Vi har brug for november

Der er noget underligt fascinerende over, hvordan kroppen ikke husker årstiderne, mener Sarah Skarum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der er noget underligt fascinerende over, hvordan kroppen ikke husker. Min krop gør i hvert fald ikke. Hverken hvor godt den får det af træning, eller hvordan vejret skifter.

Om sommeren kan jeg sidde på græsset i Fælledparken på en jakke med byen summende omkring mig og ikke kunne forstå, at det bliver koldt igen. Og så et halvt år senere cykle gennem byen i kold slagregn, med fingre på styret, der bliver koldere og koldere, og kinder, der føles, som om de langsomt stivner i kulden. Mens jeg tænker »jeg bliver aldrig varm igen, aldrig« og »så varmt, at man SVEDER i håret, det bliver det jo aldrig«.

Som om kroppen sletter erindringen, og man igen og igen oplever det for første gang. Jeg gør i hvert fald. Min krop er dum.

Sådan har jeg det også med mørket, der kommer snigende hvert efterår. Først tusmørket, morgener, der pludselig ikke er så lyse mere, en lampe over spisebordet, der må tændes. En aften, der bliver kortere. Lysten til at gå i seng tidligt. Et mørklægningsgardin, der ikke skal trækkes så emsigt for. Og når vintertiden kommer rullende, det tætte mørke, der svøber sig om os og aftenen, natten, morgenen og på de overskyede dage ikke helt forsvinder, mens november glider forbi.

Jeg plejer at holde blikket stift rettet mod december. Lave mine mange små lister over ting, jeg skal lave til jul: Købe gaver, lave dej til de første småkager, købe blomster, der buket for buket bliver rødere og rødere. I år bookede jeg i hemmelighed også en tur til Paris til mig og min mand, så jeg havde den at se frem til.

Jeg plejer at hade november, men i år har jeg nydt hver et øjeblik, for det gik op for mig, at vi behøver den, da jeg cyklede en omvej hjem og kørte langs Tivoli. Fra Stormgades mørke til de tusinde lys, som strålede derinde i haven, fra toppen af karruseller, drysset ud over træerne, muntert lysende verden op. De havde intet været uden mørket udenom.

Vi skal have novembers tætte mørke for at kunne se lyset. Uden november ville lyset ikke være så velkomment, så vidunderligt. Alle de mange lys, der findes i byen: Julelysene over Gl. Kongevej, stearinlysene i gamle sylteglas på min altan, den hysterisk blinkende julekæde på en altan på Vesterbro Torv, vinduer, hvorigennem man kan se, at folk lever, spiser, hygger sig. Lanterner på borde foran restauranter, fakler i mørket, neonreklamerne, det fine ur på Hovedbanen, de grimme reklamer på Rådhuspladsen, de muntre mønstre på Industriens hus, ja, selv solnedgangen sidst på eftermiddagen i sine tusinde af nuancer af pasteller ville ikke være så fantastisk, at man måtte stoppe op og se på, hvis ikke vi vidste, at mørket kommer om et øjeblik, en lang nat, måneder endnu.

Novembers mørke giver rum til lykken over at komme hjem, tænde stearinlys i vindueskarmen, lampen på skænken. At kunne lukke mørket ude, at lave rum sammen, at kunne se lyset.

November er en påmindelse om alt det, man har og kan miste og derfor må huske at værdsætte, ja, at elske. Lyset. Og livet.