Venskabet er frihedens sidste bastion

Tiden er blevet så begrænset, at venskabet er under pres. I vores forsøg på at følge med livet, bliver vennerne tvunget til side og samværet reduceret til opdateringer på Facebook. Men venskabet er fuldstændig centralt for det at være menneske. Det er det fremmede menneske, der viser os, hvem vi er, siger filosof i ny bog.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historien bevæger sig væk fra venskabet. Vi er blevet unødvendige for hinanden. Vi kan måske ikke klare os helt alene, men sammen med samfundets institutioner kan vi klare os selv. Vi glider fra hinanden på forjagede isflager i en verden, hvor alt går så hurtigt og bliver produceret med en sådan hast, at selve grundlaget under os smelter bort.

»Vi forsøger alle sammen at følge med i det højaccelererede samfund og lever liv, der er præget af stress og jag for at klare os i konkurrencen mod hinanden. Det sætter venskabet under pres, for det at være sammen med venner er netop et af de sidste steder i tilværelsen, der ikke har en dagsorden eller produktivitetskrav. Det er uproduktivt og ukonkurrencedygtigt at være sammen med en ven. Det er en hvilepause, hvor friheden findes,« siger ph.d. i filosofi Jonas Holst, der er aktuel med bogen ” Venskab - Det gode mellem mennesker” der undersøger fænomenet venskab fra antikken til i dag.

 

Det unødvendige venskab

For ham er venskabet fuldstændig centralt for menneskelivet. Men det er forkomment. Den oprindelige berettigelse af venskabet er institutionaliseret bort. Det er ikke vennerne og naboerne, der bringer nyt udefra, hjælper med at fikse vaskemaskinen eller passer børnene, når verden brænder på. Vores overlevelse, eller bare det nære hverdagsliv, beror ikke længere på, hvem vi kender og deres hjælp.

»Den store venskabsfilosof Aristoteles betragtede venskabet som det allermest nødvendige i livet, fordi det græske samfund var så løst funderet, at venskabet rent faktisk spillede en afgørende rolle for den enkelte. Det gør det ikke på samme måde længere,« siger Jonas Holst.

Det er den nødvendighed, der er forsvundet nu. I den europæiske idehistorie er betydningen af fænomenet venskab reduceret gennem århundreder, hvor især kærligheden, fællesskabet og ægteskabet er blevet helt dominerende for vores tilværelse. Vi kan klare os uden venner. Vi behøver dem ikke, og derfor dyrker vi dem kun i de stadigt sjældnere stunder, hvor vi ikke bliver kastet rundt af tiden, men selv tager den. Det er, når vi endelig gør det, at vi også opdager, hvor vi selv er i livet.

»Det er i mødet med et andet menneske, at vi lærer os selv at kende. Mine bedsteforældre talte om, at der kom fremmede på besøg, når de havde inviteret venner. Den formulering er gået tabt, men noget af det særlige ved venskabet er, at det er mennesker uden for familien, som vi modtager og inviterer indenfor. Selv om vi kender dem godt, forbliver en del af dem fremmede for os. Det er, når vi modtager og udforsker den fremmedhed, at vi også erkender mere om os selv i verden, og det sted vi befinder os i livet,« siger Jonas Holst.

Sammen hver for sig

Der er socioteknologer, der mener, at Facebooks succes er blandt de klareste udtryk for afstanden mellem os, fordi det netop er betinget af vores negligerede behov for at være hinanden nær. Det er kort sagt en del af accelerationen af resten af tilværelsen, hvor vi kan være til stede på samme tid uden at være til stede samme sted. Men Jonas Holst mener ikke, at Facebook reducerer nødvendigheden af at mødes for at bevare venskabet.

»I dag er ordet venskab så udvandet, at det kan være en hvilken som helst kontakt på Facebook. Men der er forskel på at have venner og være venner. På Facebook kan vi opretholde kontakten gennem et interface, men det er meget vanskeligt at være der for et andet menneske og ledsage en anden gennem livet via Facebook. Det fine ved venskabet er, at vi modtager hinanden,« siger Jonas Holst.