Vivian var historisk konsulent på »Margrete den første«: Hun er glad for resultatet, men flere ting i filmen er dog usandsynlige

Den nye film om dronning Margrete 1. har fået overvældende positive anmeldelser. Vivian Etting har været historisk konsulent på filmen. Hvordan ser hun på dens portræt af Margrete, og hvad er hendes syn på dronningen som menneske?

Vivian Etting, museumsinspektør og forfatter til biografien »Margrethe 1.« samt historisk konsulent på den nye film om Margrethe 1. Her fotograferet på Christiansborg Slot i udstillingen om dronning Margrete. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

OBS: Spoileralert. Denne artikel afslører en væsentlig del af handlingen i filmen »Margrete den første«.

I den nye film »Margrete den første« står dronningen i skikkelse af Trine Dyrholm over for et skæbnesvangert valg. Hvad skal hun sætte først – sin politiske magt eller sine familiære forhold?

Det er et hjerteskærende drama, der udspiller sig. Men hvad er historisk korrekt, og hvad er kunstnerisk frihed og dermed fri fantasi?

Filmen har fået en stormende positiv modtagelse. Her på Berlingske gav vi den seks stjerner.

Historiker Vivian Etting var filmens historiske konsulent. Hun er museumsinspektør ved Nationalmuseet og skrev allerede i 1986 som nyuddannet historiker den biografi om Margrete 1., der netop er blevet genudgivet af Gyldendal i en opdateret udgave.

Hvad laver en historisk konsulent egentlig på en film?

»Filmens instruktør, Charlotte Sieling, henvendte sig, da hun var i gang med manuskriptet sammen med manuskriptforfatteren Jesper Fink. De koncentrerede filmen omkring dramaet om den falske Oluf, der påstår, at han er Margretes søn. Da jeg havde skrevet om den falske Oluf i min bog, var det naturligt, at de bad mig om at være konsulent.«

Havde du mulighed for at påvirke manuskriptet og protestere, hvis noget var forkert?

»Ja, de var absolut åbne for diskussion, og manuskriptet blev da også rettet til, så det passede mere til kilderne. Men det er jo en spillefilm, hvor andre hensyn må tages, så man ikke udelukkende kan følge kilderne, men også må digte. Som historiker må man så acceptere, at det er en spillefilm, og så længe basis er i de historiske kilder, og der ikke direkte digtes imod dem, så synes jeg, det er ok.«

Der er mange danske historiske film, og flere af dem bruger historiske konsulenter. Men er det lidt af et dilemma, fordi man derved legitimerer noget, der rent faktisk er fiktion?

»Det er klart, at filmfolkene bestemmer, og så sidder man som historisk konsulent og siger måske fra, men kan ikke afgørende bestemme noget. Derfor er det vigtigt, at filmen i starten indledes med teksten: »Fiktion baseret på historiske begivenheder«. Hvis man skulle holde sig udelukkende til kilderne, så kunne man jo ikke lave spillefilm, og slet ikke, når handlingen foregår for 600 år siden.«

Dronning Margretes oprindelige kjole er mirakuløst bevaret. Den blev taget som krigsbytte af svenskerne, og er nu udlånt til Danmark og fremvises i udstillingen på Christiansborg om Margrete 1. På fotografiet ses museets ansatte brede den gamle kjole ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorkild Jensen.

Bliver du og andre faghistoriske konsulenter alligevel brugt som et figenblad for at legitimere, at filmen sikkert er god nok historisk, selvom den måske ikke er det?

»Nej, det synes jeg ikke. Filmfolkene har en mission om at lave en dramatisk film, men de ønsker at få det basale historiske på plads. Det er rimeligt nok, og samarbejdet har været rigtig fint.«

Hvad er det værste, du måtte acceptere af scener, som var fantasi eller forvrængning?

