Det fantastiske glyptotek er fuldt af detaljer, ikke mange kender

Carl Jacobsens skønne udstillingssted fejrer sig selv med både bog og udstilling.

Det var først, da Dantes Plads blev anlagt, og da kommunen lovede, at der ikke ville blive plantet træer foran museet, at Carl Jacobsen accepterede den foreslåede byggegrund ved siden af Tivoli. Anders Sune Berg

Ny Carlsberg Glyptotek er en af hovedstadens arkitektoniske perler, selvom bygningen er både rodet, sær og alt, alt for meget. Der er mere tale om et kompleks af bygninger end om et egentligt bygningsværk, men på trods af det virker helheden fuldstændig homogen, som det »skønhedstempel«, museets grundlægger, Carl Jacobsen, drømte om at skabe.

Ingen kan træde ind i vinterhaven under glaskuplen uden at blive påvirket – og det lige meget, om man har set den en eller 100 gange før. Haven, palmerne, gulvbelægningen, smedejernet og lyset gennem glasset rammer rent hver gang, og det samme gør den langsomme opstigen til Henning Larsen-bygningens øvre niveauer eller et kig ind i festsalen, der trods sin store pathos også fungerer som skøn, billedrig og behersket arkitektur.