Postkort fra mulighedernes land

Optimisme er ophav til vidunderlig mange forskellige positive udfald: bedre mentalt og fysisk helbred, stærkere motivation, bedre ydeevne og ikke mindst personlige relationer. Erik Algreen gør sig tanker om blandt andet optimisme og pessimisme i et fly på vej til USA.

Er glasset halvtomt eller halvfuldt? Det gør hele forskellen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som en anden Bille August sidder jeg og skriver denne klumme i et SAS-fly til Los Angeles. Ifølge reklamefilmen for flyselskabet skrev han manuskripter, det gør jeg ikke. Men det lugter en hel del af film alligevel.

Jeg sidder godt nok på 54D og ikke oppe på businessclass, hvor Bille sad.

Vi har lige fået serveret brandvarm Chicken Alfredo, og jeg siger det gerne igen: Jeg er vild med flymad. Kyllingen var saftig, og den var serveret med rigatoni, de store, korte makaroni. Det var rigtig godt.

Kvinden foran mig spurgte, da hendes bakke blev sat foran hende: »Hvad er det, I serverer?«

Stewardessen svarede: »Kylling,«

Hvortil kvinden kontant udbrød: »Jeg spiser ikke kylling.«

»Det er det eneste, vi har.«

»Ok,« sagde kvinden og spiste sin kylling.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget bedre hendes kylling havde smagt hende, hvis hun havde glædet sig til den varme ret, og hvad de mon havde fundet på denne gang. Lidt noget om, hvordan man møder livet: Regner man med, at også næste glas vil være halvtomt eller halvfuldt?

Jeg er vild med det halvfulde. Optimisme er ophav til vidunderlig mange forskellige positive udfald: bedre mental og fysisk helbred, stærkere motivation, bedre ydeevne og ikke mindst personlige relationer.

Jeg ved ikke så meget om pessimisme, men har hørt, at det oftest skyldes afvisninger og nederlag, især i forhold til eksterne omstændigheder. Det er helt sikkert et område, jeg må prøve at forstå bedre.

For nogle af jer vil der muligvis være lige lovlig meget positivitet, men jeg kan ikke holde det nede. Jeg er på vej til møde med et spritnyt advokatfirma i Los Angeles. Det er så nyt, at det først går i luften til nytår.

Den amerikanske underholdningsindustri er – trods sin store indflydelse – en rimelig lille branche, hvor magten stadig er centreret i Hollywood. Derfor kunne de fire stiftere ikke holde på hemmeligheden.

Jeg har arbejdet med den ene af stifterne, Tara Kole, gennem længere tid, mens hun arbejdede i sin tidligere virksomhed. Det er hende, der har inviteret mig til mit tredje møde med hendes medstiftere.

Det er første gang nogensinde, jeg skal foreslå, at samtlige medarbejdere i virksomheden skal tilbydes coaching. Jeg er sikker på, at det bliver sjovt, og at vi bliver enige om det. Jeg tænker, at det er lige til at vælge for firmaet. De er helt nye, har meget progressive ideer og visioner for, hvilken kultur de vil have, og hvem de vil arbejde sammen med.

Og i en tid, hvor det er svært at tiltrække og fastholde gode medarbejdere, er det en skøn luksus at kunne tilbyde arbejdsrelateret, personlig udvikling.

Skulle det mod forventning vise sig ikke at blive nu, så bliver sikkert lige om lidt.

Som jeg sidder her og skriver videre på klummen, er jeg nu ude af flyet og vel ankommet til tagterrassen på mit hotel i West Hollywood. I går morges var jeg, som så mange gange før, til morning meeting i organisationen Homeboy Industries. Homeboy Industries er verdens største udviklingsprogram for tidligere indsatte og bandemedlemmer. Jeg har arbejdet med dem siden 2015, og deres næstkommanderende, Hector Verdugo, er blevet en nær ven.

Det, jeg glæder mig mest til ved de her møder, er, når en af de mange »lærlinge« eller medarbejdere tager ordet og giver deres »thought of the day«. I går tog Gabriel ordet og fortalte om, hvordan banden, miljøet og misbrug gjorde det umuligt at være den far, han gerne ville være for sin nyfødte søn.

Hans altoverskyggende budskab var: Vi kan altid vælge at standse en normalisering af noget forkert.

Gabriel gjorde op med den normalitet, som var etableret i hans miljø, nemlig at være i en bande. I skal gøre jer selv den tjeneste at bruge otte minutter på at opleve hans fortælling. Gå ind på linket her.

Her er tale om en mand, der har valgt det halvfyldte glas, selvom det halvtomme glas helt sikkert pressede sig på. (Det er min homeboy, Hector, der introducerer Gabriel.)

På torsdag skal jeg spise frokost med en Oscar-vindende filminstruktør, som står over for en stor, prestigefyldt filmproduktion. Hun vil gøre sit yderste for at lykkes med arbejdet og vil måske gerne gøre brug af mig i den forbindelse.

Jeg er lidt for sent med min klumme, så undskyld mig, jeg bliver nødt til at slutte her. Men udsigten er ikke den værste. Og jeg er sikker på, at mødet med instruktøren bliver forrygende. Lige nu er det overskyet, men i morgen …

Selv tak!

Flere end 50 Arbejdsliv-læsere tog imod min invitation til at kommentere min seneste klumme. Det var meget bekræftende at modtage så mange e-mail og læse jeres refleksioner og erfaringer omkring emnet »at sige tak«.

Det er ikke sidste gang, jeg vil opfordre jer til at skrive til mig. Tak skal I have.