Københavns hotelkonge efter flere rekordår: Her er nøglen til de solide resultater

Bestyrelsesformanden for Københavns største hotelkoncern og nummer 48 på Berlingskes 2019-liste over Danmarks rigeste, Henning Arp-Hansen, peger på familiens ejerskab som af de centrale elementer i koncernens succes. Men det er ikke den eneste årsag.

Henning Arp-Hansen er bestyrelsesformand for Københavns største hotelkoncern. Han udtænker og udvikler stadig nye hotelkoncepter i hovedstaden. Her ved Polititorvet. Søren Bidstrup

Hvis der skal kåres en hotelkonge i København, så hedder den åbenlyse topkandidat til titlen Henning Arp-Hansen. Den 69-årige bestyrelsesformand for Arp-Hansen Hotel Group står i dag i spidsen for en koncern, som er svulmet til 13 hoteller, hvoraf alle på nær ét ligger i det storkøbenhavnske område.

Selvom Henning Arp-Hansen er frontfiguren, er hotelkæden reelt et familieforetagende, der er bygget på faderen Alf Arp-Hansen visioner – og et benspænd begået af de lokale myndigheder i Gentofte for mange år siden. Den historie vender vi tilbage til.