Iværksætter: »Når man ser, hvor begrænset coronastøtten er i Spanien, får man lyst til at sende en highfive til Danmark«

Selv om det sikkerhedsnet, som regeringen har spændt ud under coronaramte danske virksomheder, langtfra er perfekt, tager iværksætteren Mikkel Bjødstrup hatten af for den danske indsats. Han bor i Spanien, og her er situationen en helt, helt anden.

Mikkel Bjødstrup er iværksætter og bosat i spanske Alicante, hvorfra han driver to virksomheder. Herfra har han set, hvor hårdt coronakrisen har ramt Spanien, og hvor store forskelle der er mellem henholdsvis de danske og spanske myndigheders reaktion på udfordringerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Kriser kan afsløre sammenhæng og forskelle, som ellers er skjulte. Det gælder mange ting. Det gælder erhvervslivets styrke, det gælder samfundsøkonomiske forskelle – og det gælder ikke mindst menneskers arbejdsliv.

Mange har givetvis oplevet, at de seneste to måneder har intet været, som det plejer i deres professionelle liv. Mikkel Bjødstrup er ingen undtagelse. Men han har oplevet krisens indtog på en anden måde end mange andre, der har det rødbedefarvede danske pas i kommodeskuffen: Han er nemlig iværksætter og driver sine virksomheder fra Alicante i Sydspanien.

Han står bag både et e-handels-konsulentfirma og et skotøjsmærke kaldet Arteana, som han etableret sammen med sin hustru, og som han er i fuld gang med at udbrede på verdensmarkedet. Virksomhederne er forankret i Spanien, men planen er at rykke det hele til Danmark inden for få år. Han har observeret coronakrisen fra første parket i Spanien, og det har sat tanker i gang.

»Det giver perspektiv at opholde sig et andet sted end ens hjemland, når en krise som denne buldrer derudad. Jeg har bl.a. set forskellen på den hjælp, som virksomheder i henholdsvis Spanien og Danmark kan få. Forskellen er enorm. Der er fordele ved at starte virksomhed herfra, men der er tydeligvis også risici,« siger Mikkel Bjødstrup.

»Vi mærker effekterne af krisen, men vi klarer os. Men det er tydeligt, at hvis vores virksomhed havde været ét år længere fremme, så ville situationen have været anderledes. Vi ville være på spanden. For her i Spanien er der ikke meget hjælp at få, hvis man er erhvervsdrivende,« konstaterer han.

En spøgelsesby

Der er professionelle grunde til, at Mikkel Bjødstrup har slået sig ned i Spanien. Han udnytter de lave leveomkostninger, der er i forhold til i Danmark, til at få sin business til at vokse uden at skulle rejse den kapital eller tage det ekstraarbejde, som han mener, det samme erhvervseventyr ville kræve i Danmark.

På trods af krisens indtog kører begge Mikkel Bjødstrups forretninger fint, og han understreger, at han lige nu vurderer, at han er i den heldige situation, at han kommer igennem krisen relativt uskadt.

Men han har alligevel oplevet krisen fra sit spanske ståsted og har derigennem gjort sig nogle observationer og draget konklusioner. Nogle af dem helt grundlæggende. Bl.a. om, hvordan krisen blev modtaget syd for Pyrenæerne:

»Det var en mærkelig oplevelse. I Danmark havde jeg en kunde, som var i karantæne efter en skitur. Hernede var alt happy days. Der var gang i restauranterne. Når man ville diskutere corona med folk, havde de tit ikke hørt om den. Jeg valgte at holde mig fra mit kontorfællesskab, fordi mange herfra tit var i Madrid, hvor det havde ramt. Men det var stille og roligt,« beretter Mikkel Bjødstrup.

Det ændrede sig dog med ét slag.

»Der gik 24 timer, og så blev alt lukket ned med et brag. Fuldstændig. Alicante gik fra at være dans i gaden til en spøgelsesby, hvor myndighederne kørte rundt i gaderne i militære køretøjer. Det var meget mærkeligt.«

Banken svarede ikke

Det var 15. marts. Siden har Mikkel Bjødstrup arbejdet hjemmefra. I begyndelsen måtte man kun gå ud én person ad gangen. Det er dog siden blevet lempet i takt med, at også Spanien er begyndt at genåbne.

Mikkel Bjødstrups fortælling om at forsøge at drive virksomheder og have et arbejdsliv viser noget om, i hvilken grad centrale dele af erhvervslivet er gået i stå under krisen.

»Jeg har kunnet arbejde hjemmefra, og det er der selvfølgelig også mange andre, der har kunnet. Men vi har ikke kunnet få fat i vores bank i to måneder. Vi har haft overvejelser om, om jeg skal pumpe penge ind eller låne penge. Men vi har ikke kunnet få fat i banken. De siger hver gang: Ring i morgen. Det gælder også hjælpepakker. Virksomhederne lider virkelig hernede,« siger han.

Mikkel Bjødstrup er sammen med sin hustru i gang med at flytte til Valencia. Planen er herefter at gøre deres skotøjsfirma større, hvorefter de vil flytte det til København. Han spår, at coronakrisen vil få alvorlige konsekvenser for spansk erhvervsliv. Det gælder små selvstændige som ham selv. Men det i høj grad også for virksomheder, der har faste ansatte og faste omkostninger.

Alicante har som resten af Spanien været helt lukket ned i to måneder. Skulle man udenfor for at lufte hunden, så skulle det ske én person af gangen. Nu kan Mikkel Bjødstrup notere sig, at den gradvise genåbning er i gang, men der er stadig tomt og relativt menneskeløst, når han skuer ud over byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Han peger på, at de spanske erhvervsstøtteordninger er små og utilstrækkelige. Som eksempel nævner han, at selvstændige kan ansøge om et legat på et beløb, der svarer til 4.500 danske kroner. Det rækker ikke langt. Og det udgør en enorm forskel til de pakker, som Folketinget i Danmark har hastet igennem.

»Som dansker kan man godt tage ting for givet. Man kan glemme, hvor store muligheder vi har som samfund. Jeg ved godt, at de danske hjælpepakker ikke er perfekte, og at der er mange, der lider, og som ikke kan få hjælp. Det ved jeg, fordi mine forældre driver et hotel på Bornholm. Det er hårdt for dem,« siger Mikkel Bjødstrup.

»Det ændrer ikke ved, at vi skal huske at være glade for, at der overhovedet er hjælpepakker. Vi skal være glade for, at vi er så privilegerede. Når man ser, hvor begrænset coronastøtten er i Spanien, får man lyst til at sende en highfive til Danmark. Der er mange steder, hvor situationen er langt værre.«