Whiite: Grevinde-mode

Modeuge: De kendte var rigt repræsenteret til Frederikke Hviids show i aftes.

Foto: Uffe Weng Fold sammen
Læs mere

Scenen var sat, da designeren Frederikke Hviid for første gang holdt modeshow under den københavnske modeuge i aftes i Frederiksberg Have. Aftensolen sendte sine sidste stråler ned på plænen, hvor en påfugl som bestilt spankulerede omkring med sin gigantiske fjerpragt og et orange egern legede i gruset, mens publikum fik serveret lyserøde bobler til tonerne af Mozart fra den velspillende kvartet.

Og der blev kindkysset i stor stil - det eksklusive mærke Whiite er tydeligvis et hit blandt de kendte, som var rigt repræsenteret: skuespillerne Ellen Hillingsø, Hella Joof og Sofie Lassen-Kahlke, Zobel-kvinderne, den allestedsnærværende Vibeke Hartkorn (i hvert fald når det gælder modeshows), Christian Kjær junior med frue osv. Men den, der overskyggede dem alle, var grevinde Alexandra, som troppede op med en flok veninder - kronprinsesse Mary havde i stedet sendt sin stylist Anja Alajdi.

Whiite er altid klassisk og elegant, hvilket også kendetegner forårskollektionen 2008 - dog i en lidt mere vovet udgave med korte og stramme nederdele, gennemsigtige bluser og frække pangfarver som kontrast til de ellers så sarte farver.

Farveskalaen var domineret af kit, grå, violet og sart rosa - umiddelbart lidt ferskt, men sat sammen med pink læbestift og pink- eller koboltfarvede strømper fik det et helt anderledes og sjovt udtryk. Selvfølgelig sneg der sig også noget sort ind i kollektionen, bl.a. i form af en fræk læderbikini med store blomster - gæt selv, hvor de tre blomster var placeret...

I det hele taget arbejder Frederikke Hviid meget med detaljer og kontraster - ikke kun i forhold til farver, men også i valg af materialer lige fra silke og pels til læder og satin. Blandt detaljerne var der grafiske prints og obi-inspirerede bælter, som kræver noget af en hvepsetalje. Det var den lettiske stjernemodel Inguna Butane, som åbnede showet med en grå-blomstret kjole med det brede bælte. Samme Inguna sluttede showet af iført en lang, flot sort/hvid mønstret kjole med pink for og en dyb, dyb udskæring i ryggen, som gav kig til et sort silkebånd.

Mon ikke grevinden på første række fik masser af inspiration med sig til forårets garderobe?

5 tendenser

  • Korte, stramme nederdele
  • Dyb udskæring i ryggen
  • Lyse læderjakker
  • Satinbukser
  • Stribet strik