AOK

»Vi er midt i en emotional revolution, og snart vil en moralsk steppebrand ramme Jordens syndere«

Forfatteren Kaspar Colling Nielsens »Frelseren fra Hvidovre« er en roman om Jesus 2.0, der vender tilbage til Jorden som en falleret digter i en kælderlejlighed i Hvidovre. Men det er også fortællingen om en revolutionær strømning, som vi står i lige nu, og som ifølge Colling vil ændre måden, vi lever på i en snarlig fremtid.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forfatter Kaspar Colling Nielsens hjem er ramt af sygdom. Flere familiemedlemmer er sengeliggende med den smitsomme RS-virus, da jeg er hjemme hos forfattere for at interviewe ham.

Heldigvis er der ikke tale om den dræbende »congovirus«, som Colling beskriver i sin nye roman, »Frelseren fra Hvidovre«, der sammen med en askesky fra en kæmpevulkan kickstarter en apokalypse, som kun ét menneske har magten til at stoppe. Det menneske er Allan Thornbum, en ukendt digter, der bor til leje i en kælder i Hvidovre. Han elsker at gå i lappede strømpebukser, ryger gerne en joint eller tager en bane kokain – og så er han den nye Messias.

»Frelseren fra Hvidovre« parafraserer i høj grad fortællingen i Det Nye Testamente om Jesus' liv, død og opstandelse, men hvordan har Kaspar Colling det selv med kristendommen. Er han et religiøst menneske?

»Det er jeg nok, men det var ikke min motivation for at skrive bogen. Jeg havde en særlig oplevelse, da jeg var til et julearrangement med mine børn, hvor vi skulle i Sankt Pauls Kirke i Nyboder. I kirken er der en meget stor kristusfigur på korset, og det ramte mig, hvor sindssygt det egentligt er, at vi har det her symbol, som noget helt centralt i vores kultur.«

Første gang forfatter Kaspar Colling Nielsen læste Det Nye Testamente, gjorde han det primært, fordi han mente, at det hørte til almindelig god dannelse. Anden gang, læste han med andre øjne, og han opdagede hvor »potent og plastisk« en tekst der er tale om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

»Den her nøgne, sårede, forpinte mand på et kors. Det er jo et virkelig voldsomt symbol. Jeg spekulerede over, hvad fanden det egentligt betyder? Hvilket fik mig til at genlæse Det Nye Testamente. Jeg havde læst det før, men mest som dannelsesmæssig pligtlæsning. Nu fik jeg lyst til at læse det igen på en anden måde, og jeg oplevede, hvor sindssyg potent den relativt korte tekst er.«

Hvad ser du som Det Nye Testamentes formål?

»Det er en tekst, som alle de store filosoffer og forfattere har forholdt sig eksplicit til, og det er kilden til al senere forståelse af den menneskelige moralske natur. Det var ekstremt spændende at læse teksten med nye øjne og prøve at forstå, hvad den her underlige bog om en mand og hans lidelser egentlig handler om. Er målet, at vi alle skal stræbe efter lidelsen for at blive frelst?«

»Samtidig er værket sindssygt godt skrevet. Noget af det, Jesus siger, er så mystisk. Det er ikke simpelt at forstå. Det er et radikalt åbent, nærmest plastisk værk, hvilket også er styrken ved Det Nye Testamente, da det netop ved den åbenhed aldrig kan blive dogmatisk.«

Hvordan oplever du Jesus-figuren i Det Nye Testamente?

»Jesus er en fortidig Kafka. Han går i mod alle de etablerede systemer, alt det ureflekterede, der bare fungerer, alt det, som bare findes, fordi det findes. Han stiller spørgsmål ved alting. Han er en oprører, der er rede til at ofre alt.«

Kunsten er død

I »Frelseren fra Hvidovre« forekommer det mystiske forhold, at et digt fra hovedpersonen, Allan Thornbums, hånd er det eneste, der kan redde kloden fra undergang. Længe nægter han dog at skrive digtet. Hvorfor ville Allan ikke skrive digtet, som hele verden har brug for?

»Kunsten i romantikken var en besyngelse af en ånd, der gennemsyrede verden og naturen. Kunstneren var hævet over profane forhold som det at skrive kunst »for noget eller nogen«. Man tænker om kunsten, at den skal være totalt uafhængig. Kunsten skal være sin egen årsag. Kunsten må ikke drives at noget nytteperspektiv. Kunsten skal være formålsløs. Den skal være noget i sig selv. Problemet er, at når kunsten bliver funktionelt begrundet, så holder den op med at være kunst. Den kulturelle forståelse gør det jo umuligt for Allan at bedrive »ægte« kunst.«

Men er den her »rene kunst«, der kun kan opstå i et slags ubesmittet vacuum, overhovedet mulig?

