Will Smith har lige givet ytringsfriheden en solid kæberasler

Kulturkommentar: Da Will Smith gik på scenen og langede Chris Rock en på hovedet, handlede det om meget mere end æresoprejsning for Jada Smith, men også Vestens tiltagende manglende evne til at stå på mål for nogle af sine egne elementære civilisatoriske byggeklodser.

 
Will Smith slog komikeren Chris Rock under Oscar-uddelingen. Video: AP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det første store skred i ytringsfriheden var den valne tilslutning til retten til at trykke Muhammedtegningerne i 2005. Mens aggressive jihadister brændte Dannebrog, fik vores elementære frihedsrettigheder store skrammer blandt andet på grund af trygge og tossegode kulturpersoners manglende tilslutning til ytringsfriheden. 1-0 til ufriheden.

Senere så vi både med Tibetdemonstrationen herhjemme, og det tiltagende pres, både politisk, men også på medier og kunsten, hvordan Kina i tiltagende grad har lykkedes med at knægte det frie udtryk ikke bare i hjemlandet, men også her i Vesten. 2-0 til ufriheden.

Som om at presset ikke var tilpas voldsomt på den generelle ytringsfrihed globalt set inklusiv Vesten, så besluttede man blandt andet på flere ledende medier som New York Times og på flere af verdens førende universiteter, at validiteten af ens udsagn nu skulle vurderes på baggrund af ens seksualitet og etnicitet i stedet for rationaliteten og logikken i samme.

Woke-revolutionen har (igen) gjort det legitimt at tryne mennesker udelukkende baseret på deres alder, køn eller hudfarve. Anført af de mest frelste mennesker siden den spanske inkvisition er den voksende woke-bevægelse godt i gang med at undergrave almen logik og forestillingen om alle menneskers lige rettigheder og frihed til at sige og mene hvad man mener. 3-0 til ufriheden.

Tæsk til ytringsfriheden

Søndag nat blev der så, bogstaveligt talt, slået endnu et slag for ufriheden, da Will Smith, en af de bedst indtjenende skuespillere i historien, og noget af det tætteste man i USA kommer på kongehus, rejste sig fra sin plads midt under Oscaruddelingen, gik på scenen og stak værten, komikeren Chris Rock, en lussing, der her to dage efter synger endnu. Årsagen var en halvsløj joke, Rock havde lavet om Will Smiths kone, Jada Pinkett-Smith, som lider af en særlig sygdom, der medfører hårmangel og derfor er årsagen til, at hun er kronraget.

Det er måske ikke underligt af »The Smiths« blev sure, men at kvittere med regulær vold, live, fra en af verdens største transmitterede kulturbegivenheder, uden at det får et alvorligt efterspil for Will Smith, er et ekstremt farligt signal at sende til omverdenen, og særligt yngre generationer.

Nok slutter denne kommentar fra Muhammedtegninger, Kina og global identitetspolitik, til mand mod mand, fra makro til mikro, men Will Smith er som tidligere nævnt ikke Hr. hvem som helst, og lader man ham slippe, sender man et signal til fremtidige generationer om, at vold er en legitim reaktion på udsagn, du ikke bryder dig om. Det er et krystalklart 1:1 eksempel på voldsmandens veto, og modstanden mod netop det veto, er en af de grundpiller, som den moderne vestlige civilisation bygger på.

Hver gang vi lader denne knægtelse af ytringsfriheden passere, uanset om det kommer fra jihadister, Kina eller en feteret hollywoodstjerne, så eroderer vi det fundament vores egen kollektive friheden hviler på.

Det er aldrig o.k. at tæve sig ud af verbale uenigheder. Aldrig. Og er man uenig, må man udnytte sin ytringsfrihed, domstolene, eller tage straffen for sine handlinger. Voldsmonopolet må aldrig lægges i hænderne på det enkelte individ. Det kan ikke være anderledes.