Chef på farten: Christen Bagger leder 4.700 ansatte – og har ikke engang eget kontor

Den moderne leder vil gerne være synlig og tilgængelig. Christen Bagger er chef for hotelkæden Clarion, og han har taget det koncept ud i det ekstreme.

Christen Bagger, chef for hotelkæden Clarion Hotel, er en af den slags ledere, der konstant er på farten. Oscar Scott Carl

Kan man være en »min-dør-er-altid-åben-topchef«, når man konstant er på farten og ikke engang har sit eget kontor? Hvis man spørger Christen Bagger, så er svaret ja.

Han er et eksempel på en ny generation af ledere, der ikke er bange for at nytænke den måde, de udfører deres job på. I forbindelse med at han sidste år blev hyret til at stå i spidsen for Clarion-hotelkæden i Norden, som er en del af Nordic Choice-koncernen, har han valgt at redefinere en del af den lederrolle, han er blevet ansat til at udfylde.