Her er ti tip til at få det fuldfede arbejdsliv i 2021

Når et nyt år nærmer sig, er det på tide at se, hvad man kan lære af det forgangne. Berlingskes arbejdsliv-skribent Nikolai Steensgaard kommer her med bud på de ti ting, der er værd at tage med ind i 2021.

Årsskiftet indvarsler ikke bare, at vi er endnu en dag tættere på sommersolen. Erfaringerne fra coronakrisen gør, at vi måske kan foretage ændringer i vores arbejdsliv, som vi aldrig har haft mulighed for tidligere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Selvom man altid kan blive klogere at vende blikket bagud, er der nok ingen tvivl om, at 2020 har været særdeles lærerigt, når det kommer til den måde, vi arbejder på. Da coronakrisen blev en realitet i marts, indledte et utal af arbejdende mennesker i Danmark reelt et forsøg, som ikke har set sin lige i historien.

Der var direkte pandemikonsekvenser, som påvirkede dagligdagsrutiner som arbejdssted og -tid – og der var overordnede strukturelle justeringer, som styrede strategier og forretningsplaner i ny retning. Det hele dannede fundament for, at nye og gamle problemstillinger måtte adresseres. Nogle satte spørgsmålstegn ved hele den måde, vi har indrettet virksomheder, organisationer og arbejdslivet på generelt.

Det forsøgte vi i årets løb at sætte fokus på her på Berlingske. Nu er det tid til at se fremad.

Mens vi alle håber på, at medicinalselskaberne svinger deres tryllestav over pandemien og forhåbentlig kommer med både behandlende og forebyggende løsninger, er det oplagt at se fremad på andre måder. For er der én ting, der er sikker, er det, at mange ikke kommer til at vende tilbage til et arbejdsliv, der er en perfekt kopi af det tidligere.

Vi skal lære af oplevelsen, og vi skal udvikle os. Det skal vi for at sikre, at vi på den ene side har et toptrimmet og produktivt erhvervsliv – og på den anden side har omgivelser og arbejdsforhold, som hele tiden øger den trivsel, alle ønsker. Her følger en liste med ti bud på, hvad vi kan tage ud af året, som kan være med til at sikre et endnu bedre arbejdsliv fremover.

1: Det udbredte hjemmearbejde har været en del af utallige kontor- og vidensarbejderes hverdag siden første kvartal. På godt og ondt. Nogle har svømmet som frie fisk under de nye krav, andre har oplevet ensomhedens knugende konsekvenser. På et tidspunkt bliver restriktionerne lempet, og det store spørgsmål »hvad nu« melder sig.

Det udgør en unik mulighed for diversificering. Der er ingen grund til, at vi alle arbejder ens fremover. Aldrig har der været et bedre tidspunkt med stærkere argumenter for, at få det som man selv vil have det. Arbejdsgivere som Codan har allerede formelt taget opgøret. Hvis du selv har ønsker til dit arbejdsliv, har du nu muligheden, hvis du har de rigtige argumenter.

2: Vores hilse-adfærd har aldrig været mere forskruet end nu. Albuehilsner, knæpuf, foddask. Ingen af dem kommer til at holde i længden, men spørgsmålet svæver stadig i det uvisse: Får vi nogensinde håndtrykket tilbage? Det vil tiden vise. Det vigtige her er, at det kan ende med at blive en fordel for den enkelte – og specielt dem, som føler sig socialt akavede i visse hilsesituationer.

Sagen er, at der er forskel på folk. Om skellet skyldes køn, alder, kultur, opdragelse eller bare præferencer, så er der for eksempel nogle, der synes, at det føles mærkeligt at give et knus til folk, man ikke er i tæt familieforhold til. Nogle gange er alle i tvivl. Er det her en krammesituation? Det gælder også på job, men nok mest i forholdet til gode kollegaer. Heldigvis kan alle trække jokeren i dag. Et diskret host i ærmet garanterer fremover fysisk afstand, hvis det er det, man foretrækker.

3: Storrumskontoret er tillige et område, hvor virusfrygten har krævet fysisk afstand og dermed genrejst den debat, der grundlæggende har kørt på fuld kraft siden årtusindeskiftet. Den gamle debat er dog blevet en anakronisme. Vi kommer næppe tilbage til lange gange med cellekontorer i stor stil. Tendensen er nok nærmere flere projektlokaler og længere afstand mellem hæve-sænke-bordene.

Igen er læren fra 2020, at vi som medarbejdere kan stille krav, som vi ikke kunne før. Det står jo soleklart, at sammenhængen mellem produktivitet og fysisk tilstedeværelse ikke er lineær. Fremtidsugen kan for mange sagtens inkludere et par dage hjemme, et par dage i et projektlokale, og en fredag tæt på kollegerne. Men det kræver, at man tør slå i bordet og kræve det.

4: Iværksættertrangen er en indbygget drivkraft i mange mennesker, og når den bliver kombineret med risikovillighed, kan der komme fantastiske innovations- og arbejdslivshistorier ud af det. Specielt i de tidlige krisemåneder var der dog udbredt nervøsitet for, at mange iværksættere ville knække halsen økonomisk, og at det ville knuse hele det økosystem, der er opstået omkring den nye generation af selvstændige.

Så galt er det heldigvis ikke gået – endnu. Nogle er dog blevet hårdt påvirket. Nogle har lukket biksen. Men mange har trådt vande eller er svømmet nye veje, og er på den måde kommet igennem krisen. Pointen er, at man ikke skal lade sig skræmme, hvis man går rundt med en iværksætter i maven. En tommelfingerregel siger, at det er bedre at starte virksomhed i krisetider end det modsatte. Så står man nemlig klar til at surfe med op den konjunkturbølge, der er ved at rejse sig.

