»Vi er selvindbildske nok til at tro, at vi står fuldstændig lige i kærligheden. Det gør vi sjældent«

De færreste vil stå ved det, men i ethvert parforhold finder man et skylderegnskab, hvor begge parter nøjeregnende holder øje med hinanden, skriver Berlingskes klummeskribent Nathalie Ostrynski.

Souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion, Nathalie Ostrynski. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er ikke rart at indrømme det. Vi lever i en kærlighedskultur, hvor målet er at være et large, rummeligt menneske, der ikke tager sig af så verdslige detaljer som en opvask eller tømning af skraldespanden. Undslipper man skilsmissen af den grund? Næppe.

For nyligt bragte vi i denne avis nyheden om, at forskere har kortlagt den ideelle fordeling af huslige pligter mellem kønnene, hvis forholdet skal have den mest optimale chance for undvige en skilsmisse: 60 procent til kvinderne, 40 procent til mændene. Det er ikke rare tal. Særligt ikke i en tid, hvor vi håbefuldt bilder os ind, at kærligheden er langt større end hverdagsgrå skænderier om indkøb og rensning af vandhanens filter. Hvem i alverden har lyst til at fremstå som en smålig, lille synder, der går op i den slags?

Den grusomme virkelighed er dog, at i ethvert parforhold er der et skylderegnskab. Nogle mennesker vælger at sætte det minutiøst op i et Excel-ark med de huslige forpligter fordelt på dage. Andre vælger martyr-modellen, hvor man først stiltiende tager pligterne på sig og derefter bliver så indestængt, at man kaster farligt skyts mod sin kære.

Har du et liv, hvor I er to, er der med garanti en liste, hvor pligter, tjenester og betænksomheden bliver gjort op. Aktiver og passiver bliver vurderet benhårdt i et milimeterdemokrati. Hænger det sammen? Er der et minus i dette kvartal? Selv de mest tolerante, favnende mennesker kan se rødt, hvis det igen er dem, der skal rydde op efter aftensmaden og gøre toilettet rent, mens deres partner tager ud på en løbetur.

Vanskelig matematik

Historien om den optimale procentfordeling mellem kønnene er interessant, fordi den fortæller en ubekvem sandhed om det moderne parforhold. Vi er selvindbildske nok til at tro, at vi står fuldstændig lige i kærligheden. Det gør vi sjældent. Mange dage har enten den ene eller anden taget føringen. Enten rydder den ene mere op. Eller også tjener den anden flere penge. Ja, det er ikke kønt. Men regnemaskinen bliver ofte taget frem, når man er to.

Og matematikken bliver for alvor rigtig vanskelig, når det gælder det følelsesmæssige regnskab. Hvem har været der mest for den anden? Hvem har flest gange sagt »jeg elsker dig«? Hvem er mest forstående over for svigermor? Hvem har knyttet det tætteste bånd til børnene?

Det moderne menneske vil helst ikke tale om det. Nogle vil endda over for deres elskede slet ikke stå ved, at de i smug regner på sagerne. I stedet halser man blindt efter den store idé om kærligheden, der kommer helt uden regning. Indtil man en dag kollapser og hvæsende bekender sig til en ven over vinen en aften: »Jeg er sgu så træt af det hele!« Hvorefter hverdagsregnskabet med de sure sokker, hårene i vasken og de manglende kærlige SMSer vælter ud – hurtigt efterfulgt af skilsmissen.

»Du skylder!« siger man anklagende. »Ja,« er svaret. Vi skylder hinanden at tale åbent om regnskabet. Det er ganske giftige sager. I det mindste er det ærlig snak.

Nathalie Ostrynski er souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion