Verdens smukkeste kvinde

Hollywood har produceret mange stilikoner, men få har som Audrey Hepburn sat præg på moden. Med sin enkle elegance repræsenterede hun en ny moderne kvinde stærk og selvstændig, sjov eller sørgmodig. Men altid med stil. Vi tegner et portræt op til Cinematekets store Audrey Hepburn-kavalkade.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Miss Hepburn er her.« Hubert de Givenchy modtog beskeden fra sin assistent, spændt på at se Hollywood-stjernen Katharine Hepburn. Udenfor stod i stedet for en helt ung kvinde, 170 cm høj, slank og med store brune øjne uden makeup. Hun var iført enkle bukser, en kort T-shirt og ballerinasko og bar en stråhat med silkebånd, hvorpå der stod »VENEZIA«. Han var overrasket over at se hende, men ikke skuffet.

Det var en af de sidste dage i juli i 1953, da Audrey Hepburn dukkede op i modedesigneren Givenchys studie på Rue Alfred de Vigny overfor Parc Monceau i Paris for at vælge sin garderobe til sin næste film. Den dag blev der skrevet både mode- og filmhistorie, for deres møde blev begyndelsen til et samarbejde, der skabte både hende og ham. Han som designer og hun som skuespiller og modeikon.

Audrey Hepburn modtog fem Oscar-nomineringer og havde en karriere i filmbranchen, der overstråler de fleste andre divaers. Alligevel er den hollandsk-britiske skuespiller mest kendt for sin stil.

Den legendariske modeskaber Mary Quant kaldte hende for »den mest stilfulde kvinde, der nogensinde har levet.« Som ung i London arbejdede Hepburn som model og var på forsiden af adskillige magasiner. Samtidig med, at hun havde en naturlig fornemmelse for, hvad der klædte hende, var hun altid opdateret på moden. Hendes graciøse holdning, charme og sensuelle elegance vinder hende stadig titlen som verdens smukkeste kvinde, for nylig af en brancheorganisation i modeverdenen af folk, der til daglig arbejder med supermodeller. Og som stilikon har hun mere indflydelse end nogensinde.

»Black is back« forlyder det med jævne mellemrum fra catwalkens reportere, men i sin tid var det Audrey Hepburn, der gjorde sort i sort populært. Hendes varemærke de store mørke solbriller er efterhånden faste rekvisitter i modemagasinernes forårsudgaver, og de gamacher, trenchcoats og ballerinasko, hun optrådte i både på og uden for lærredet, er ligeså moderigtige i dag.

I aftenkjoler med raslende skørter og pencilskirts med tilhørende pelscapes var Audrey Hepburn indbegrebet af diva. Men hun supplerede det glamourøse med et mere uformelt look. Med sit korte hår, de hvide skjorter bundet sammen i taljen, bukser og praktiske flade pumps blev hun stilikon for datidens kvinder, der efterlyste bevægelsesfrihed.

Audrey Hepburn trådte ind på scenen på et tidspunkt, hvor timeglasformede starletter som Marilyn Monroe og Elizabeth Taylor regerede Hollywood. Audrey Hepburn var ultraslank med en næsten drenget krop. Hos Paramount Pictures forsøgte pr-folkene at få hende til at udbedre sin fladbrystede silhuet, men hun afviste at bruge indlæg i sin bh. Med sin forfinede figur og elegante garderobe repræsenterede hun en ny type stjerne.

Stjerneinstruktøren Billy Wilder, der instruerede hende i »Sabrina«, bemærkede, at »efter at så mange drive-in servitricer er blevet filmstjerner, har der været en ren tørke. Indtil der kom en med klasse; en, der rent faktisk havde gået i skole, som kan stave, som måske endda kan spille klaver.«

Mere end 50 år senere forklarer Donald Spoto, der har skrevet den mest toneangivende biografi om hende, »Enchantment: The Life of Audrey Hepburn«, hendes betydning sådan her:

»Audrey Hepburn repræsenterer en form for elegance, der er oplagt at værdsætte i en tid med hullede jeans. Hendes kombination af beskedenhed og enkelhed er et vidunderligt korrektiv i disse tider med tom og vulgær stjernedyrkelse.«

Man kan også sige, at Audrey Hepburn havde klasse.

