Alle arbejdende menneskers liv indeholder valg. Nogle er store, nogle er små. Nogle gange handler valgene om at vurdere, om man har taget et forkert sving i arbejdslivet – og om det er på tide at styre arbejdslivet på en helt ny kurs.

Det valg kender Mikkel Due alt til. Han er indehaver af en Vesterbro-cykelhandel, der skiller sig lidt ud fra mængden. Den ligger på hjørnet af Dybbølsgade og Sankelmarksgade. Butikken hedder Recycles, og den har været hans professionelle hjem i næsten ti år.