»Ja, der var nogle ting. Især i starten af filmen, hvor man ser Margretes far, Valdemar Atterdag, ved erobringen af Visby på Gotland i 1361. Her har han den lille Margrete med, og det er helt usandsynligt, at hun var med på krigsskuepladsen.«

Protesterede du?

»Jeg nævnte flere gange, at det var usandsynligt. Men de argumenterede med, at scenen var vigtig for at vise, at hun havde et nært forhold til sin far. Og det, synes jeg, er acceptabelt. Et andet eksempel er den engelske prinsesse Philippa, som absolut ikke var med, mens forhandlingerne om hendes ægteskab med Margretes adoptivsøn, Erik af Pommern, foregik, men altså er det i filmen.«

Én ting er faktuelle ting, men har du som historisk konsulent mulighed for at påvirke den dybere karakterskildring af Margrete, hendes søn Erik og hendes rådgiver Peder Jensen Lodehat?

»Ja, det diskuterede vi også hen ad vejen, og jeg havde mulighed for at fremlægge min opfattelse af, hvordan deres indbyrdes forhold var. Og jeg synes også, at det er lykkedes i filmen at gengive personerne og deres indbyrdes forhold på en måde, som jeg synes virker autentisk.«

Margrete som kvindelig hersker

Margretes liv er en fantastisk historie, og med skabelsen af Kalmarunionen i 1397 var hun en af de mest succesfulde regenter i Nordens historie. Hun er stedt til hvile i Roskilde Domkirke, hvor hendes pragtfulde gravmæle viser hende i fuldt skrud med fornem kjole og krone. Det utrolige er, at hendes egen kjole er bevaret, fordi svenskerne tog den som krigsbytte i 1659. Nu har Nationalmuseet fået lov til at låne den til en udstilling om Margrete, der vises i Christianborgs sale.

Vivian Etting har været historisk konsulent på filmen om Margrete 1. Har en historisk konsulent indflydelse på en film og kan hun sige nej til scener? Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I filmen spiller kvindespørgsmålet en vis rolle. Hun beskrives ikke som en moderne feminist, men som en kvinde, der tager speciel hensyn til kvinder. Var hun bevidst om dette spørgsmål som hersker?

»Der er intet, der tyder på, at hun ville lave fundamentalt om på samfundet, som det var, og hvor kvinderne jo ikke havde samme muligheder og rettigheder som mænd. Men der er ingen tvivl om, at hun med sine testamentariske bestemmelser fra 1411 tager specielt hensyn til kvinder, der havde været udsat for voldtægt eller fornedret i krige. Her giver hun en stor sum penge til kvinder »som man kan spørge og få at vide er blevet krænkede og fornedrede« i krigene.«

Dronning Margretes store politiske mesterværk var den nordiske union. Der eksisterer i Rigsarkivet to dokumenterer fra 1397 om unionen. Det er ene er et doument med mange segl på pergament, mens det såkaldte Unionsbrev, der ses her, er på papir med færre segl, blot stemplet på papiret. Dokumenterne har forskelligt indhold, og historikere har i århundreder skændtes om betydningen af de to dokumenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra Vivian Ettings bog om dronning Margrete 1..

Var det unikt?

»Ja, jeg har ikke set det omtalt i andre lande. Hun har helt klart haft øje for kvindernes situation. Og i 1396 udsteder hun en lov, der påbyder, at der blandt andet skal holdes en særlig »kvindefred«. Så hun havde øje for kvinders forhold, og ingen mandlig regent har formuleret sig således i samtiden.«

Var hun som dronning mindre blodtørstig end sin samtids beslutningstagere, for det var jo en blodig tid med massakrer, mord og tortur?

»Jeg mener, at der var en forskel. Hun foretrak diplomatiets og forhandlingens vej. Mange af tidens herskere veg ikke tilbage fra de mest blodige og brutale overgreb i krige, men hun var mere stemt for at bruge sin snilde ad forhandlingens vej. Hun var jo heller ikke opdraget i krigertraditionen, som de andre, men som prinsesse.«

Samtidige kilder beskriver Margrete som snedig, kløgtig og også ærlig. Er de til at stole på, når vi skal nærme os hende som menneske?