Audrey Kathleen Ruston blev født 4. maj 1929 i Bruxelles. Hun var datter af den hollandske baronesse Ella van Heemstra og den engelske dandy, Joseph Ruston, der senere tog sin mormors pigenavn, Hepburn. Han havde forskellige jobs, men var mest optaget af at bruge sin hustrus arv og af at gå til politiske møder blandt fascisterne.

Audrey voksede op sammen med to halvbrødre, moderens sønner fra et tidligere ægteskab, men da hun var fem, blev de sendt på kostskole. Samme år forlod hendes far familien, en oplevelse, som Audrey Hepburn siden har kaldt den mest traumatiske i sit liv. Hun tog kontakt til ham mange år senere, men det blev aldrig til et varmt bekendtskab.

Moderen, Ella van Heemstra, var aristokrat til de velplejede fingerspidser og lagde vægt på, at Audrey lærte at opføre sig korrekt og at vise hensyn over for andre. Men moderen var også mere kølig end kærlig.

»Da jeg var lille, skammede min mor sig tit over mig, fordi jeg altid prøvede at tage babyer op af klapvogne og barnevogne på gaden og på markederne. Det har altid været min største drøm at få mine egne børn. Når alt kommer til alt er det altid det, det har handlet om ikke bare at få kærlighed, men at have et desperat behov for at give den,« sagde Audrey Hepburn.

I nogle år boede familien i England, hvor Audrey gik på privatskole, men i 1939 tog moderen hende med tilbage til Holland, til sin fars hjem i Arnhem, faktisk for at undgå et tysk angreb. Året efter gik nazisterne ind i Arnhem.

Siden Audrey var lille, havde hun danset ballet, og nu fortsatte hun i skjul og for at samle penge ind til modstandsbevægelsen. Men i vinteren 1944 bragte krigen hungersnød, og nazisterne konfiskerede den hollandske befolknings fødevarer.

Audrey så folk dø af sult og kulde i gaderne, og hun så sin onkel blive skudt ned, fordi han tilhørte modstandsbevægelsen. Selv hjalp hun modstandsfolkene og narrede sig forbi tyske soldater for at aflevere en besked til en engelsk faldskærmsoldat, der var landet i skoven. Krigen satte et dystert præg på Audrey Hepburn, der siden i perioder led af depressioner. Men krigen fik også afgørende betydning for hendes liv.

Sult og fejlernæring under besættelsen havde sat sine spor på hendes barnekrop. Da hun efter krigen tog ballettimer i London, måtte hun opgive sin drøm at blive primaballerina. Sådan blev hun skuespiller og model. Hun lagde ud med teater og musicals og mindre opgaver på film. En rolle i filmen »Monte Carlo Baby« førte hende til den franske riviera, hvor hendes vej krydsede den celebre franske forfatter Colettes i lobbyen på det eksklusive Hôtel de Paris. Colette søgte en hovedrolle til musicalopsætningen af sin roman »Gigi«, der siden spillede i seks måneder på Broadway med Audrey i titelrollen.

På samme tid blev hun valgt til en hovedrolle i »Prinsessen holder fridag«, fordi sagde mesterinstruktøren William Wyler »Hun havde alt det, jeg ledte efter: Charme, uskyld og talent. Og så var hun rigtig sjov. Hun var helt og aldeles fortryllende.«

Audrey Hepburn var ikke vant til at slå sig løs. En opvækst under krigen, en aristokratisk mor, der lagde vægt på etikette, og selv var blevet skuffet af livet, havde vænnet hende til at tænke på pligter frem for alt. Rollen som prinsessen, der stikker af fra sit alt for store ansvar, gav hende adgang til en ny form for frihed, og hun tog den. Hendes sødmefyldte og drilske charme gør Wylers romantiske komedie til en klassiker.

