»Vi kan godt undlade ordet ghetto, men så kalder vi det jo bare noget andet«

Ordet ghetto har altid har en negativ klang. Den tidligere regering brugte det, men den nye regerings socialdemokratiske boligminister, Kaare Dybvad, vil ikke anvende det.

Kaare Dybvad forlader Amalienborg i ministerbilen. Som noget af det første besluttede ministeren, at han vil afstå fra at anvende ordet »ghetto«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Boligminister Kaare Dybvads (S) udmelding om, at han vil holde inde med at benytte ordet ghetto som begreb, bliver mødt med skepis.

I Dansk Sprognævn mener seniorforsker Marianne Rathje således, at det ikke nytter at »slette« et ord:

»Nej. Vi kan godt undlade ordet ghetto, men så kalder vi det jo bare noget andet. Fænomenet forsvinder ikke, og det har ikke den store betydning, at man skifter ord ud, for virkeligheden følger med.«

Til Politiken har den nye boligminister udtalt, at »når man har været derude og set folk kæmpe for at få tingene til at hænge sammen, er det tydeligt, at det påvirker dem at bruge det negative udtryk. Og jeg vil som minister ikke stemple dem,« lød det fra Kaare Dybvad.

Den nyudnævnte boligminister understregede dog samtidig, at han fuldt ud står bag pakken af »ghettolove«, som blev vedtaget sidste år, og hvori ordet af naturlige årsager indgår.

Den tidligere regering anvendte gerne udtrykket ghetto, idet det indgår i de årlige ghettolister om Vollsmose i Odense, Gellerup i Aarhus, Tingbjerg i København med flere.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte i en nytårstale da også om et »ghettoudspil«:

»Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt,« sagde Lars Løkke Rasmussen i talen.

Jødisk ghetto i Europa

Ordet ghetto opstod i forbindelse med den jødiske ghetto i Venedig i 1500-tallet, men har sidenhen ændret karakter. Sådan lød det tidligere i Berlingske fra seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Sanni Nimb:

»Vi bruger ordet negativt, og det er ikke så mærkeligt, når det oprindeligt har betydet en fattig og isoleret bydel, hvor især jøder blev henvist til at bo. Nu kan det bruges om hvem som helst, som bor tæt sammen med andre, der ligner dem selv.«

Religiøse jøder foran den gamle indgang til ghettoen i Venedig.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix.

En »ghetto« betegner i sin oprindelige form et område i et kristent land, hvor jøder var tvunget til at bo, og som typisk var fattige overfyldte boligområder. Ordet stammer muligvis fra det italienske ord for gade, smide væk eller landsby, men kan også stamme fra det hebræiske get, som betyder afsondring og bruges på hebræisk i forbindelse en skilsmisse.

Jøder blev i løbet af middealderen tvunget til at bo i bestemte byområder, og i Italien udstedte paven i 1555 et dekret om, at jøder skulle leve i egne byddele. Det blev en reallitet i store dele af Europa, men en ghetto blev aldrig en realitet i Danmark.

Lige fra 1600-tallet boede danske jøder tæt sammen i noget, som man kunne kalde en ghetto, men som dog var ganske frivilligt eller betinget af lav husleje som i Borgergade og Adelgade i København, hvor det i begyndelsen af det 20. århundrede var slum med lave huslejer, og hvor mange østeuropæiske jøder boede til midten af 1920erne.

Den jødiske ghetto i Warzawa tømmes af tyske soldater, og de tilfangetagne føres bort. Billedet her var med som bevisførelse under Nürnberg-retssagerne og er siden blevet ikonografisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix.

Under Anden Verdenskrig genindførte nazister flere steder ghettoer som i Polens hovedstad, Warszawa, hvor jøder blev holdt adskilt fra den øvrige befolkning. Den jødiske ghetto i Warszawa blev oprettet i 1940 og eksisterede i tre år. Mord og sultedød prægede denne ghetto, hvor befolkningen faldt fra 450.000 til 37.000 i løbet af tre år. Nazisterne oprettede i en række byer ghettoer, hvor den jødiske befolkning efterhånden blev sendt til udryddelseslejre eller henrettet.

Foto fra ghettoen i Warszawa fra 1943.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Ghetto brugt i moderne dansk

Det var først sent, at man begyndte at bruge ordet ghetto i en mere udvandet form og om andre grupper end jøder. Ifølge Sanni Nimb fra Dansk Sprog- og Litteraturselskab blev ordet ghetto brugt fra 1964 om andre end jøder.

Man sagde således, at ugifte mødre, som var samlet på et sted, levede under ghettolignende forhold: »Der brugte man det billede, at fattige mennesker blev isoleret, som trækker tråde til Anden Verdenskrig, hvor man samlede jøder under meget dårlige forhold.«

Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn konstaterer, at »det er et velkendt fænomen, at man prøver at gøre noget pænere, end det reelt er, som følge af den politisk korrekte bølge, som vi har haft. Vi har set det i mange andre tilfælde. Man begyndte med at sige fremmedarbejdere, der så blev til gæstearbejdere, der så blev til indvandrere. Hver gang prøvede man at gøre noget godt for ordet og de personer, det betegner, og slette de negative betydninger. Men det går ofte galt, fordi fænomenet og nogens negative holdninger ikke forsvinder«.

Så det nytter ikke så meget?

»Nej, for vi kan godt undlade ordet ghetto, men så kalder vi det jo bare noget andet. Fænomenet forsvinder jo ikke, og det har ikke den store betydning, at man skifter ord ud, fordi virkeligheden følger med. Sprog kan jo ikke få problemer til at forsvinde, så hvis man ikke må og vil sige ghetto længere, så vil man kalde det noget andet.«

Har det ingen virkning at skifte ord?

»Jo, i den betydning, at det kan få os til at stoppe op og reflektere. Det så vi med ordet neger, der ikke havde negative betydninger tidligere, men siden fik det, og man brugte så andre ord som sort og afroamerikansk. Det var noget, der også hang sammen med en debat om sortes vilkår og racisme. Så på den måde er debatten om ord positiv.«