»Det vil jeg mene, for selv hendes modstandere roste hendes kløgt og snedighed. Vi kan også nærme os hende i hendes instruks til sin fostersøn Erik, hvor hun instruerer ham i, hvordan han på sin første store rejse skal opføre sig. Hun er meget grundig og viser sig som detaljens mester, der instruerer ham i diplomati og herskerkunst. Og det er væsentligt at påpege, at Erik hele sit liv udviser stor respekt og positive følelser over for Margrete.«

Hun blev aldrig gift igen efter sin mands død?

»Nej, måske ville hun ikke have en mand til at regere over rigerne og sig selv, hvilket var blevet resultatet af et nyt giftermål. Hun var helt klart et magtmenneske. Jeg tror, hun valgte at ofre sig fuldkommen for herskergerningen, og hendes store mission var at sikre den danske stat og tronen og samle Norden. Alt lykkedes. Men jeg tror, hun skar sit private livskrav fra.«

Den falske Oluf

Filmen kredser om den falske Oluf. Hendes rigtige søn, Oluf, døde som 17-årig, og vi ved fra både tyske, engelske og danske kilder, at en mand mange år senere påstod, at han var Oluf. Det blev en af de store sager i Europa, og det blev afgørende vigtigt for Margrete at få fastslået, at manden var en løgner. En retssag, som filmen skildrer, fandt sted, og han blev dømt og brændt på bålet i Falsterbo i Skåne. Ved henrettelsen hæftede man sagens retsakter på den falske Oluf, og derfor har vi ikke rettens dokumenter bevaret.

Margretes adoptivsøn var Erik af Pommern. I 1424 foretog han en stor udlandsrejse. Tegningen stammer fra denne tur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra Vivan Ettings bog om Margrete 1..

Er filmens skildring af den falske Oluf overensstemmende med kilderne?

»Vi har kun få og kortfattede beskrivelser af rettergangen. Dialogen i filmen er altså opdigtet, men selve handlingen er korrekt. Det var en offentlig retshandling, og han blev brændt, fordi man mente, at han var blevet forledt af djævelen, og man ville derfor frigøre ham fra djævelens magt og frigøre hans sjæl. Det har været afgørende for Margrete at vise omverdenen, at han var en falskner og ikke hendes søn.«

Hun dør i 1412 som 60-årig. Hun er begravet i Roskilde Domkirke med et smukt portræt. Ligner det hende?

»Jeg tror, det er noget forskønnet. Hun havde levet et hårdt liv, men skulpturen viser en yngre kvinde og et idealiseret portræt, men derfor kan der godt have været en vis lighed.«

Har man åbnet sarkofagen?

»Ja, i 1950 gennemførtes en mindre undersøgelse, hvor man opdagede, at der var en blykiste indeni. Den har aldrig været åbnet.«

Var hendes liv en succes?

»Politisk set fejrede hun den ene triumf efter den anden. Hvad det personlige angår, er jeg mere i tvivl. Hun mistede sin mand og sin søn. Men vi kan ikke bedømme lykke eller succes med en moderne tids alen. For hende og hendes samtid var troen på Gud afgørende, og hun levede efter sine egne kriterier for et fromt liv og gav store beløb til kirker og klostre. I sit testamente bestemte hun, at 125 mænd skulle drage ud i verden for at bede for hendes sjæl. Det var en usædvanlig bestemmelse og vidner om hendes dybe religiøsitet. Og set fra det perspektiv kan man sige, at hendes liv blev en succes.«

»Det er klart, at filmfolkene bestemmer og så sidder man som historisk konsulent og siger måske fra, men kan ikke afgørende bestemme noget«