Der gik ikke lang tid fra nyheden om, at Rusland havde invaderet Ukraine, til Flemming Frost og Helle Juul måtte træffe en beslutning.
De er begge partnere i Juul Frost Arkitekter, som i flere år har arbejdet i byer som Kaliningrad, Omsk og Samara. Flere nye projekter var støbeskeen, men i kølvandet på invasionen har de stoppet al aktivitet i landet.
»Der var ikke tvivl i vores sind. Det her kunne vi ikke. Det her er jo en kolbøtte, som er fuldstændig bizar,« konstaterer Helle Juul, der også aflyste sin forestående rejse til Kaliningrad.
»Vi sendte en meddelelse ud, hvor vi skrev: »Så længe der ikke er fred, kan vi ikke agere.« Vores mål er netop at skabe trivsel og gode fysiske rammer for det sociale liv. Det kan vi ikke, når der er »støj på linjen«,« tilføjer hun.
Skandinavisk byplanlægning
Det er fem år siden, at Juul Frost Arkitekter fik en opringning fra organisationen Strelka Institute, som ligger i Moskva, og som oprindeligt blev stiftet på initiativ af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas. Bag titlen gemmer sig både en medievirksomhed og en konsulentvirksomhed, der arbejder med byudvikling, og uddannelser, der blandt andet fokuserer på byøkologi.
»De ville gerne blive klogere på, hvordan vi tænker byer i Skandinavien,« fortæller Helle Juul, der blev fast tilknyttet og siden har haft en mentorrolle over for flere arkitekter, ligesom hun har arrangeret seminarer om sundhed og byudvikling på den danske ambassade med deltagelse af virksomheder som Novo Nordisk og Lundbeck.
Sideløbende har den danske tegnestue vundet flere konkurrencer om at udføre projekter i Rusland særligt inden for byudvikling, nye byrum og grønne arealer.
Senest i 2021, hvor de fik opgaven at udvikle en ny bydel på størrelse med Christianshavn i byen Omsk, som er landets ottendestørste.
»Vi har ikke ansatte i Rusland, så vores arbejde har i høj grad handlet om at kvalificere vores samarbejdspartnere,« siger Helle Juul, der i tre år rejste frem og tilbage mellem Danmark og Rusland med Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Moskva som bindeled.
En stor intelligentsia
Netop nu diskuterer hele verden, hvordan vi bedst kan straffe Putin og Rusland gennem sanktioner. For eksempel lukker et stigende antal udenlandske virksomheder helt ned for deres aktivitet i det krigsførende land, mens andre drosler ned for aktiviteten.
Men der er ingen vej uden om at stoppe helt – på trods af de menneskelige konsekvenser, det har for lokale medarbejdere. Den konklusion er Juul Frost Arkitekter nået frem til.
»Vi er ikke naive. Der kommer til at gå lang tid, før vi igen kan forsvare at arbejde i Rusland,« konstaterer Helle Juul, der også har fulgt debatten om russiske kunstnere i Danmark.
»Herhjemme diskuterer vi, hvorvidt selv systemkritiske kunstnere kan få lov til at udstille eller optræde. Stort set alt russisk bliver jo aflyst. Det er en supervigtig diskussion, ligesom det er vigtigt at have nuancerne med. Men at arbejde i Rusland – det bliver svært at forsvare fremover,« siger Helle Juul, der inden krigen ikke havde forbehold i forhold til at bidrage til den russiske byudvikling.
»Nej, vi havde ingen kategoriske reservationer i forhold til at arbejde i Rusland. Vi vurderer løbende samarbejdspartnere, og her var der ingen alarmklokker, der ringede. Tværtimod efterspurgte de netop vores kompetencer i forhold til at skabe trivsel og fremme sundhed og sociale løsninger. I de år, vi har haft projekter i Rusland, har vi desuden arbejdet tæt sammen med den danske ambassade, som har været med til at sikre, at tingene foregik, som de skulle,« siger Helle Juul.

»De mennesker, vi har arbejdet sammen med, har haft en international og arkitektfaglig baggrund. Samtidig har de haft mulighed for at rejse og for at udveksle viden med Vesten og er en del af den store intelligentsia, der er i Rusland. Vi oplever som udgangspunkt ikke, at dem, vi arbejder sammen med, støtter Putin. Men hvis man ikke kan få lov til at vælge, hvem der skal styre ens land, har man jo ikke indflydelse på noget som helst – og slet ikke den her krig,« tilføjer hun.
Moderne byer
I de år, Helle Juul nåede at følge udviklingen i Rusland, oplevede hun langt hen ad vejen et land i vækst.
»Vi har oplevet den del af Rusland, som er enormt moderne. Det gælder også byerne. I modsætning til den forestilling, mange har, er Moskva grøn med spændende byrum. Alt det, vi har talt om de sidste 30 år i København, diskuterer man også der. Man taler om sunde byer og om social sameksistens. Så der er en enorm faglig diskussion lige nu. Den bliver der også sat en stopper for,« siger Helle Juul og tilføjer:
»Men det er klart – der er også den anden side af Rusland. For et par år siden var nogle af mine gode russiske venner rundt at sætte plader på huse, som folk er blevet bortført fra. Jeg har ældre kolleger, der altid har været kritiske over for Putin, og hvor vi har været nervøse for, at det kunne ramme dem. Nu tror jeg, de holder sig i skindet. Nu tør de ikke gøre noget.«
Organisationen Strelka har også meldt ud, at den indstiller sit arbejde, så længe der er krig. Samtidig er stort set al kommunikation sat i bero – det til trods for, at Helle Juul flere gange har haft lyst til at kontakte sine kolleger i Rusland.
De seneste dage har flere af de russiske samarbejdspartnere givet lyd, fordi de har valgt at forlade Rusland. Andre er blevet tilbage i landet, og her begrænser kommunikationen sig til en sms i ny og næ – og aldrig med indhold, der kan opfattes som kritisk.
»Vi kan sende en sms og skrive, at vi håber, de har det godt, men ordet krig optræder ikke. Vi passer på med vores sprogbrug. De kan bringe sig selv i fare, hvis de siger eller skriver noget kritisk. Samtidig har de fleste russere familie i Ukraine, så det hele er flettet ind i hinanden. Det er umuligt at kortlægge alle de konsekvenser, den her krig har,« siger hun.
En dyr krig
Juul Frost nåede at aflevere en masterplan til et nyt projekt før jul, men de må opgive at følge den til dørs – hvis den da nogensinde bliver ført ud i livet. Selvom arkitekten understreger, at det virker ligegyldigt at tale økonomi midt i en krig, er hun klar over, at det bliver dyrt for dem som virksomhed.

»Inden for de seneste år har vi fået flere henvendelser fra Rusland, fordi vi har vundet priser, og fordi der er en stor interesse for den måde, vi indretter os på i Skandinavien med fokus på klima og mennesker. Så man kan sige, at potentialet for alvor lå foran os. Det er lidt, som når kunstnerne skal gå ud og estimere, hvor meget de kunne have tjent under corona,« siger hun.
I stedet vender tegnestuen nu i endnu højere grad blikket mod Sverige og Norge, som de kommer til at satse ekstra på i den kommende tid.
»Jeg er virkelig ærgerlig over, at der sidder en stor gruppe af fantastisk dygtige mennesker, der intet har at gøre med krigen, men som nu må opgive deres arbejde med at skabe bedre byer. Men som verden ser ud lige nu, er der ingen tvivl om, at det er det eneste rigtige at gøre,« siger Helle Juul.