Hvad var den største udfordring i forbindelse med filmen?

»Der var to. At finde den rigtige fortolkning på Eik Skaløes liv. Han var en meget sammensat person. Som dreng var han spejder, han var politisk aktivist, han var rejsende før alle andre, han var tekstforfatter til »Hip«, en af de vigtigste plader nogensinde skrevet på dansk, og han døde ensom i en ørken mellem Pakistan og Indien i 1968. Den anden store udfordring var at finansiere filmen – den var for dyr at lave for rent danske penge og for dansk til at finansiere for udenlandske penge.«

Hvorfor er Steppeulvene og Eik Skaløe relevante i 2015?

»Eik fortæller en vild historie om at være ung, brænde sit lys i begge ender og ende med at betale den højeste pris. Han var mere beatnik end hippie, mere i familie med beatforfattere som Jack Kerouac og Allen Ginsberg. Han havde ikke de store drømme om flower power og fred på jord, han agerede slet ikke under de der hippie-overskrifter. I 1967 – the summer of love – havde han allerede udgivet »Hip«, var rejst til Østen og døde året efter. Jeg tror, hans historie kan minde os om, at der er en frihed, der er større end det trygge funktionærliv i velfærdsdanmark, som vi har bygget det op, men som fanger os mere, end det sætter os fri.«

Hvorfor tror du, de såkaldte biopics er så meget oppe i tiden i disse år?

»Fordi vi har et identitetsproblem – hvem er vi, hvilken retning skal vores samfund gå i? De politiske konflikter i verden bliver større og virker sværere og sværere at løse. Vi lever i et samfund, der er ved at blive delt op i en muslimsk del og en vestlig del, der er tegn på fascisme i Østeuropa, der foregår en ubehagelig kamp mellem religion og sekularisering, fattigdommen vokser, og det er altsammen problemer, der ikke bare kan løses ved at forbedre folks vilkår socialt. Filmene om de historiske figurer afspejler, at vi leder efter en sandhed, vi har behov for at se livet spejlet gennem de mennesker.«

Det var en ordentlig mundfuld at tillægge dem. Hvorfor lavede man så science fiction-film i 1960erne?

»Fordi man troede på fremskridtet. Folk havde en fornemmelse af, at det blev bedre og skred fremad. Det tror jeg ikke, man har i dag – man har nærmere følelsen af, at det går tilbage.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Årh, for helvede… Min viljestyrke faktisk. Og det er så samtidig en af mine svagheder. Jeg kan bide mig fast i en ting og forfølge den langt ud over det, der er fornuftigt. På den anden side lykkes jeg med de fleste af de ting, jeg sætter mig for. »Flammen & Citronen« og »Edderkoppen« var passioner fra min ungdom, det samme gælder Steppeulvene – jeg lavede en dokumentarfilm om dem allerede i 1988 og har arbejdet på spillefilmen lige siden.«

Hvad ville du gerne ændre ved dig selv?

»Min rastløshed. Jeg kan virke meget distant i forhold til andre mennesker. Der er en kapsel, jeg hele tiden går og tænker inde i. Egentlig vil jeg gerne ud af den, og jeg kommer det også, når jeg har travlt. Men så går jeg ind i kapslen igen sent om aftenen, eller når jeg tænker over nye ideer.«

Har du en helt?

»Er det her, alle svarer Jesus eller Buddha? Jeg er begyndt at se meget op til min mor. Det er ikke nyt, men det er gået op for mig, hvilken indsats hun har gjort. Først har hun opfostret sine egne børn, så har hun været en utrættelig hjælp for de børn, jeg har fået. Hun har formået at være et stærkt midtpunkt i vores familie.«

Hvad ser du som din største succes?

»Der skal man sige sine børn, ikke? Jeg synes det at have vildt travlt og opleve skilsmisser og alle de komplikationer, der følger med et moderne liv – og så samtidig have fået tre børn til at lande rimelig godt – er en stor sejr. Og så synes jeg, at jeg har haft succes med at få lavet de film, jeg gerne vil lave.«

Hvad ser du som din største fiasko?

»Jeg dealer ikke med fiaskoer… Det er for arrogant at sige, er det ikke?«

Hvis du ikke var filminstruktør, hvad ville du så være?

»To ting. Forfatter eller kriminaldetektiv i politiet. Så ville jeg opklare forbrydelser, gerne mordsager, gerne komplicerede sager. Jeg tror, jeg har et blik for det, for i virkeligheden har historiefortælling og politiarbejde meget med hinanden at gøre. Man leder efter de rette sammenhænge, som skaber et helhedsbillede. Man finder spor og forfølger dem.«

Har du et motto?

»Jeg har to. Det ene er, at du skal aldrig gøre noget før klokken hel eller klokken halv. Hvis den er kvart over, så vent et kvarter. Det andet er: Gør det nu bare! For jeg kan let komme til at ende i unyttige refleksioner for og imod.«

Hvad er det bedste, en person har sagt til dig?

»Karrieremæssigt da den tyske delstatspræsident takkede mig en i stor tale for at have lavet »Flammen & Citronen«. Det var et skulderklap, jeg virkelig værdsatte, for jeg følte, at det hele i Danmark handlede om at finde fejl. Så det var rart, at nogen sagde »Tak, det var en nødvendig diskussion at tage fat i. Og sjovt, at det kom fra en tysker.«