Du har masser at takke andre for. Får du gjort det?

Jeg ved godt, at jeg tager fra side 1 i klichéordbogen, når jeg citerer Poul Bundgaard fra »Farinelli« – »Tak er kun et fattigt ord«. Det betyder mere, end du tror« – i hvert fald hvis man tilhører min generation. Men det er helt vildt, hvad det betyder for vi mennesker at blive anerkendt for at bidrage til hinanden. Og hvad det betyder for os at føle os overset.

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er andre mennesker involveret i stort set alt, hvad jeg foretager mig løbet af min arbejdsuge. Medstifter, kollegaer, investorer, kunder, leverandører – nogle har været omkring mig i årevis, mens andre er helt nye relationer. Vi bidrager alle til hinandens glæder, problemløsninger, ambitioner, udfordringer.

Den helt modsatte effekt kan det have ikke at blive anerkendt. Vi bliver i tvivl om vores værd, om vi overhovedet gjorde en forskel, og om det er værd at gøre en ekstra indsats igen i morgen.

Danny Passmann er partner i et Los Angeles-advokathus, og jeg har været hans coach siden 2010. Da vi sluttede vores ugentlige videokald forleden aften, sagde han:

»Du skal vide, hvor stor en forskel du gør for mig.«

Jeg er ikke særlig god til at få ros, så mine kinder begyndte at brænde, og mens han uddybede sin anerkendelse, sad jeg og kiggede på ham og håbede, både at han ville fortsætte og holde op. Jeg begyndte også at overveje, hvordan jeg ville gengælde hans taknemmelighed. Jeg tøjlede gengældelsen og nøjedes med at sige tak og fortælle ham, at hans ord betød meget for mig, hvortil han smilede, og vi sagde på gensyn.

Når andre mennesker kvitterer for min indsats, er der næsten ingen grænser for, hvad jeg vil gøre for i dette tilfælde Danny i vores fremtidige samarbejde. Han har gjort mig vigtig i sit liv, og jeg kvitterer ved at gøre ham vigtig. Jeg er sikker på, at den udveksling kommer til at betyde utrolig meget for vores fremtidige samarbejde og for, hvor meget han og jeg kan sammen.

Jeg tror, det er helt eksistentielt. Når vi bliver anerkendt for vores bidrag og deltagelse i hinandens liv, kan vi mærke at vi lever og er med i den store sammenhæng. Vi bliver set og inddraget.

Det betyder naturligvis også̊, at samarbejdets fremtidige nedture, fiaskoer og skuffelser bliver meget lettere at håndtere.

Når vi takker hinanden, aktiverer vi uanede ressourcer i hinanden og skaber samtidig incitament for et endnu stærkere samarbejde.

I forbindelse med klummen her spurgte jeg min medstifter, Oliver, om han har oplevet at blive overset, ikke værdsat eller anerkendt for en arbejdsmæssig indsats.

Hans første reaktion var: »Det har jeg prøvet mange gange!« Og efter fem minutters eftertanke fortalte han om en situation, hvor en af hans tidligere, nære samarbejdspartnere stolt delte resultaterne af en netop afsluttet opgave for en større gruppe mennesker. Desværre undlod eller glemte Olivers samarbejdspartner at nævne, at resultaterne var opnået gennem en gruppeindsats og ikke af partneren alene.

Det var sket flere gange tidligere, men denne gang kunne Oliver ikke lade være med at reagere. Olivers oplevelse var en slags opløsning af den alliance, han havde med partneren og en oplevelse af at være glemt.

Jeg spurgte ham, hvordan han reagerede, og hvilken konsekvens det fik.

»Jeg så mig straks om efter andre mennesker at indgå alliance med. Dels for ikke at være alene, men helt sikkert også̊ for at konkurrere mod samarbejdspartneren. Jeg ville vise ham, at jeg var stærkere end ham og kunne klare mig uden hans makkerskab.«

På den måde opstod der en uhensigtsmæssig uro og helt forkert dynamik i gruppen: »Jeg blev martyr og min reaktion havde jo nærmest destruktiv karakter.«

Partnerens intentioner har formentlig været gode nok, og måske var det ren forglemmelse, at han ikke delte pladsen med Oliver. Men de negative konsekvenser er ikke til at overse og havde omkostninger for alle involverede.

Når jeg er inviteret til at holde oplæg for en større gruppe mennesker, oplever jeg publikums engagement én til én.
Det er lidt anderledes, når jeg skriver klummerne her. Jeg skriver i håbet om at inspirere jer til at gå lidt anderledes på arbejde på mandag. Men jeg har ingen kontakt med jer, så jeg ved ikke om det sker. Jeg kan formentlig få at vide af Business-redaktionen, hvor mange af jer der har læst mine klummer, men jeg aner ikke, om nogen af jer er blevet inspireret af dem.

Så nu laver jeg lige et meta-greb på det her:

Mine klummer bliver helt sikkert bedre, når jeg bliver anerkendt for dem. Derfor får du her mulighed for at skrive til mig på erik@weareheadlight.com og fortælle, hvad du får ud af dem.

Jeg er sikker på, at det vil glæde dig mindst lige så meget, som det vil glæde mig.