»Nej, selvfølgelig er den ikke det, men der er flere kunstretninger, der p.t. konkurrerer med hinanden. Den første er en præmoderne, hvor man troede, at kunstneren var dikteret eller besjælet af gud, og derfra fik sin autoritet. Den anden forestilling er den van Gogh-agtige type – en misbruger, eller en psykisk syg – som formår at drage en ren sandhed ud af underbevidstheden, så når beskueren oplever værker, oplever vedkommende et højere niveau af sandhed.«

»Den moderne kunstner ses som mystikeren, der altid er misbruger eller psykisk syg. Det er trist at se på og trættende – jeg kan ikke holde det ud. Men de her to kunstforestillinger har indgået i et symbiotisk forhold indtil for nylig. Det nye er så, at ingen længere tror på de her to nævnte kunstforestillinger. Der har fundet en demaskering af kunsten sted, og dermed er kunsten, som vi kender den, død, og vi må finde den nogle helt andre og nye steder.«

Samfundet er ved at vende tilbage til en romantik, hvor følelser og den subjektive opfattelse af verden vil spille en central rolle, mens den nuværende forestilling om den fornuftsbårne rationalitet står for fald, mener forfatter Kaspar Colling Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvad vil du så kalde det, de laver på Kunstakademiet i dag?

»Som en gentagelse af nogle gammeldags forestillinger. Den værdi, vi tidligere tillagde kunsten som noget nyt, grænseoverskridende og progressivt, er blev afløst af teknologi, og fremtidens kunst vil muligvis blive en slags hybrid mellem natur og teknologi.«

Zeitgeist

»Frelseren fra Hvidovre« handler om, hvad der ville ske, hvis der endnu engang kom en messiasfigur som Jesus til Jorden, men det er også en samtidsroman, der behandler tidens mest markante strømninger. Lige nu lever vi midt i en regulært revolution, mener Kaspar Colling.

»Jeg har forsøgt, med rod i aktuelle hændelser, at beskrive de kolossale udfordringer, vores nuværende samfundssystem står over for. Umiddelbart virker det ikke som noget, vi kan overkomme. I forlængelse af de her mange lag af kriser er der opstået nogle nye samfundsstrukturer, qua for eksempel sociale medier. Det har vist sig at have et gigantisk potentiale, som jeg tror i en eller anden særlig fremtidig form kommer til at blive afsættet for, hvordan vi for eksempel lovgivningsmæssigt kan løse alle de problemer, vi står midt i.«

Hvad er det for en »fremtidig form« du taler om?

»Det er den massekommunikation, som foregår på sociale medier, og den massekommunikation, som typisk knytter sig til en eller anden form for moralsk spørgsmål. Dette er nok bogens centrale tema. De sociale medier er ved fundamentalt at ændre vores samfund på en måde, jeg vil betegne som en revolution.«

»De sociale medier er en slags superdemokratiseringsmekanisme. De undertrykte, minoriteterne og de elendige kan for første gang i historien nemt mobilisere sig og komme til orde, og de bliver ikke bare hørt, men udgør nu i sig selv en magtfaktor.«

Hvem kunne de »elendige« for eksempel være?

»Alle de amerikanske rednecks, som er blevet latterliggjort i populærkulturen de seneste 30 år, og som er blevet fremstillet som dumme, grimme overvægtige racister i de store medier, der er drevet fra de store byer på kysterne i USA. Pludselig har de gennem de sociale medier kunne få valgt en præsident som Donald Trump. Det er jo en enorm fuckfinger til den amerikanske overklasse.«

»Man kan også i forhold til vores egen udlændingepolitik se, hvordan netop de privilegerede venstreorienterede magthavere ingen forståelse har, for hvordan det er at leve på samfundets bund i Brøndby. Det er meget interessant, og jeg tror, at det bliver via de samme mekanismer, vi kommer til at tackle mange af vores store problemer i fremtiden.«

»Det, jeg så forsøger mig med i min roman, er at transformere den her nye sociale mobilisering til en moderne kristusfigur.«

Historien om hovedpersonen i din bog, den messianske Allan Thornbum, parafraserer umiddelbart fortællingen om Jesu død og opstandelse i Det Nye Testamente – men faktisk er han en gestaltning af de sociale medier?

»Ja, det er også derfor, han ikke har noget budskab. Han er en messias uden et budskab – uden et centrum. Det er multituden, der udfolder sig. Zeitgeisten er styret af de store gruppers følelsesmæssige opfattelse af forskellige forhold i samfundet.«

Ser du det som en positiv udvikling?

»Man kan se det som en tilbagevenden til en romantik, hvor følelser og den subjektive opfattelse af verden vil spille en central rolle, mens den nuværende forestilling om den fornuftsbårne rationalitet står for fald.«

Er der ikke også nogle kæmpe faremomenter i de nye strømninger, du taler om, hvis for eksempel det emotionelle rangerer over det rationelle i et samfund?

