Vi dater os væk fra kærligheden

En ny kampagne sætter fokus på danskernes dating-kultur og konstante søgen efter den kærlighed, som vi selv ubevidst kyler i skraldespanden.

Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Kærligheden får violinerne til at spille. Men det når vi slet ikke at stoppe op og høre, for vi lever i en tid, hvor vi har alt for travlt med at komme videre til det næste. Også når det handler om kærlighed.

I hvert fald hvis du spørger Emmanuel Limal, som står bag datingsiden Love & Kids. I forbindelse med Valentine’s Day 14. februar 2017 lancerer han kampagnen »Stop Spild af Dates«, som sætter fokus på danskernes datingvaner.

Vi lever i et datingparadoks

Emmanuel Limal oprettede  i januar i år Love & Kids for at hjælpe landets mange singler, som ønsker sig partner og børn, men som er faret vild i datingjunglen. Ifølge ham lever vi i et datingparadoks, hvor vi har så travlt med at vælge og vrage på matchmaking-apps som Tinder, at vi helt glemmer at fokusere på, hvad det egentlig er, vi leder efter. Det slider på os og skaber »datingstøj«, som han kalder det.

»Hvis man gerne vil have en lejlighed på Nørrebro, bruger man jo heller ikke tid på at kigge efter huse i Århus,« siger han. »Kærlighed kræver, at man investerer tid og energi. Hvis man hele tiden har fokus på den næste date, bliver det svært at nå målet om at finde det, man leder efter.«

Leder efter seriøse forhold

Love & Kids har i samarbejde med kommunikationsbureauet Kompas Kommunikation lavet en undersøgelse, hvor de har spurgt 1.046 danske singler over 18 år om deres drømme om kærlighed i fremtiden. Undersøgelsen viser blandt andet, at 59 procent af alle danske singler, især i den yngste kategori, søger et seriøst forhold. Desuden viser den, at 89 procent af danske singler i alderen 25-34-år gerne vil have spørgsmålet om fremtidige børn afklaret, inden de går ind i et seriøst forhold.

Alligevel oplever Emmanuel Limal tit at tale med mennesker, der tager på den ene date efter den anden uden at møde én, der vil det samme som dem selv. Det var blandt andet det, der fik ham til at lave kampagnen mod spild af dating.

Ifølge psykolog og parterapeut Finn Korsaa kan det, at mange singler uden held flakker rundt i en konstant søgen efter kærligheden skyldes en umodenhed, som hersker blandt unge i dag.

»Min generelle fornemmelse er, at mange unge mennesker er så forfærdeligt umodne, at de ikke er i stand til at være sammen i et parforhold. Det lader til at være et generelt træk i tiden. Mange er ikke modne, før de er 50-60 år, og andre forbliver umodne livet igennem. Det kunne godt være en grund til, at folk summer rundt i datinguniverset,« siger han.

På kampagnen Stop Spild af Dates’ hjemmeside kan alle skrive ind og fortælle om deres bedste og værste datingoplevelser. En kvinde på 34, som ønsker at være anonym, fortæller blandt andet, hvordan hun flere gange har oplevet at spilde tid på dates med mænd, som ville noget helt andet end hende.

»De værste dates, jeg har været på, har været dem, hvor fyren ikke reelt har været interesseret i et forhold eller kun har ønsket sex, selv om jeg tydeligt har understreget, at jeg kun er interesseret i noget seriøst. En anden dårlig oplevelse var, da fyren havde fortiet, at han skulle være far om tre måneder,« skriver hun på stopspildafdates.dk.

Svært at se skoven for bare træer

Det kan godt være fristende at lade sig drage af umiddelbare ydre værdier frem for fælles ønsker og drømme i en tid, hvor man med et simpelt klik på computermusen eller et enkelt swipe på mobilen kan dømme en potentiel partner inde eller ude på sekunder. På den måde kan det være svært at se skoven for bare træer. Og det kan ske, at man lader den rette passere, både fysisk og overført betydning, fordi man har travlt med at komme videre til den næste Brad Pitt på skærmen.

Thomas Bjarke Markersen er også psykolog og har blandt andet holdt kurser i dating og kærlighed. Han mener, at man hurtigt kommer til at udvikle en vane, hvor det at date bliver mere interessant end selve personen, hvis man dater mange.

»Helt konkret sker der det i hjernen, at der er så meget spænding forbundet med erobringen, at spændingen kan blive vigtigere end den skinbarlige sjæl, man sludrer med på turen rundt om søerne,« siger han.

Finn Korsaa mener, at der er et helt grundlæggende problem med netdating, som gør det svært undgå »datingstøj«. Ifølge ham er netdating fint, men man skal holde sig for øje, at man springer et meget vigtigt led over i processen mod at finde den rette, når man søger kærligheden elektronisk.

»Før i tiden mødtes man, tjekkede hinanden ud og fandt så langsomt ud af, hvem den anden var. Med netdating forsvinder hele den undersøgelsesproces, hvor man føler sig frem og opdager, om der er nogle dybere følelser i spil. Det bliver til et supermarked, hvor det handler om at få den rigtige vare i kurven,« siger han.

På stopspildafdates.dk listes en række råd op til, hvordan man som single undgår at blive udbrændt i datingverdenens brug-og-smid-væk-kultur. De kan læses hér.

Emmanuel Limal opforder singler til at dele deres gode og dårlige datingoplevelser på stopspildafdates.dk for at skabe fokus på danskernes datingvaner og hjælpe hinanden med at navigere i det til tide kaotiske datingunivers.