Udvalgte unge kvindelige IT-studerende fra hele landet mødes til case-competitions, hvor de skal løse en kodningsudfordring på tid og i fuld offentlighed. En speaker sørger for, at publikum kan følge med. Første gang, IT-Landsholdet stillede op, var i forbindelse med e-sportsarrangementet ESL Pro League 2019 i Odense 7. december.
IT-Landsholdet består af repræsentanter fra Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet og University College Lillebælt. Deltagerne er udvalgt af de enkelte uddannelsesinstitutioner.
Technology Denmark er en non-profit-organisation, der arbejder på at bygge bro mellem uddannelserne og teknologivirksomheder. Dette sker igennem talentprogrammer, events og workshops med det formål at styrke samarbejdet mellem studerende og virksomheder.
Kilde: Technology Denmark