Wafande: Jeg er et gadekryds

For tre år siden slog Wafande igennem med nummeret »Giv mig et smil« efter at have kæmpet for det i mere end ti år. I sidste uge udkom Voice-coachens andet album, der gør op med fortiden og giver den ærlige fortælling om kampen for at passe ind i berømmelsen og i et samfund, hvor han hele sit liv har været kastebold mellem kulturer.

Wafande og hans to hunde. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Han sidder i køkkenet i sin mors hus i Frankrig. En morgen for 13 år siden. Udenfor kører skolebussen, men den 18-årige Wafande Pierre Jolivel Zahor er ikke med. Han vil droppe gymnasiet og satse benhårdt på musikken.

»Det var et sats, og jeg var meget nervøs. Min mor, der selv er kunstner og frisindet, støttede mig, men hun syntes ikke, at det var en god ide. Så det var en skræmmende beslutning at sige: Nu går jeg fuldstændig efter musikken,« siger Wafande.

Men beslutningen var taget, og selv om den unge knægt stadig boede hjemme i en lille landsby i Dieulefit i det sydlige Frankrig med heste på marken, var det rampelyset langt væk fra den landlige idyl, der trak.

Helt fra barnsben er Wafande blevet præget af musik. Hans far, der også selv var musiker, lyttede meget til Billie Holiday og lærte sin søn at lade sig forføre af rytmerne.

Glæden til musikken har derfor altid været stor og mangfoldig hos Wafande, der både har prøvet kræfter med den melankolske soul og den mere næsvise hiphop.

Giv Mig Et Smil

I sommeren 2011 kulminerede glæden. Sangen »Giv Mig Et Smil« skrev den dansk-fransk-tanzanisk-congolesiske-musiker, Wafande, der også har rødder i Malawi og Oman, ind i historien med en topplacering på den danske hitliste. Drømmen var gået i opfyldelse.

»Det var så vildt og livsbekræftende. Alt det, jeg havde drømt om så længe, var der. Folk lyttede til min musik, jeg fik en masse omtale på nettet, og jeg kunne leve af det, jeg lavede. Jeg har jo altid gerne ville lave musik, det lå bare i mine rødder. Min far er lidt af et gadekryds, ligesom mig – hans rødder er fra Tanzania, Congo, Malawi og Oman, mens min mor er halvt dansk halvt fransk, så de mange kulturer og musikken har derfor ligget til mig,« siger den 31-årige reggaemusiker.

Tidligere på året udgjorde Wafande dommerpanelet i TV2-underholdningsprogrammet »Voice Junior« sammen med musikkollegaerne Oh Land og Joey Moe, hvor Wafande havde den 13-årige Sille med sig i finalen. Oprindeligt er Wafande født på Christiania i København, hvor han boede med sin familie, til han var otte. Men da faren forlod Wafande og hans mor, rykkede de teltpælene til Frankrig, hvor hans mor oprindeligt er fra.

Trods den lille familie var flyttet til den lille landsby i Dieulefit, blev det ikke let for Wafande at finde sin plads langt væk fra Christianias frisind. For med en sort far og en hvid mor lignede den unge knægt ikke de andre.

»I Danmark og i Frankrig er jeg brun, men i Afrika er jeg hvid, så der har aldrig været et sted, hvor jeg følte, at jeg hørte til, og det var hårdt i min barndom og mine teenageår. Jeg havde en følelse af, at der ikke var nogen, der ville have mig,« siger Wafande.

»Man har behov for at have et sted, man kan kalde home, sweet home, og det havde jeg selvfølgelig hjemme hos min mor og i min egen lejlighed, men jeg følte mig ikke 100 procent accepteret – for jeg var jo fransk statsborger med brun hud og dansk hjerte.«

Som 16-årig besluttede Wafande derfor endnu en gang at flytte. Han trængte til nye græsmarker at boltre sig på, og hans hjerte kaldte ham tilbage til Danmark og et år på idrætsefterskolen Oure.

»Jeg følte, at jeg hørte til her i Danmark. Jeg har egentlig aldrig brudt mig særlig meget om Frankrig. Franskmændene har bare en helt anden måde at opføre sig på end danskerne, de er så snæversynede, og der er meget racisme. I virkeligheden er jeg jo helt vildt dansk – sådan på kartoffelmåden,« siger Wafande.

Efter året på Oure begyndte tingene at tage fart. Wafande har altid brændt for sport og sågar været på det franske ungdomslandshold i basketball. Men en fremtid som basketballspiller blev for usikker en vej for Wafande, der trods succesen følte, at hans kærlighed til musikken var større end den til sporten.