Hun var 23 år, da hun den sommer meldte sin ankomst i Hubert de Givenchys nyåbnede studie i Paris. Hun havde netop afsluttet filmarbejdet på»Prinsessen holder fridag« i Rom, og filmen var sat til premiere i september. Den Oscar-belønnede kostumedesigner Edith Head havde stået for hendes kostumer, men Audrey havde viklet tørklæder om halsen og suppleret nederdele med brede bælter. Hun havde selv taget styringen på prinsessens garderobe med stort held. Selv den Vespa, hun kører på sammen med Gregory Peck, blev et modefænomen.

Nu havde hun fået lov til selv at vælge garderoben til sin næste film, »Sabrina«. Givenchy var netop i færd med at færdiggøre sin første kollektion, og han havde ikke tid til at designe en filmgarderobe. Han inviterede hende til at se på de designs, der allerede hang klar på bøjlerne. Her valgte hun den lille sorte cocktailkjole, som designeren videreudviklede til »Breakfast at Tiffanys«. Og som siden blev synonym med Audrey Hepburn.

»Hun vidste altid, hvad hun ville have, og hvad hun gik efter. Hun var meget præcis og udpræget professionel. Hun kom aldrig for sent og havde ingen nykker. I modsætning til mange af sine berømte kolleger opførte hun sig aldrig som en forkælet stjerne. Hun vidste nøjagtigt, hvordan hun skulle skabe sit stærke, uafhængige image. Det gjaldt også den måde, hun klædte sig på. Hun tilføjede altid det tøj, der blev skabt til hende, noget af sit eget en personlig detalje, der hævede helheden,« sagde Givenchy om Audrey Hepburn.

Han designede hendes garderobe i filmene »Funny Face«, »Charade«, »Love in the Afternoon«, »Paris When It Sizzles«, »How to Steal a Million« og »Breakfast at Tiffanys«. Og også privat gik Audrey Hepburn i Givenchy. I 1954 konstruerede han en gine efter hendes mål og fik aldrig brug for at ændre på den.

Om sin ven Hubert udtalte Audrey: »Der er få mennesker, jeg elsker højere. Jeg kender ingen, der har så meget integritet som han.« Måske sagde det også noget om mændene i hendes liv?

I løbet af sine 63 år var Audrey Hepburn forlovet med en britisk-canadisk arving, gift med en amerikansk skuespiller, gift med en italiensk læge og forelsket i en række kolleger fra filmens verden. Det længste og mest harmoniske forhold havde hun til Givenchy.

»Gigi« på Broadway gjorde hende til det nye navn i USA. »Prinsessen holder fridag« gjorde hende til megastjerne. »Sabrina«, i 1954, var hendes anden hovedrolle og gav hende hendes anden Oscar-nominering. Hollywood forelskede sig i Audrey Hepburn, men følelsen var ikke gengældt.

Hun foretrak at lave film i Europa helst i Paris og levede det meste af sit liv i Schweiz i byen Tolochenaz. Her havde hun også større chance for at undgå for meget opmærksomhed.

Især i USA forsøgte pressen at komme tæt på den nye stjerne. Man ville vide mere om Miss Hepburn, ikke mindst om hendes forlovelse med den rige britiske arving, James Hanson. Men Audrey Hepburn holdt sit privatliv klinet ind til kroppen.

Hendes forlovede James Hanson var træt af at rejse frem og tilbage mellem sine forretninger i England og Audreys hoteller og annoncerede deres bryllup uden hendes samtykke. Rasende over tillidsbruddet hævede hun forlovelsen.

På samme tid mødte hun gennem vennen Gregory Peck den amerikanske skuespiller Mel Ferrer, der over for en kollega beskrev Audrey som »det største, der er på vej rundt om hjørnet.« Han satte alt ind på at erobre hende. Under optagelserne til »Sabrina« forelskede Audrey Hepburn sig imidlertid i kollegaen, William Holden. Han var klar til at forlade sin kone for hende, men da det gik op for Audrey, at han ikke var i stand til at få børn, forlod hun ham med knust hjerte. I mellemtiden havde Mel Ferrer friet, og hun havde sagt nej til ham, men ja til at spille over for ham i stykket »Ondine« i New York. Her blev kun Audrey dog kaldt ind efter tæppefald.