5: Den traditionelle chefrolle har også fået et puf det seneste trekvarte år. Det gælder toplederlaget, men det gælder i høj grad også mellemlederne. Mange steder har pandemien medført, at deres rolle som overvågende enhed er blevet udvandet. Medarbejdere har taget ansvaret for opgaveløsningen, og ofte med gode resultater. Det har fået kritikere til at kræve et opgør med netop mellemlederfunktionen.

Sagen er dog nok en anelse mere nuanceret. For succesfuldt fjernarbejde for den jævne medarbejder kræver mellemledere, som sætter mere tid af til sparring, coaching og trivselssamtaler. Det er reelt noget, man som medarbejder kan bede om. Hvis man som jævn medarbejder formår at kræve ovenstående og samtidig afvise kontrolregimet, som kritikere kalder det, kan man muligvis få et nyt og mere produktivt forhold til sin umiddelbare leder.

6: De mørke sider af cheferne er også noget, der er kommet i søgelyset. Det har ikke så meget med coronakrisen at gøre. En undersøgelse viser, at der er en række dystre karaktertræk, som ofte går hånd i hånd med lederrollen. De kan være destruktive – både for den enkelte chef, men også for de mennesker, som han eller hun skal lede.

Det gode råd fra eksperterne er, at man som medarbejder og menneske skal sige fra. Man skal ikke finde sig i utiltalende opførsel fra en leder. Den kan ikke bare være årsag til mistrivsel. Man risikerer reelt at overtage chefens dårlige vaner og dermed gøre livet miserabelt for sin egen professionelle og private omgangskreds. Nu hvor pandemitiden fordrer, at man stiller krav til sin chef, kan man også gribe chancen og påtale adfærdsmæssige problemstillinger.

7: Sexisme på arbejdspladsen er et andet problemfelt, som er blevet italesat i årets løb. Nogle gange handler den om generelt usmagelig opførsel fra individer, der tydeligvis ikke har fintfølende sociale kompetencer. Andre gange hænger den sammen med ovenstående problemfelt – nemlig ledere eller folk i magtpositioner, som ikke handler ud fra den snusfornuft, man kunne kræve af dem.

Problemstillingen er kompliceret, og der er mange holdninger til den og dybder i den. Men der er to ting, alle burde kunne finde konsensus i: Udgangspunktet for enhver menneskelig relation bør være respekt og fornemmelse for grænser. Mennesker med en eller anden form for magt, skal være ekstremt opmærksomme på, at de ikke udøver magtmisbrug. Gør de det, skal man påtale det.

8: Respekt for seniorkompetencer er endnu et felt, som altid er gyldigt, men som også er kommet til overfladen flere gange i årets løb. Berlingske har under temaet Arbejdsliv beskrevet historier om for eksempel juristen, der valgte at blive lokomotivfører, fordi han ikke kunne finde job – og om den tidligere topchef, som nu møder uventet modstand på jobmarkedet, fordi arbejdsgiverne er bange for, at han ikke vil kunne finde ud af at træde ned ad karrierestigen.

Det er simpelthen ikke godt nok. Her må alle med ansættelsesansvar lige klemme sig selv lidt i nakken. Samfundsmæssigt er vi ikke bare på taberkurs, hvis vi ikke formår at udnytte de akkumulerede erfaringer og kompetencer, der går rundt derude – vi er også på taberkurs menneskeligt. Husk lige på, at vi alle en dag bliver seniorer – forhåbentlig.

9: Villighed til at eksperimentere er nok også en eviggyldig egenskab, som har potentiale for at skabe værdi. Det gælder både den hårde side af sagen, altså den forretningsmæssige, og det gælder de bløde og menneskelige side af sagen. Alle tiltag behøver dog ikke at være hægtet op på pandemien og dens konsekvenser – de kan jo vise sig snart at være fortid.

Allerede før krisen var der godt gang i arbejdsliveksperimenterne. Et af de meget interessante var virksomheders indførsel af firedagsugen. Der er nogle, der har rigtig gode erfaringer med den slags. Både hvad angår produktivitet og trivsel. Nu hvor alle arbejdslivbolde alligevel er kastet op i luften, skal man måske minde topchefer og ejere om, at der er alternativer til de klassiske måder at arbejde på.

10: Vi skal huske at hjælpe hinanden. Som det blev beskrevet i sommer, har der været et fællestræk i krisetiden blandt mindre virksomheder, som i høj grad har handlet om de mennesker, der arbejder i dem. Kriseudfordringerne gjorde, at vi i stor stil hjalp hinanden virksomhederne imellem. Der blev lagt små ordrer på kryds og tværs, og kunder kom til undsætning med ekstrakøb.

Den historie fortæller noget interessant og vigtigt. Den fortæller noget om den usynlige sammenhængskraft, der kan være i et samfund, men som først bliver tydelig i krisetid. Den er selvsagt værd at holde fast i, idet den udgør både et økonomisk og medmenneskeligt skulderklap.

Men måske er det lige så vigtigt, at vi holder fast i mindet om den. Holder vi fast i mindet, så holder vi også fast i en mavefornemmelse, der er god og positiv. Den handler om, at når vi bliver mødt af udfordringer, så rykker vi sammen. Det har værdi.

Både for de virksomheder, som vi lever af at være en del af – og for det arbejdsliv, som vi alle har.