Venners kærester

»Med falsk glæde gav jeg ham high five og ønskede ham tillykke. Da jeg mødte hende første gang, smilede jeg det bedste, jeg har lært. Ungerne elsker hende. Hun elsker dem.«

Foto: Søren Bidstrup. Hassan Preisler og Maise Njor.
Læs mere
Fold sammen

Maise Njor

»Jeg kan faktisk bøvse hele alfabetet,« sagde hun, og det er den slags egenskaber, jeg synes, man hylder for lidt på landsplan og også til jobsamtaler, og som fik mig til at blive øjeblikkeligt veninde-forelsket i hende.

Bagefter fortalte hun historien om, at hendes far havde fået 13 børn med 12 kvinder, og historien tog – grundet de 13 børn – hele natten, og da fuglene igen begyndte at synge, var jeg sikker på, at dette måtte være den sejeste kvinde, min ven endnu havde mødt.

Et halvt år efter gik han fra hende. Og hun gik fra mig. Hun svarede i hvert fald ikke tilbage, når jeg sms’ede, om vi skulle mødes. Måske fordi hun ikke magtede at se sin eks-kærestes venner, måske fordi mine historier var alt for korte og usjove ...

Man har sine venner, og så får de nogle kærester. Og der er ingen som helst lov, der siger, at man skal elske sine venners elskede, og det er heller ikke sikkert, at man gør det fra starten. Men så kommer de jo krybende. Ikke vennernes kærester, men følelserne.

I starten kan man måske undre sig lidt over vennens valg, men så lærer man kæresten at kende, og en dag kan man se attraktionen. Andre gange kan man ikke, og så er det da sandelig bare med at være så sød, at man siger, at ikke alle har samme smag. Eller også lyve lidt ...

Så er der de andre, som bøvse-damen, som man bliver fan af fra dag et. Pludselig er det svært at være sin vens fortrolige. For det er ikke alt, man har lyst til at høre, og det er trættende, når vennen sidder og hyggebrokker. Skal man give sin ven ret, eller skal man sige sin mening?

Min hjemmelavede regel er, at man holder bøtte de to første gange og siger noget den tredje. For når en veninde f.eks. brokker sig over, at hendes mand hele tiden vil have sex, så kan man godt lige sige, at det da trods alt er noget af et I-lands-problem, og at hun i øvrigt er heldig, når man selv føler, at man ikke har oplevet den slags opmærksomhed, siden før femøren blev udfaset.

Man kan også godt minde hende om, at man aldrig bør tale grimmere til en kæreste, end man ville til en veninde. Og de færreste ville vel sige til deres veninde: »Skal du ikke bare holde mund og spille guitar?« True story.

Nogle par glemmer hurtigt kærligheden og ømheden, og man sidder og tænker, at man burde være på sin vens side, men egentlig har man ondt af kæresten.

Hassan Preisler

Min ven har fået kæreste på. Som man siger. Vi har ellers delt vores singlesorger og -glæder med hinanden. Fra vilde nætter til tagterrassefester til milde morgener med sørgmodige samtaler over solskinsbrunchen. Vi gik ture om Søerne i ens espadrillos og blev parallelklippet hos Nørrebrofrisøren.

Da han blev skilt, smed jeg, hvad jeg havde i hænderne. Da jeg blev skilt, stod han op for mig. Vi var hinandens sjælesørgere. Jeg var hans imam, han var min præst. Han trak en Kleenex op ad lommen for mig, jeg holdt ham tæt ind til mig. Vi smilede til hinanden på afstand, når vi mødtes i ens hvide nystrøgede skjorter med opsmøg. For at indtage endnu et par øl og/eller endnu et par piger.

Men det er alt sammen slut nu. Han fortalte mig, at det var seriøst med hende, han havde mødt. Lyshåret med isblå øjne. Jeg havde allerede bemærket det: »Kernesund! Det kommer til at holde,« tænkte jeg med bitterhed. Jeg så ensomheden dukke op i horisonten med kurs direkte mod mig.

Med falsk glæde gav jeg ham high five og ønskede ham tillykke. Da jeg mødte hende første gang, smilede jeg det bedste, jeg har lært. Ungerne elsker hende. Hun elsker dem. Sidst, jeg kom forbi lejligheden, hvor jeg plejede at crashe på sofaen, så jeg, at den var skiftet ud. Med én på 160 cm. Jeg er 180!

Dér sad de så, da jeg trådte ind. Hånd i hånd. Han, hun og drengene. De spillede et spil. De var på samme hold alle fire, bemærkede jeg. Drengene så ikke op. »Tager du ikke skoene af?« sagde hun sødt. »Jeg har lige støvsuget, skal jeg sige dig.« Jeg gjorde som befalet.

Han rejste sig og tilbød mig kaffe. Jeg løj og sagde, at mit mavesår er brudt op igen. »Hvor hyggeligt, at du kom på besøg,« sagde han. »Det var faktisk mest for at hente min hårvoks, den du lånte,« sagde jeg. Han fandt den frem til mig. »Nå, jeg må se at komme af sted igen,« sagde jeg. »Allerede?« sagde han. »Jeg har travlt. Jeg smækker selv,« sagde jeg.

Da jeg skulle til at trække de hvide Diadora Equipe på fødderne igen, bemærkede jeg, at de var fyldt med sand fra sandkassen. Med en sko i hver hånd spredte jeg sandet ud på gulvet i et jævnt lag, før jeg masserede det ned i revnerne mellem brædderne og lagde løberen på plads igen. »Hej, hej!« råbte jeg. Så smækkede jeg døren i og sprang de fem etager ned ad trappen.