Mange danskere sætter kursen ud over landets grænser i jagten på oplevelser i privatlivet og et spændende arbejdsliv. Men trafikken går også den anden vej. Masser af udlændinge kommer til Danmark for at varetage både små og store ansvarsområder.

Et eksempel på sidstnævnte er Doris Lan. Den kinesiskfødte kvinde kom til Danmark for et år siden for at overtage posten som administrerende direktør for IKEAs danske division. Hun er en lidt usædvanlig type, idet hun stort set hele sin karriere har været i den svenske kæmpekoncern.