacobsen videre med mange af de ideer, han havde præsenteret i Stellinghuset, men her er den lette facade faktisk en ægte »curtain wall« – bortset fra Anton Rosens Savoy Hotel på Vesterbrogade formentlig Danmarks første.

En »curtain wall« betyder, at facaden er let – og ikke bærende. Den er, som navnet siger, »bare« et glasgardin, der er hængt uden på konstruktionen, og da først de funktionalistiske arkitekter var kommet på den idé, kunne de for alvor virkeliggøre deres tanker om svævende huse.

Hos Jespersen & Søn låner Arne desuden et par ideer fra selveste Le Corbusier, der som idealbygninger tegnede store styltebårne blokke, man kunne parkere under.

Huset i Nyropsgade står på samme måde på et par indre søjler, og kontoretagernes forbindelse til jorden klares med en næsten kniplingstynd, glasomkranset spindeltrappe. Arkitekturen er blevet vægtløs.

5

Sølyst I

Lige syd for Bellevue ligger bebyggelsen Sølyst, som blev tegnet af Arne Jacobsen mellem 1946 og 1950. De skæve huse i gul tegl er på mange måder specielle i Jacobsens produktion, der både konceptuelt og materialemæssigt stort set altid orienterede sig mod de gældende internationale strømninger.

Han ville have tynde stålvinduer i Bellevue, fordi de mindede om Le Corbusiers ting – så betød det mindre, at de var stort set nytteløse i et dansk, præ-klimaforandrings kystklima – han ville have jernbeton – eller i hvert fald noget, der lignede – selvom det betød, at han måtte snydemale en muret facade, og sådan var det hele vejen.

Men i Sølyst giver han efter for noget, man kunne kalde »dansk folkearkitektur« – altså en arkitektur, der er moderne, men henter sin inspiration i helt almindelige danske teglhuse.

Meget sigende valgte han selv at bosætte sig i Sølystbebyggelsen, og han havde i mange år sin tegnestue i kælderen. Beretninger fra hans ansatte, som for eksempel Henning Larsen, fortæller, at når mesteren selv var ude, så kom fru Jonna ofte ned på kontoret med friskbagte boller til de unge mennesker.

Sølystbebyggelsen er fra den magre efterkrigstid, så husene skulle holde sig under de 110 kvadratmeter, der var grænsen for et »statslånshus«. Den udfordring løser Jacobsen med en plan stort set uden korridorer og med kreativ brug af udearealerne.

Han var selv en tidlig investor i projektet og sikrede sig derfor et hjørnehus med en større have, hvor han eksperimenterede med de planter, der senere blev en så central del af projekterne til Nationalbanken og SAS Royal Hotel.