I flere år har smerterne gjort, at hun har måttet »takke nej« og aflyse møder. Kvindesygdom har tvunget hende til at sænke ambitionerne for karrieren

Ikke mange kender sygdommen, men hver tiende kvinde rammes af diagnosen. Selv har 33-årige Johanne Stenstrup oplevet, hvordan arbejdslivet er blevet påvirket – og hvordan hun selv har måttet indfinde sig med, at karrieren må vige for sygdommen.

Johanne Stenstrup har altid elsket at arbejde og også drømt om en stor karriere, men hendes endometriose gør, at hun lige nu kun kan arbejde deltid. Linda Kastrup

En mandag morgen i midten af januar vågnede Johanne Stenstrup op med meget stærke smerter. Så voldsomme, at hun måtte melde sig syg fra arbejde.

For selvom hun havde arbejdsopgaver, hun gerne ville lave den dag, kunne det ikke opveje de menstruationssmerter, hun havde. Smerterne fortsatte tirsdag, hvor hun også måtte blive hjemme.