»Var man klynkende og urimelig som 25-årig, bliver man nok også klynkende og urimelig som 85-årig«

Som ung lover man sig selv, at man aldrig vil træffe de samme hjernedøde valg som tidligere generationer. Men måske har man en indre personlighedskerne, der gør, at man en dag til forveksling minder om sin afdøde farmor, skriver evolutionspsykologen Jill Byrnit.

Arkivfoto. Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det er en fascinerende proces at blive ældre. Ikke helt ulig fornemmelsen af at se ud af forruden på et højhastighedstog, der er ved at kollidere med en bjergside.

Som ung kigger man på de rodede bunker på skrivebordet og tænker, at det kun er et spørgsmål om tid, før man får lært at rydde op. Som ældre ved man, at bunkerne er kommet for at blive. De vil forfølge én ind i evigheden, og man kan lige så godt allerede nu få specialdesignet en kiste med makulator. Som ung lover man sig selv, at man aldrig vil træffe de samme hjernedøde valg som de tidligere generationer. Lige indtil den dag, hvor man græmmes over, at man til forveksling er kommet til at minde om sin afdøde farmor.

Hen ad vejen begriber de fleste af os, at meget er kommet for at blive – bunkerne, rodet, det hårde og kantede, som vi konstant slår os på. For vi er de samme personer, som vi hele tiden har været, og forsøger man at løse det samme problem med de samme redskaber, så er der en overhængende sandsynlighed for, at også resultatet bliver det samme. Er man klog, så lærer man at fungere i en sådan nogenlunde tålelig sameksistens med alt det i én, som ikke står til at ændre.

Personlighedskernen

Men er det virkeligt sådan, det er? Fødes vi som mennesker med ansatser til en personlighedskerne, der tidligt giver sig til kende og i en eller anden form forbliver den samme gennem livet?

Dette kan virke som et trivielt spørgsmål. Når alt kommer til alt, betragter vi ofte såvel os selv som andre som bestående af en slags indre kerne, der er stabil over tid og på tværs af situationer. Vi bliver forundrede og bekymrede, hvis mennesker, vi har kendt i mange år, pludseligt foretager sig handlinger eller træffer valg, der er helt fremmedartede i forhold til det, vi anser som disse menneskers sande karakter.

Og selve det fænomen, at vi en sjælden gang imellem kan overraske os selv, vidner om, at vi det meste af tiden går omkring med følelsen af, at der går en rød tråd igennem den måde, vi agerer og reagerer igennem livet og på tværs af skiftende samspil med de mennesker, vi omgiver os med.

»Var man klynkende og urimelig som 25-årig, bliver man nok også klynkende og urimelig som 85-årig. Nu bevæbnet med stok.«


Sat sådan op bliver det moderne liv i sin essens et spørgsmål om, at man skal finde sig selv. Eller som minimum undgå at blive helt udvisket i livsprocessen.

Til forskel fra lægfolk er personlighedsforskerne nu ikke specielt faste i kødet omkring, hvordan man skal anskue den personlighedsmæssige konsistens. Tvivlen kan koges ned til blandt andet at dreje sig om, hvorvidt vi faktisk er så stabile, som vi går rundt og tror. Giver det overhovedet nogen som helst mening at tale om, at vi har en indre personlighedskerne?

Sammenkører man resultaterne fra mange forskellige undersøgelser, viser det sig, at der kun findes moderat stabilitet i vores personlighedstræk på tværs af situationer. Hvis vi havde en drone med et overvågningskamera permanent svævende over os – må ingen socialdemokrat blive inspireret af denne klumme! – ville det åbenbares, at vi langtfra opfører os så personlighedstypisk, som vi ynder at tro. Ja, hvis ikke det var, fordi vores udseende forbliver det samme, så kunne vi sommetider lige så godt være forskellige mennesker på tværs af de sociale sammenhænge, vi indgår i.

Agerer ikke bare mekanisk

Dette er imidlertid ikke hele sandheden. Skønt personlighedstræk kun i nogen grad kan bruges som forklaringsmodel for folks adfærd, så viser det sig, at situationelle faktorer ofte udviser en endnu dårligere statistisk sammenhæng med folks adfærd. Den indflydelsesrige personlighedspsykolog Gordon Allport fremsatte for adskillige årtier siden en teori, der forsøger at forklare, hvordan personlighedstræk og situationer interagerer.

Mennesker er meningsskabende væsener med værdier og principper, og disse værdier og principper samler vores personlighedstræk under sig i bundter af dispositioner. Vi agerer og reagerer derfor ikke bare mekanisk ud fra de forskellige personlighedstræk, vi måtte være født med, men afbalancerer konstant vores overordnede dispositioner i forhold til hinanden. Det der, udefra set, kan virke som en manglende konsistens i vores handlemønstre, vil ved nærmere analyse ofte tale ind i en større fortælling om den mening, vi hver især forsøger at danne os af livet.

Som ung kan man tænke, at de ældre er sure og beklagende. Og man kan tage principbeslutningen, at man selv vil blive mild og god som gammel. Lige indtil den dag, hvor man forstår, at intet kommer af ingenting (undtagen lommeuld): Var man klynkende og urimelig som 25-årig, bliver man nok også klynkende og urimelig som 85-årig. Nu bevæbnet med stok.