»Da jeg stoppede på efterskolen, var det hårdt at være på egne ben, og det kunne sagtens være gået galt. Da jeg startede på Niels Brock, mødte jeg nogle mennesker, der også gerne ville lave lidt musik. Vi hang meget ud på Nørrebro, og de var bare helt forkerte for mig,« siger Wafande.

»Jeg havde jo været et for sindssygt sportsmenneske, men da jeg mødte dem, begyndte jeg at drikke og ryge, og det havde jeg aldrig gjort før. Det begyndte at fylde for meget i mit hoved, jeg ville helst ikke blive kriminel eller et dårligt menneske, så jeg tog beslutningen igen og flyttede hjem til min mor i Frankrig. Jeg havde behov for at få plantet mine rødder igen.«

En ny start

Tilbage i Frankrig ville den unge musiker starte på en frisk, han var 17 år og trængte til at få sine værdier genetableret i de trygge rammer hjemme hos sin mor.

»Min mor har sidenhen fortalt, at hun havde siddet med sine veninder og været grædefærdig over, at jeg var helt ude og skide og over, at hun ikke kunne nå ind til mig,« siger Wafande.

I Frankrig startede han på gymnasiet, som han efter lange overvejelser droppede igen. Det var ikke noget for ham, for der var ikke plads i hans hjerte til både musikken og studierne.

»Hvis man har mange bolde i luften på én gang, er man jo bare mellemgod til det hele frem for at være pisse god til det ene. I musikken var jeg tryg, den gjorde mig glad, og jeg følte, at det var noget, jeg kunne lave resten af livet,« siger Wafande. »Jeg har jo en masse kulturer med mig, som jeg kan bruge. Det er som om, at jeg kan vende min mund på forskellige måder, så jeg kan lave meget forskelligt musik, og det er jo det, der er det sjove, og det, der gør, at jeg håber, at jeg kan blive ved med at lave musik, til jeg bliver 80.«

Men i landsbyen i Frankrig var der ikke rum til at stable en musikkarriere på benene, og hverken Paris eller Marseille appellerede til Wafande.

»Jeg havde mange venner i Danmark, og jeg var egentlig ikke i tvivl om, at hvis jeg skulle flytte til en storby, skulle det være København. Men min musik skulle være på fransk eller engelsk,« siger Wafande.

Tilbage i Danmark måtte musikeren dog endnu en gang sande sin oprindelses betydning, for selv om Wafande kom til verden på et lammeskindstæppe i en skurvogn på Christiania, kunne han ikke få opholdstilladelse her.

»Jeg skulle op og have min opholdstilladelse, som jeg havde søgt på baggrund af, at min mormor var dansker, og at jeg selv er født her. Over for mig sad der en iraner, der talte dårligere dansk end mig, og som endte med at afvise min sag og give mig 14 dage til at forlade Danmark. Men det var jo her, jeg følte mig hjemme, jeg er jo bare helt igennem en kartoffeldansker,« siger Wafande.

Så udvisningen blev appelleret, Wafande trak det længste strå, og han kunne for alvor hellige sig musikken i Danmark.

Op igennem tyverne stod den på benhårdt arbejde, hvor Wafande spillede flere ugentlige gigs uden betaling. Aldrig før havde han været så fattig.

»Det var rugbrød med makrel og pasta med ketchup i flere år. Jeg tog så mange jobs, jeg kunne, det var jo som regel gratis, men det gav hår på brystet, og jeg lærte alt det, jeg var så sulten efter. Før jeg overhovedet kom i gang med min professionelle karriere, havde jeg jo nærmest spillet overalt i nattelivet i København,« siger Wafande.

Årevis af benhårdt arbejde

I årevis spillede han sine numre dels på klubber og dels som opvarmning for vennen og musikerkollegaen Shaka Loveless’ tidligere band »The Gypsies«.

Stille og roligt begyndte branchen at lægge mærke til ham, og det verdenskendte pladeselskab Universel sagde ja til et samarbejde. Men musikken skulle være på dansk – sproget, som Wafande ellers havde forkastet gennem sin årelange kamp for at slå igennem.

»I 2011 tog det bare fat, men Universel var stadig meget skeptiske. Pharfar og Fresh-I (producerne, red.) sagde, at jeg kun måtte være med, hvis jeg sang på dansk. Så jeg skrev min første danske sang – »Lang Vej Hjem«, fordi jeg havde siddet og set folketingskanalen og simpelthen var blevet så pissed off,« siger Wafande.

Men selv om sangen var på dansk og endda handlede om det danske samfund, var pladeselskabet ikke klar til at udgive Wafandes nummer som en single.

