Nogle brancher er mere kontroversielle end andre. Én af dem, der lynhurtigt kan sætte sindene i kog og starte en heftig diskussion hen over et middagsbord, er lobbyismen, som alt efter ståsted ofte bliver anset som enten dybt problematisk eller et naturligt led i en politisk beslutningsproces.
Det er den branche, som 36-årige Anders Kopp Jensen har valgt at gøre karriere i. Men ikke nok med det. Det er også den branche, som han har sat sig for at digitalisere via sin IT-platform Ulobby, der grundlæggende assisterer lobbyister i dagligdagens arbejde – bl.a. ved automatisk at overvåge, hvordan lovgivningsarbejde formelt skrider frem, og skabe overblik over de netværk, der er en del af det politiske spil.