Vrede i Norge: Melodi Grand Prix endte i farce

Vibeke Fürst Haugen Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Meek

Der var lagt op til en folkefest, da hundreder af tusinder af nordmænd lørdag aften sad i deres sofaer og så norsk Melodi Grand Prix på NRK.

Men i stedet for folkefesten fik de norske seere et show, der kørte så kraftigt at sporet, at ord som skandale og fiasko fløj gennem luften og dominerede sociale medier ved MGPs afslutning. Måske med god grund.

For at være med på noderne havde NRK nemlig udskiftet den klassiske telefonafstemning med en afstemning på nettet.

Så da seerne et stykke ud på aftenen havde set alle ti deltagere og skulle til at stemme for at sende fire videre til finalerunden, var det ikke længere sms’er, der skulle sendes af sted. Man skulle stemme på en App.

Og så gik det ellers galt. Helt galt, skriver VG.

21.15 meldte programleder Ronny Brede Aase pludselig, at der var tekniske problemer. Systemet var overbelastet. De arbejdede for at løse problemerne.

Men problemerne blev ikke løst, og klokken 21.39 trykkede NRK så på panikknappen og hev en kanin op ad hatten.

Nu fik seerne besked på, at en folkejury bestående af 30 mennesker fra hele Norge skulle tage beslutningen. De blev kørt i stilling, og så fravalgte de 30 – for seerne hidtil ukendte mennesker - ellers seks ud af de 10 deltagere.

Ulrikke Brandstorp endte med den endelig sejr i en skandale af et MGP-show. Fold sammen
Læs mere
Foto: TORE MEEK.

En beslutning, der først udløste ren forbløffelse foran skærmene og blandt publikum og derefter rent kaos omkring norsk MGP.

Nogle publikummer udvandrede i protest. Nogle buhede højlydt.

Sociale medier blussede op i voldsom kritik rettet mod MGP. ’Fiasko’ og ’skandale’ var hyppigt anvendte ord.

Afstemningen kom dog op at køre igen, da en vinder af de sidste fire skulle kåres. Her kom 700.000 stemmer ind, og den absolutte forhåndsfavorit endte med sejren.

Men lige lidt hjalp det. Tumulten omkring showet kunne ikke stoppes. Medierne grillede NRKs ledelse efter showet og krævede svar på, hvad i alverden der var sket.

Her lød svaret blandt andet:

»Der er et stort engagement omkring Melodi Grand Prix og især omkring finalen. Vi har modtaget 38 millioner emojier, og så blev presset for stort. Systemet mislykkedes,« lød det fra Vibeke Furst Haugen, Assistent Broadcasting Manager for NRK.

Selvom hun flere gange beklagede miseren, mente hun dog ikke, at det endelige resultat af Melodi Grand Prix kunne anfægtes:

»Der er værre ting i verden end dette her. Det, vi ser, er, at vi sidder tilbage med en vinder, der har været stor favorit hele tiden, så vi har en værdig vinder, det er jeg sikker på.«

Men så let slipper NRK ikke.

Flere medier har allerede nu krævet, at NRK lægger afstemningstallene frem, så det bliver klart, om de fire deltagere, nødjuryen sendte videre, også var kommet videre, hvis folkets røst var blevet hørt.

Flere af de personer, der stod bag de sangere, som blev sendt ud af juryen, var da også rasende efter showet og revsede NRK for håndteringen af krisen.