Christina driver en bondegård. Hun er samtidig techiværksætter og arbejder gladelig 70 timer om ugen

Christina Elgaard har prøvet det hele. Den 38-årige powerkvinde har været spirende sportsstjerne, hun ejer en bondegård, og så er hun bestyrelsesmedlem, techiværksætter og meget mere. Hun har også knækket nakken. Bogstaveligt talt. Hun er en af de erhvervskvinder, som vi har brug for mange flere af.

Christina Elgaard er direktør for Farmbrella ApS og Kallestrupgaard I/S. Hendes arbejdsliv indeholder både landlig idyl og seneste teknologitendenser. Mikkel Berg Pedersen

Der eksisterer et paradoks i den danske startupverden. Stort set alle er enige om, at det er drønvigtigt og ofte forretningskritisk at få aktiveret flere kvindelige techiværksættere – men samtidig er det krystalklart, at de har oddsene imod sig.

Ét problem er, at den risikovillige investorkapital ofte flyder forbi dem. Derfor er det værd at nærstudere de kvinder, som i praksis er ved at ændre situationen. Ikke bare dem, der er fortalere for ændringer. I lige så høj grad dem, der går forrest, og i realiteten ændrer det bestående.