Regeringsindgreb vækker harme hos sygeplejerskernes græsrødder: »Vi er ikke bare skuffede, der er også en afmagt og en vrede«

Da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard onsdag varslede et lovindgreb i sygeplejerskernes strejke, satte det sindene i kog i sygeplejerskernes græsrodsbevægelse. Debatten kører ligeledes derudaf på de sociale medier, hvor der blandt andet opfordres til kollektiv opsigelse. Foreningens bestyrelsesforkvinde har en klar opfordring til sine kolleger – de skal lære at sige nej.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) holdt onsdag pressemøde om konflikten på sygeplejerskeområdet. Her fortalte de, at regeringen planlægger et lovindgreb, hvis der kan rejses flertal i Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og resten af regeringen skal nok ikke forvente at modtage blomster fra Foreningen af Danske Sygeplejersker.

Græsrodsbevægelsen, som har organiseret over 22.000 i Facebook-gruppen »Sygeplejersker er mere værd«, er mildest talt ikke tilfredse med det regeringsindgreb, ministeren annoncerede på et pressemøde onsdag aften.

»Jeg har mange ting, jeg gerne vil sige, kan jeg mærke … Umiddelbart er vi ikke overraskede. Og vi er heller ikke bare skuffede, der er også en afmagt og en vrede,« siger bestyrelsesforkvinde Marietta Petersen.

Marietta Petersens følelser er rettet mod regeringen, som ifølge hende har plæderet for, at forhandlingerne skulle foregå i overensstemmelse med den danske model. Derfor er hun frustreret over, at regeringen har valgt at lave et indgreb uden at have nedsat en konkret pose penge til lønkommissionen. Specielt, fordi det i hendes øjne er skiftende regeringers ansvar, at sundhedsvæsenet og sygeplejerskerne er presset, fortæller hun.

Frustrationerne over regeringens udmelding kunne man også læse på foreningens Facebook-side.

»Sygeplejersker har fået nok nu. Men vi giver ikke op. Politikerne får ikke lov til at tromle os og slå os ned med magt og uden respekt,« skriver Foreningen af Danske Sygeplejersker.

Græsrodsbevægelsen erklærer ligeledes også den danske model for død og begravet og spår, at den danske sygesektors rekrutteringsproblemer kun vil blive værre.

»Regeringen finder det åbenbart ikke foruroligende, at det danske sundhedsvæsen har så massive rekrutteringsproblemer, at hver tredje opslåede sygeplejerskestilling forbliver ubesat. Et tal der efter dette regeringsindgreb nok desværre kan forventes at stige mærkbart,« skriver Foreningen af Danske Sygeplejersker.

Opfordringer til kollektiv opsigelse

I opslagets kommentarspor er den overvejende stemning heller ikke just positivt stemt over for regeringsindgrebet. Mange opfordrer de andre sygeplejersker til at huske på indgrebet til næste folketingsvalg, mens andre ønsker en ny formand for DSR.

Nogle går endda så vidt, at de opfordrer til kollektive opsigelser.

»Det eneste løsning er #kollektivopsigelse som i LIGE NU! Jeg synes godt at Foreningen af Danske Sygeplejersker skal vise vejen frem og opfordre til netop en kollektiv opsigelse … I kan have is i maven og gøre det arbejde DSR på ingen måde har leveret!« skriver en bruger.

Marietta Petersen, bestyrelsesforkvinde i Foreningen af Danske Sygeplejersker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

»Alle der overhovedet har overvejet at sige op og rent økonomisk kan se sig ud af det. Please aflever jeres opsigelse på mandag,« skriver en anden.

Foreningen for Danske Sygeplejersker har dog ingen planer om at opfordre til kollektive opsigelser, fortæller Marietta Petersen. I stedet har de en klar opfordring til kollegerne om, at de lærer at sige nej i håbet om, at det går op for sundhedsvæsenet, hvor meget sygeplejerskerne strækker sig for at få tingene til at hænge sammen i et presset sundhedsvæsen, fortæller hun.

»Vi vil helt klart opfordre alle sygeplejersker til at lære at sige nej. Sige nej til at tage frivillige ekstravagter, som giver ti procent mere oveni lønnen. At sige nej til at være ekstra fleksible, at vi siger nej til at fylde hullerne med vores vilje til at få tingene til at gå op i en højere enhed og skabe gode patientforløb. For det bider os selv i numsen,« siger Marietta Petersen.

Frygt for fremtiden

Hos sygeplejerskernes officielle fagforening, Dansk Sygeplejeråd, har regeringens indgreb heller ikke ligefrem vakt glæde.

»Man kan kun blive vred over regeringens beslutning. De har hverken givet os et lønloft nu eller et løfte om penge til at indhente lønefterslæbet,« siger formand i Dansk Sygeplejeråd Grethe Christensen til Ritzau.

Grethe Christensen er ligesom Foreningen af Danske Sygeplejersker også bekymret for, hvad regeringens indgreb kan få af betydning for fremtidens sundhedsvæsen.

»Vi kan se, hvordan befolkningen anerkender sygeplejerskerne for deres arbejde, men det afspejler sig overhovedet ikke i politikernes handlinger. Jeg frygter alvorligt for vores sundhedsvæsen i fremtiden med denne beslutning,« siger Grete Christensen.

DSR og Foreningen af Danske Sygeplejersker har under konflikten flere gange været uenige. Blandt andet har Foreningen af Danske Sygeplejersker flere gange anbefalet et nej til de aftaler, som DSR har aftalt. Og ifølge Marietta Petersen står sygeplejerskerne og de andre fagforbund over for en opgave om at samle sig og skabe en bedre forbindelse mellem medlemmerne og toppen.

»Der er ikke nogen tvivl om, at sygeplejerskernes to gange nej til overenskomsterne har sendt et budskab til DSR og til befolkningen. Der er behov for at skabe en bedre bro mellem fagtoppen og de menige sygeplejersker. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal skyde på os selv. Derfor er det vigtigt, at vi samler os. og vi kommer til at kæmpe for, at vi får skabt en stærk fagbevægelse og et stærkt fællesskab for alle sygeplejersker,« siger Marietta Petersen.