»Absolut, men samtidig kan man også se, at det ikke er muligt at lave en international skattelovgivning, der garanterer, at store firmaer betaler deres skat. Det er et kæmpe problem – særligt lige nu, hvor klimakrisen kommer til at koste enormt mange penge at løse. Der er tale om beløb på en skala, hvor det internationale erhvervsliv er nødt til at bidrage væsentligt.«

Er der steder, den her tendens eller strømning, du taler om, allerede er slået igennem?

»I ligestillingsspørgsmålet kan du tydeligt se, hvordan man lynhurtigt kan opnå en samfundsmæssig forandring gennem sociale medier. På få måneder opnåede kvinderne via #Metoo-sagen langt mere, end foregående generationer af feminister havde opnået på årtier i det her specifikke spørgsmål.

Revolutionens pris

Kaspar Colling tror på, at tidens nye strømning af straf og udskamning via sociale medier, som han undersøger i »Frelseren fra Hvidovre«, har potentialet og en kraft til at redde menneskeheden fra undergangen – hvis vi forstår at udnytte det positivt. Men det kommer med en potentiel faretruende høj pris, forklarer han.

»Det, at man er en »hvid, midaldrende mand«, det er nu en bestemt specifik ladet udgangsposition, hvor det før var default-positionen,« mener Kaspar Colling Nielsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

»Prisen er, at der er en fare for, at samfundet synker ned i en form for naturtilstand, hvor rationaliteten afskaffes til fordel for moralske domme udstedt af en arbitrær magt, som man så i det førindustrielle samfund. Det typiske forhold i det moderne straffesystem, hvor straffen skal være proportionel med forbrydelsen, eksisterer ikke i den nye måde, man straffer folk på via sociale medier.«

»I mange tilfælde vil det være svært at vide, om folk eller virksomheder faktisk er skyldige i anklagerne, og det er også svært at afklare, om den straf, man får, er proportional med den forseelse, der er begået. Problemet er så, at det ikke er det væsentlige, for der kan sagtens – hvis man ser utilitaristisk på det  – komme nogle gode effekter ud af det.«

Minder det ikke lidt om terror? Hvis straf er noget, der kan uddeles arbitrært, blot fordi nogen føler i maven, at deres  grænser er blevet overskredet, kan det så ikke destabilisere hele samfundet?

»Jo, det er så det, man kan frygte; at vi ender der, hvor målet helliger midlet. Problemet er, at det tyder på, at der ikke er noget alternativ. Der er jo, som sagt tidligere, tydeligvis mange vigtige juridiske forhold, vi ikke evner at regulere i vores nuværende globaliserede verden. Den nye dagsorden og den altid potentielle shitstorm på de sociale medier, har vist sig at transcendere det nationale og de ineffektive globale reguleringer. Det peger frem mod en ny måde at fremme retfærdigheden på.«

Det lyder som en revolution, med mange potentielle uskyldige ofre?

»Ja, og det er netop et af de primære problemer. Der er altid ofre for revolutioner. #Metoo-bevægelsen og Donald Trump var nok de første til at forstå den kolossale magt, der ligger i den digitale mobilisering, men jeg tror, det kun er et spørgsmål om tid, før folk realiserer, hvor stor en magt de har på SoMe, og hvor omgående de kan skabe resultater. Det er på sin vis berusende og positivt, hvis man anvendte det udelukkende til det gode, men faren er så, at man i stedet synker ned i en præmoderne, hobbiansk (efter filosoffen Thomas Hobbes, 1588-1679, red.) naturtilstand, hvor ingen har sikrede rettigheder, og alle kæmper mod alle.«

Hvide mænd

Hvor ender den her udvikling?

»Vi er kun i starten af den. Lige nu handler det om nogle mænd og deres krænkelser af kvinder, men næste stop bliver de magtfulde og rige. Jeg forudser, at man i langt højere grad vil hænge administrerende direktører og store virksomheder ud. De tiltagende skæve formuefordelinger og de ultrarige risikerer at blive de næste ofre for den her revolution.«

Du og jeg er begge hvide mænd omkring 50 år. Du er en succesrig forfatter, jeg er redaktør på en stor avis. Hvor er vi om ti år i den fremtid, du skitserer?

»Det er meget svært at tale om, uden at de bliver set som klynk fra en privilegeret position, men det er da klart, at tingene er anderledes. Det, at man er en »hvid, midaldrende mand«, er nu en bestemt specifik ladet udgangsposition, hvor det før var default-positionen, altså den position alt andet blev målt ud fra. Men det er jo, fordi alle de andre positioner altid har været ladet, og det er svært for mig at sige, at det er en uretfærdighed.«