Lars lagde koncernkarrieren til side. Nu leder han en forretning, hvor medarbejderne har helt usædvanlige frihedsgrader

Lars Riis savnede nogle grundlæggende værdier i sin hæsblæsende koncernkarriere. Derfor etablerede han modetøjfirmaet Elsk, hvor fokus er meget mere end jagten på kroner og øre – og hvor medarbejderne i stort omfang selv bestemmer, hvor og hvornår de vil arbejde.

Lars Riis står bag tøjfirmaet Elsk. Han etablerede sin virksomhed, fordi han søgte et helt andet arbejdsliv end det, han kom fra. Det valg er han ovenud tilfreds med i dag. Mikkel Berg Pedersen

Hvor går grænsen for en flad ledelsesmodel? Hvor store frihedsgrader kan en virksomheds medarbejdere reelt håndtere? Den slags spørgsmål bliver der efterhånden arbejdet med på en del arbejdspladser i ind- og udland.

En af dem, der for alvor afprøver grænserne, er Lars Riis. Han er 40 år, medstifter af og direktør for en lille tøjproducent ved navn Elsk. Den udmærker sig ved at slippe sine ansatte fri på et niveau, der ligger ud over det gængse. Her bestemmer medarbejderne i stort omfang selv mødetid. De forventes samtidig at være selvkørende. De forventes at søge den indre balance.