Verdenskendt magasin anbefaler Aarhus: Den perfekte blanding af provins og København

Modemagasinet Vogue giver sit bud på, hvad man skal se i Jyllands største by.

Foto: Antony McAulay.
Læs mere
Fold sammen

»Gemt væk på den jyske kystlinje har Aarhus aldrig været den mest populære destination i Europa. De fleste, der besøger Danmark, ville hellere bruge en ekstra dag i København end tage den tre timer lange togtur til den østjyske kyst.«

Sådan indleder det verdenskendte modemagasin Vogue en ny rejseguide om Jyllands største by Aarhus, som i 2017 fungerer som Europas kulturhovedstad.

Og selvom den starter en smule tøvende, så skrues der hurtigt gevaldigt op for rosen.

»Aarhus har den perfekte blanding af provins-charme og Københavns coolness,« skriver magasinet.

Ifølge skribenten starter en god dag i Danmark med en kop kaffe og et stykke brød eller wienerbrød - gerne en kanelstang eller et stykke frisk surdejsbrød med 'blødt hjemmelavet smør'. Her bør man ifølge Vogues rejseguide særligt søge mod La Cabra i Aarhus' Latinerkvarter for at få sit brødbehov dækket.

Bagefter kan man passende leje en cykel, cykle ned til havnen og kigge på de store Mærsk-containerskibe, forbi det forholdsvis nye bibliotek Dokk1 og tilbage til Latinerkvarteret. Derefter kan man aflægge Den Gamle By og Aros et besøg.

Og da Vogue jo er et modemagasin, fremhæver de naturligvis også nogle af de danske mærker, som kan købes i Aarhus. Først og fremmest Ganni, Stine Goya, Wood Wood og Rains.

Af madoplevelser foreslår de det nye madmarked Aarhus Central Food Market eller Gastromé med efterfølgende cocktails på St. Pauls Apothek.

Men husk, råder Vogue:

»Danskerne er forfærdeligt sofistikerede, så det er meget sandsynligt, at baren kun vil summe ganske lavt hele aftenen, så bliv ikke for vild. Hvis du gør det, vil dine naboer nok kigge på dig med et kræsent smil. Det er jo Smilets By.«