»Lang Vej Hjem« blev derfor også indspillet i en version af Peter A.G., der sammen med Wafandes blev lagt på nettet. I løbet af to uger var Wafandes version blevet vist 140.000 gange flere end Peter A.Gs.

»Jeg har altid troet, at jeg skulle lave musik på engelsk eller fransk, og første gang, jeg nogensinde laver noget på dansk, kommer jeg i Lorry. Jeg følte mig lidt dum, da jeg så, hvordan det hele fløj op på under en tiendedel af den tid, jeg havde brugt på det andet. Det tog røven på mig. Men det var jo også vildt ignorant af mig at tro, at jeg ikke kunne være alsidig på dansk,« siger Wafande.

Året efter kom singlen »Giv Mig Et Smil«. Hvor Wafande med fraserne: »Bare gi’ mig et smil, når du møder mig på din vej. Har kun et liv så nyd, hvad du har tilbage« og »Det er spild af liv at gå rundt og være sur« ikke bare markerede sig som musiker på den danske scene, men også som den livsnyder med det positive sind, han er.

»Det har været meget vigtigt for mig at være bevidst om at være glad og se på det positive. Det ligger også til mig, for jeg er meget positiv. Jeg har været så meget igennem, at jeg sikkert var blevet deprimeret som 12-årig, hvis jeg ikke havde set alting positivt,« siger Wafande.

Derfor var hans første album »Du Ved Det«, der udkom i 2011 også bevidst en glad plade, der skulle indbyde til fest og afspejle musikerens positive væsen.

»Med min nye plade har jeg sat mig for at vise folk, at jeg kan synge og, at jeg ikke kun er happy go lucky. Jeg vil gerne vise min mere soulede side, hvor jeg kan fortælle om de nedture, jeg selvfølgelig også har haft, og om bagsiden af alt det her. For der er jo ikke nogen, der bare kan smile hele tiden,« siger Wafande.

Bagsiden har han mærket, selv om han hidtil blot har tilbragt tre år i gamet.

Det tog overhånd

På den nye plade »Nyt Land« beskriver Wafande blandt andet i nummeret »Armen Om Mig Selv«, hvordan det er at være alene, selv om der er mennesker omkring en.

»Mit hjerte brænder/ Fortabt i mine tanker/ Dem jeg skjuler for andre/ Når tampen brænder.«

»Jeg har været meget bange for at miste mine værdier. Man bliver så let blændet i alt det her. I løbet af de sidste tre år har jeg været helt ude og røre grænsen, for hvor det ikke er sundt for mig mere. Der, hvor det tog overhånd,« siger Wafande.

»Grænsen for mig var at være ude og spille hele weekenden, der er jo sprut hvert eneste sted, og når jeg så endelig havde fri fra mandag til onsdag, skulle jeg jo ud og feste og fejre det. Så det var 4-5 gange om ugen, hvor vi drak – meget. For meget. Jeg kunne drikke to flasker vodka alene, og det dur jo bare ikke at drukne sig selv i røg og sprut.«

På det tidspunkt begyndte de moralske tømmermænd også at tage over, og Wafande besluttede sig for at ændre sin livsstil radikalt.

»Røgen og sprutten gik ud over min kreativitet. Jeg var ked af det, og jeg følte, at det hele var noget rod. Jeg kunne ikke finde mig selv eller finde ro og fred. Jeg var hele tiden på vej op eller ned fra et buzz, der var sprut, røg og stoffer over det hele. Jeg havde nogle morgener, hvor jeg kom hjem og fik tårer i øjnene. Jeg anede ikke, hvad fanden jeg skulle gøre,« siger Wafande.

Derfor besluttede han i efteråret at lægge alkoholen og hashen helt på hylden.

»Min far var alkoholiker og har altid stået som et skræmmescenarie for mig, fordi jeg har oplevet den smerte, det medfører. Så da jeg begyndte at se min far i mig selv, tænkte jeg, nu må jeg sgu gøre noget. Når jeg en dag får børn, skal jeg ikke være som min far.« Beslutningen om at være alkohol- og røgfri holdt i et halvt år, hvor Wafande blandt andet havde følgeskab på vandvognen af produceren Pharfar. Men på en nytårsrejse i Thailand slog Wafande sig endnu en gang løs med nydelsesmidlerne.

»Det var sjovt, men der skete jo bare det samme igen, og det går ikke. Jeg skal i form til festivalsæsonen og have min kreativitet til at lave noget mere soulet musik på engelsk, som jeg arbejder på for øjeblikket. Derfor har jeg lagt røgen og alkoholen på hylden igen, så nu ryger jeg smøger, drikker kaffe, og går rigtig meget ud og spiser,« siger Wafande.