Det forår kunne hun stille både en Oscar for »Prinsessen holder fridag« og en Tony for »Ondine« på sit natbord. Men anerkendelsen gav ikke tryghed, og sidst på efteråret 1954 giftede hun sig med Mel. For Audrey var det vigtigere at pleje sit kærlighedsforhold end karrieren, for hun brændte efter at få et barn. Men biografier har tilskrevet Mel Ferrer et større engagement i Audreys karriere end i hende som kvinde.

Sammen lavede de i 1956 »Krig og Fred« og siden nogle mindre heldige teateropsætninger. Mel promoverede Audrey, og venner hævdede, at han styrede hende. Imens fik hun den ene succes efter den anden.

Der var musicalen »Funny Face« (1957), hvor hun sprudler som musicalstjerne. Dramaet »Nonnen« (1959), der viste hende som karakterskuespiller. Krimikomedien »Charade« (1963), hvor hun gør trenchcoaten til musthave for kvinder. »My Fair Lady« (1964), hvor hun spiller på sit komiske talent. Og selvfølgelig rollen i »Pigen Holly« eller på engelsk »Breakfast at Tiffanys« (1958), som hun selv kaldte »the jazziest of my career«, og som sikrede hendes status som stilikon. Men privat led Audrey Hepburn smertende nederlag og næsten kronisk af hjertesorg.

I 1960 fik hun og Mel sønnen Sean, og i alt holdt deres ægteskab 14 år, før det bristede. I 1970 fik hun sønnen Luca med sin anden mand, den desværre særdeles kvindeglade italienske psykiater, Andrea Dotti.

Audrey Hepburns tragedie var de børn, hun ikke fik. Hun var gravid syv gange i sit liv. En gang fødte hun et dødt barn, fire gange aborterede hun ufrivilligt. Hun kæmpede for at bevare begge sine ægteskaber, måske også længere end godt var, mente hun selv i retrospekt. Men også hun havde affærer.

Til trods for sit pigede image, mere sød end erotisk, havde Audrey Hepburn en stor seksuel appetit. Flere gange havde hun forhold til sine medspillere eller producenter og flere gange forelskede hun og de sig. Uden held.

Da hun var 37 år, lavede hun »To på vejen« med den noget yngre og karismatiske britiske skuespiller, Albert Finney. De to havde en lidenskabelig affære, der for alvor og måske også for eftertiden satte noget fri i hende. Mel Ferrer truede med at skade sønnen Sean ved at lave skandale i tabloid-pressen, og Audrey droppede Albert. Ironisk nok var »To på vejen« en for sin tid vovet film om skilsmisse. Selv var Audrey endnu ikke klar til at opgive sin drøm om ægteskabelig lykke.

Først da hun var omkring de 50, fandt hun det, hun ledte efter. Ved et middagsselskab mødte hun den hollandske skuespiller Robert Wolders til en fest. De var kærester de sidste år af hendes liv. »Det tog mig længe nok,« sagde hun om at finde Wolders og kaldte årene med ham de lykkeligste i sit liv.

Det var på samme tid, at det lykkedes hende at realisere endnu en drøm at hjælpe nødstedte børn.

Da hun i 1988 droppede sin filmkarriere for i stedet at arbejde som FN-ambassadør for UNICEF, fulgte Wolders hende på rejserne, og de levede sammen i hendes hus i Schweiz, til hun i 1993 døde af kræft, 63 år gammel.

De sidste fem år af sit liv arbejdede Audrey Hepburn udelukkende for UNICEF. Hun var den første berømthed, der dedikerede sit arbejdsliv til at hjælpe nødlidende, og som i kraft af sit navn skabte konkrete resultater for fattige børn fra Venezuela til Vietnam. Siden har blandt mange andre Bono, Angelina Jolie og Oprah Winfrey fulgt trop.

Audrey Hepburn startede mange trends, og de fleste af dem er lige så aktuelle i dag, som i hendes filmkarrieres storhedstid i 1950erne og 1960erne. Men mon ikke den, der i dag ville have gjort hende mest stolt, er velgørenhed? Med Miss Hepburn er det med mode som med moderne etikette et spørgsmål om god stil.

I august fejrer Cinemateket i Filmhuset Audrey Hepburn som filmhistoriens største stilikon med en lang kavalkade af hendes største og vigtigste film.